På vej til USA

Jeg er i fuld gang med at forberede udgivelsen af min roman En kvinde tre mænd på det amerikanske marked. Den u1W3M_3DCoverdkommer på et forlag i Los Angeles, og i april skal jeg rundt til forskellige byer for at  møde læserne og pressen.

Romanen handler om 34- årige Elizabeth som dropper modellen om den eneste ene og erstatter den med en model med tre mænd: en til snak, en til sex og en til socialt samvær og praktiske opgaver. Bogen er hendes dagbog over en periode på fire måneder om hvordan det går med at finde og leve med tre forskellige mænd.

Romanen udkom i Danmark i 2010, men den er nu blevet revideret, så en ny version af bogen udkommer i Danmark den
12. maj 2016. Mere om dette følger senere

Jeg glæder mig til den diskussion, som jeg regner med kommer i forbindelse med bogen. Den blev diskuteret heftigt, da den udkom i Danmark, og vi har ry for at være lidt mere liberale end amerikanerne.

Om Pouline Middleton

For English click here – check my blog on www.modernloveandsex.tumblr.com

Pouline Middleton udkommer i foråret 2016 på det amerikanske marked med romanen “One Woman Three Men”.

Hun har skrevet en i alt tre romaner på dansk, hvoraf især to af dem har skabt en del debat. Hun har også skrevet en håndbog. Hun har desuden bidraget til et par antologier, hun har redigeret et par bøger, og hun har arbejdet med manuskripter til film, tv-serier og web historier.

Hun tager hver gang på nye måder livtag med det moderne livs mange muligheder og udfordringer. I romanen En kvinde tre mænd handler det om at udskifte det traditionelle parforhold med tre mænd: en til snak, en til sex og en til praktisk arbejde. I romanen Gå efter guldet lærer en ung kvinde hvordan man skal gebærde sig som udstationeret i en fremmed kultur, hvad enten man arbejder i Hong Kong eller i Søborg.

En mastergrad i økonomi har givet Pouline Middleton en analytisk tilgang til tingene, som hun kombinerer med en stadig undren over, hvordan verden er skruet sammen, og en indlevelse i hvordan vi som mennesker gør vores bedste for at tackle vilkårene.

“Spor af længsel” er raffineret spændende. Ikke krimiagtigt. Men man må kende sammenhængen og drives frem, alt imens man bliver klogere – også på sig selv, siger Else Togo.

Man kan læse historierne, og man kan bruge dem som inspiration til, hvordan vi kan ændre nogle af de uhensigtsmæssige måder, verden fungerer på i dag.

Romaner og en håndbog – læs mere her

  • Spor af længsel (2014)
  • En kvinde tre mænd (2010)
  • Gå efter guldet (2002)
  • Syv veje til kærligheden – en håndbog (2014)

Antologier

  • Interviewet til bogen Next step, kvinde (2010)
  • Bidragyder til antologien Fem@il (2000)

Redaktør

  • Redaktør på romanen En mand tre kvinder af Peter Jørgensen (2010)
  • Redaktør på bogen På et bjerg skændes man ikke af Jette Lind Johansen (1998)

Film, tv-serier og webisodes

  • Manuskript til en tv-serie baseret på romanen En kvinde tre mænd sammen med producer Camilla Oppenhejm (2013-14)
  • Filmmanuskript med det engelske filmselskab AMC Pictures, for at producere en spillefilm over En kvinde tre mænd (2011)
  • Producer på opstart af det digitale indholdsunivers Cloud Chamber, der var nomineret til Power to the Pixel prisen i London 2011. Producent Vibeke Windeløw, instruktør Christian Fonnesbech.
  • Manuskript til webisodes med Oscar Film og instruktøren Kari Vidø med henblik på at udvikle et online univers baseret på En kvinde tre mænd. Fik støtte fra New Danish Screen, DFI (2012)
  • Forfatter og producent på den første danske blogroman  www.enkvindetremaend.dk. Blogromanen udkom fra 10.4-25.06.10. Herefter udkom den som trykt bog, og 2. oplag udkom 26.11.10.
  • Manuskript My Spy (2003 + 2010). En ungdomsfilm om den kolde krig. Jeg skrev manus til denne historie i 2003 på manuskurset NorthbyNorthwest. Jeg har siden udviklet manus i dialog med Zentropa og to forskellige mulige instruktører. Og jeg har samarbejdet med producer Gina Fegan, Pinewood Studios, UK om at skabe et tværmedialt univers omkring spillefilmen. (2010)
  • Øen og skønheden, en spillefilm om en pige på 14, der bliver tvunget til at deltage i den skønhedskonkurrence hendes mor vandt som ung og som udvikler en spiseforstyrrelse af det.
  • Hovedstad, en animationsfilm, om at viden lagrer sig som højhuse i hovedet, og hvordan fire børn skal løse en krimigåde, hvor de er nødt til at finde nogen med andre højhuse end dem selv, for at løse gåden.
  • Manuskripter til en række afsnit af tv-serien Hvide Løgne, som blev sendt på TV3 (1998)

