Forfatter og økonom

I går var jeg til et foredrag om dynamiske parforhold, som er parforhold, hvor man er til stede som den, man er og står ved sine behov og skyggesider såvel som sine positive sider og bliver elsket for hele pakken. Det er ikke nødvendigvis en monogam relation hele tiden, men relationen er heller ikke automatisk åben for andre hele tiden.

Det dynamiske parforhold ligger netop det sted mellem de to yderpunkter, som dem, der indgår i relationen, kan blive enige om.
Tanja Rothenborg Scot sagde blandt andet, at man selv er ansvarlig for 90% af sin livslykke. Partneren kan bidrage til de sidste 10;)

En deltager kom med en god uddybning. Han sagde, at vi ofte indleder en ny relation med en illusion om den anden, og en illusion om en selv, og sammen skaber man så en fælles illusion. I det dynamiske parforhold ønsker man at bryde med disse illusioner, også selvom det gør ondt, for at leve et liv, hvor man kan stå ved sig selv i sin kompleksitet og elske den anden i hans eller hendes kompleksitet.

En anden bidrog med overvejelser omkring utroskab, hvor løgnen, bedraget og svigtet ofte sårer mere end selve den seksuelle akt.
I et dynamisk parforhold lover man hinanden mentalt troskab, og flytter derved fokus over på det, der gør en dyb relation mulig: at man kan stå ved sig selv som man er og møde den anden som den han eller hun er.

Flere af de ting, der blev fremført, virkede indlysende på mig, for hvad enten vi anerkender det eller ej er alle parforhold dynamiske: Relationen består af mennesker, der gennem livet udvikler sig asynkront og asymmetrisk.

De etablerede modeller med skyld, skam og andres forventninger giver os få redskaber til at forvalte den asynkrone asymetri. Et internet, der synliggør andre måder at leve på øger den asynkrone asymmetri.
Jeg synes det er fint, at Tanja og Sara nu har skabt et forum for at udveksle erfaringer, og skabe sprog og redskaber til at reagere på den asynkrone asymetri, så den enkelte bedre kan beslutte, hvad man vil gøre, når man møder et attraktivt menneske, så kan leve med sig selv og dem man elsker, efter mødet.

Et sprog: Forleden var jeg til Clauss M. J. Gylluns fødselsdag. Han sagde i sin tale til gæsterne, at når man taler til hjertet, behøver man kun at hviske. Mennesker der råber af hinanden har mistet kontakten med hjertets sprog.
Det synes jeg var flot sagt, så jeg giver hermed det sprog videre.

{ 0 comments }