Legater, kurser og stipendier

  • Redaktørlegat fra Dansk Forfatterforening til revision af en krimi, hvor religion spiller en central rolle ( 2015)
  • Klitgaarden legat til et to ugers ophold på kunstnerrefugiet Klitgaarden i Skagen (2005 + 2007)
  • Hald Hovedgaard legat til en uges ophold på Hald Hovedgaard i Viborg (2003 + 2008)
  • Deltagelse i det anerkendte 3 uger lange kursus for manuskriptforfattere NorthbyNorthwest (2003)
  • Statens Kunstfonds 2-årige stipendium indenfor film/teater (1998)
  • Legat fra Dansk Kvindesamfund til at udvikle manuskript til en spillefilm der hed “Øen og skønheden” om en ung pige, der presset af moren ambitioner udvikler en spiseforstyrrelse (1998 )

Længsel efter længsel

Jeg har inviteret fusionista  Else Togo til at gæsteblogge om længsler, fordi hun har læst min roman Spor af længsel, og rigtig godt kunne lide den. Hun er 70 år og  længes efter sine længsler. Hun efterlyser også bud på, hvordan andre tackler deres længsler:

Jeg er en helt almindelig pensionist, som lige er rundet de 70 år. Jeg kan ikke lide min nye titel. Den synes perspektivløs og levner ikke plads til håb og drømme. Den passer vel til alderen, men ikke til mit tankeliv, mine længsler og forestillinger om et godt postgraduate liv. Titlen får mig til at føle mig udenfor og bagud. Jeg er vel nærmest usynlig.

Med rank ryg udnævnte jeg derfor mig selv til Fusionista. Titlen skal ses som en fusion af mine mange levede liv med savn, håb, længsler og udfordringer. Jeg oprettede herefter min egen Fusionista-blog, og har siden fyldt den med ord uden alder tilsat et par spiseskefulde passion.

Min hverdag går med virtuelle connections, filosoferen, min blog og læsning. For nylig gav Pouline Middletons bog “Spor af Længsel” mig nogle lange tænksomme nætter. Jeg fandt ud af, at jeg længtes efter at længes. Mine ”gamle” opstemte forventninger til fremtiden var skrumpet ind, der var stilstand i harmonien i mit enkle, langsomme liv som hjemmefusionist.

Der er så meget, jeg savner i mit nye liv. .Savnet befinder sig i fortiden, hvor det er afsluttet. Jeg tænker, at det umuligt kan genopstå og give mig ny energi fremad mod nye længsler. Jeg tænkte og tænkte og mærkede efter, men vidste helt enkelt ikke, hvad jeg skal længes efter mere. Noget for mig personligt – men hvad – hvem?

Engang betød en krise og problemer blot nye muligheder med nye tiltag og et nyt mål. Det kunne tænde mig og gav succes i mit arbejdsliv. Nu kunne mindet kun give mig kortvarig tilfredshed, ellers var det ubrugeligt.

I min hverdag er radioen – især 24syv – min gode kollega. Pludselig spidsede jeg ører. Midt-40-årige piger talte om begrebet fuckability og at være fuckable. Det var selvfølgelig ment som en joke, jeg kunne høre, de havde humor. De ved jo godt, at tidens kvinder både rummer intellekt, karriere, familie og sex appeal. Langt over 40’erne, 50’erne osv. Eller ved de det?

I hvert fald gik det op for mig, at fuckableness-muligheden var lige præcis, hvad jeg savnede. Den længes jeg efter at få tilbage. Er vist vokset fra den, fra muligheden uden at lægge mærke til det. Den uartige nydelse ved at smage på ordet har jeg dog stadig.

Tænkte også, at evnen til ”fuck” havde man vel altid med sig. Lysten kunne svinge op og ned, men det er vist ikke aldersrelateret. Langt sværere er det at fastholde den gensidige fascination. Den falmer med alderen på ens cover, uanset at man intellektuelt fungerer som en yngre udgave af sig selv.

Min aktuelle længsel efter fordums “stråleglans” er egocentrisk min alder taget i betragtning. Alligevel føler jeg mig ensom og forladt uden det, jeg som yngre kaldte ”une fascination réciproque”. Dengang førte det naturligt til erotik, nydelse og livsenergi.

Jeg tog mod til mig og opsøgte en gammel kærlighed, kun for opleve afvisning. Mine værste forventninger blev indfriet. Der var ingen attrå i alder, den affødte ikke lyst. Det var smertefuldt at skrinlægge mine længsler om en ny hengivelse.

Jeg kigger mig over skulderen mod længslernes bagland. Spejder efter håbet og beder til, at ingen af dem svigter mig. Jeg har trods alt tiltro til, at længslen dukker op med nye forbindelser i min korte fremtid. – Og lige om lidt skal jeg skille mig af med mange års husliv for at finde et nyt lejet bosted. Vil øve mig på at længes efter det nye ukendte med dets muligheder, netop det, som jeg engang var så god til.

Jeg hører gerne fra dig om, hvad du tænker om tidens tab af seksualitet og udstråling. Kan du genkende noget af det tab, jeg beskriver? Eller har du fundet en måde at udleve dine længsler på? Del gerne dine tanker, erfaring og følelser her eller i en privat mail til mig, for jeg er seriøst nysgerrig efter at høre om voksne kvinders udfordringer og længsler. Og om mænds, for I er jo ligeså meget en del af dette, som vi kvinder er.

Ingen længsler – ingen fortid – ingen fremtid …..

Læs mere om Else Togo og følg hendes blogs her:  Fusionista.dk

 

 

 

Anmeldelse af Spor af længsler

Den 27.10.2014 blev følgende anmeldelse lagt op på bogbloggen www.bogsyn.dk:

“Det er i virkeligheden så enkelt, men det er så svært. At gå efter det, man længsel efter, bryde mønstret og vanen og følge hjertet og det, der er god energi i.
For hvad nu hvis valget er forkert.
Det er det jo aldrig, hvis man griber ud efter det, der trækker, og det er det, forfatteren med stor kløgt og stram, sproglig præcision formidler.
Bogen lægger ud med at beskrive Ellens forhold til Jens, der mildest tal er noget blandet. Jens synes alt er godt og vil giftes, mens Ellen tøver og er meget luren ved han frieri. Det er jo en konflikt, der vil noget. Og med med stor, menneskelig indsigt kommer vi bogen igennem rundt om dilemmaerne ved valg og også prisen for ikke at vælge og de konsekvenser, det har, hvis man siger nej på de forkerte steder. Og har med de forkerte mennesker at gøre, dvs. de passer ikke ind lige nu og her.
Lokationerne er såvel Vesterbrogade som Firenze og Budapest, Paris og Wien,  så er kontrasterne også trukket op.
Pouline skriver rigtig, rigtig godt hele vejen igennem, og man får lyst til at sluge bogen i ét hug – der er små dramaer, som danner handlingen og konstant dukker op. Og giver stof til eftertanke mod de små hverdagsdramaer i ens eget liv.
Opbygningen af sætningerne er enkel og ligetil, man taber på intet tidspunkt tråden, og sproget er renset for beskrivelser af personernes udseende; det er underordnet i handlingen, der skrider fremad; det er tydeligt, at det er DEN, der er det væsentlige og at forfatteren har nået på hjerte. Flot arbejde. Ren læsefryd.”

Vi sagde ja

Steen og jeg foran Lyngby kirke
Steen og jeg som mand og kone foran Lyngby kirke
Den smukke brudepige Clara
Vores smukke brudepige Clara

 

Jeg kastede buketten, som den tidl. prof. håndboldspiller Mia greb
Jeg kastede buketten, som den tidl. prof. håndboldspiller Mia greb
Vi skærer den lækre bryllupskage, som Mai-Britt havde lavet og pyntet med de smukkeste sukker pæoner
Vi skærer den lækre bryllupskage, som Mai-Britt havde lavet og pyntet med de smukkeste sukker pæoner
Her danser vi brudevalsen - det var rørende - og kort efter blev Steens sokker klippet;-)
Vi dansede brudevalsen – det var rørende – og kort efter blev Steens sokker klippet;-)

 

 

Et digt om vores kærlighed

Min negle, som nu er helt klar til brylluppet
Min negle, som nu er helt klar til brylluppet

Forleden var Steen og jeg til 50 års fødselsdag hos en fælles veninde. Her mødte vi Lise Jørgensen, som nu har skrevet et digt til os, som jeg hermed rørt og glad deler

 

Til Pouline og Steen

 

Og der er I så

mens festen rusker

i fødselaren og de råbende gæster.

I

de lykkelige forlovede

I

de snart gifte.

Dig Pouline med dit skælmske smil

og din åbenlysende omsorg

og der

ved din side

din Steen

som jeg har hørt så meget om

som jeg har læst så meget om,

og billeder har der været,

hvor I har smilet og spist og set

set hinanden

fortalt

fortalt alt

eller sådan cirka i den omegn

 

Jeg har tænkt mit.

Indrømmet.

En moderne kærlighedshistorie

af højeste karat

i vores alder

i vores tid

er det muligt

at den bare sådan

ud af ingenting

eller ud af al ting

dukker op

slår sig ned,

griber fat,

kan det ske?

 

Mens jeg glor efter svar

bliver musikken skruet op

en griner en tale

fødselaren synger med

gennem larmen

præsenterer du mig

Pouline

for din kærlighedskomet

Steen

han rækker hånden frem

siger hej

og der ser jeg

det

som ikke kan læses

fotograferes

det

som kun kan vibreres

registreres

i levende live:

Jer!

 

Da jeg forlader festen

bevæger mig ud i natten

på gyngende cocktailben

forstår jeg

at det er sandt,

at en stor kærlighedsfortælling

af den helt ømme slags

er faldet ned

her i nærheden et sted

brudt ud

i et vanvittigt lysende match:

Dig Pouline.

Og dig Steen.

 

I to sammen

I brager af liv,

Åbenlyst for enhver

at der er så meget

af det hele

hos jer

så meget

at I kan

folde jer ud

som en vej

som en rejse

en tusindrejsevej

fra nu af

og i al evighed

hver dag

suget sammen

i noget

der aldrig tager ende

 

 

Kærlige kys og kram tit

 

Så er bryllupskagen også bestilt...
Så er bryllupskagen også bestilt

Så er vi ved at være klar til den store dag. Borde og stole er på plads, menuen er bestilt, personalet er klar, buketten ligger og venter inkl. tre knaphulsblomster, og vi har fastlagt præludiet, der skal spilles i kirken.

Min far er den store orgelentusiast, så forleden bød mine forældre på en kop kaffe og lytning af mulige værker, der kan spilles i kirken. Min far havde været sine arkiver igennem, og han satte både stykker af Bach og Pacelbel på anlægget for os. Han spillede også mere moderne og muntre stykker. Og så spillede han det stykke musik, som min mor og far gik ud af kirken til, da de blev gift for 53 år siden. Vi lyttede og lyttede igen. Steen og jeg så på hinanden, hver gang et nyt stykke kom på og vi smilede og blinkede, når vi syntes godt om stykket og hævede øjenbrynene, når det ikke lige passede os. Vi var heldigvis enige om, hvilke af stykkerne, der var hvad.
Min far spillede også nogle numre, som mest af alt fik os til at tænke på et kræmmermarked, så det havde vi ikke lyst til. Det overraskede min far, for han havde netop troet, at vi ville have noget som var ungt og anderledes. Men eftersom brylluppet foregår i kirken, synes Steen og jeg, at noget af musikken skal være traditionelt og så er det vigtigt både at have let og lidt mere seriøs musik, men der må ikke være for meget patos over det. Musikken skal passe til dem, vi er.
Vi fik sammensat et fint program til de 20 minutter, hvor kirken fyldes af gæster, og Steen står med forloveren og tager imod. Og selvom vi ikke opfyldte det, min far helst ville have, tog han det fint og sagde flere gange, at det er vores bryllup, så vi bestemmer.
Det var dejligt at opleve denne opbakning. Mine forældre har i det hele taget været utroligt søde og støttende, og da middagen skal foregå i deres hus, som ligger lige ved siden af vores, har det været meget dejligt at opleve.
Jeg har lagt mærke til, at mange konflikter i familier handler om, at man har svært ved at acceptere nogen i familien træffer andre valg, end dem man selv ville træffe. Og jeg må indrømme, at jeg for nu måneder siden  ved indledningen til alle disse forberedelser til den store dag, var lidt nervøs for, hvornår og hvordan viljerne ville støde sammen.
Men nu er der kun tre dage til, og vi har haft uenigheder på tværs af generationerne og mellem Steen og mig, men det er alt sammen blevet løst på fineste vis med kompromisser i forskellige retninger.
Steen og jeg har også lært hinanden endnu mere at kende, for det gør man når man taler om hvor brylluppet skal foregå. Eller hvor traditionelt eller nytænkende det skal gennemføres. Budgettet er et andet område, hvor man lærer mere om hinanden. Og her er vi begge blevet chokeret over, hvor meget en brudebuket koster!
Jeg synes, vi begge har været gode til at give slip på de beslutninger, vi ikke hver især fandt så vigtige, og så lade den anden bestemme. Og det har mine forældre også. Til dagligt ses vi en del med dem, og vi kender hinanden, men de skal jo også vænne sig til, at der er kommet en mand i mit hus, der har sine præferencer og facon, og han skal vænne sig til dem og deres. Og selvom man er voksen, som jeg er og har passeret de 50, gør det mig stadig glad, når vi kan finde en løsning på tingene, som også de synes om.
Det er i det hele taget meget dejligt at kunne komme så langt med hinanden uden at briste. At Steen med jævne mellemrum standser mig i forbifartern og krammer mig og får mig til at slappe af, har også bidraget til at sikre en løbende balance. Kærlige kys og kram tit gør en stor forskel!

 

 

 

 

Var det frihed, jeg længtes efter?

En sælfie med en sæl og tre sæler;-) Foto: Steen Larsen
En sæl og tre sæler;-) nærhed på afstand…
Foto: Steen Larsen

Ved at have flere partnere på en gang kan man opnå en større grad af frihed. Men man kan også blive så fri, at man flyder uden forankring og fordybelse. Friheden var, hvad der tiltræk mig, da jeg begyndte med tre mænd.
Jeg meget interesseret i at høre, hvordan andre levede med flere partnere. Derfor læste jeg flere bøger om emnet og talte med folk. Der er især to bøger på dansk, som gjorde indtryk på mig. Den ene er skrevet af Anja Lysholm og den hedder ”Hvem er du utro?”
Anjas bog viste mig, at det ikke er mængden af partnere, som afgør, om du er utro. Du er først og fremmest utro overfor dig selv, hvis du lever et i dine standarder middelmådigt liv.
Den indsigt brugte jeg til at give den gas overfor mine tre mænd. Jeg begyndte at stille en række krav af to grunde: Jeg ville udfordre mig selv til at være så krævende som muligt, det lå nemlig ikke naturligt til mig. Og så var det da også interessant at se, hvor langt de ville gå.
At udfordre mænd på denne måde hjalp mig til at finde mine egne grænser og til at træde ud af komfortzonen. Jeg udfordrede dem både intellektuelt, fysisk og seksuelt. Det lærte de og jeg en del af. Det var ikke altid nemme eller behagelige indsigter, fordi jeg skulle acceptere nogle sider af mig selv, jeg ikke var så stolt af. Jeg så fx mig selv om en selvstændig kvinde, der kunne stå selv. Det er jeg, men når jeg fik den tredje afvisning på et initiativ, jeg tog, skulle jeg tage nogle dybe indåndinger for at stå fast.
Jeg fandt også ud af, at der var et par områder, hvor jeg ikke havde lyst til at udfordre mændene. Jeg følte mig simpelthen ikke tryg ved det. Lige netop der begyndte tryghed at fremstå som et positivt begreb for mig. Det havde det ellers ikke gjort tidligere. Der så jeg mest tryghed, som noget man gemte sig bag ved.
Brugte du ikke mændene? Har flere spurgt mig. Jo, det gjorde jeg. Men de havde jo friheden til at gå, når de ikke ville være med længere. Og det gjorde flere af dem. Nogle gange var det helt fint, at en mand gik, andre gange blev jeg ked af det. Men jeg erfarede også, at man kan komme sig over at blive ked af det. Jeg synes mange mennesker giver op for hurtigt. To-tre dårlige oplevelser med kærligheden og så er man overbevist om, at det aldrig går. Det får man jo ret i, så længe man ikke prøver at blive klogere. Især omkring sig selv.
Den anden bog jeg læste gjorde mig klogere på mig selv. Det var Sara Skaarups bog ”Kærlighedskontrakten”. Den handler om, hvordan man kan leve i et åbent forhold, hvor man har mere end en partner. Jeg tænkte, at jeg nok kunne lære noget af Sara, som selv har levet sådan i en del år. Men da jeg havde læst cirka en tredjedel af bogen, kylede jeg den hen i et hjørne. Den provokerede mig simpelthen så meget. Og hvorfor gjorde den det?
Fordi den fik mig til at indse, at grunden til, at jeg ikke havde haft et dybt og hengivende forhold til en mand, var, at jeg ikke turde. Nu fandt jeg ud af, at jeg stod derude og at det var mig selv, jeg skulle forenes med. Jeg skulle turde hengive mig til ét menneske, frem for at fortsætte i mit oplevelsestog med tre mænd, hvor jeg kunne stå af, når jeg ville og sætte dem af, når jeg ville.
Et stykke tid gik jeg rundt om den erkendelse om mig selv og min angst for at hengive mig, men da den først var landet i mig, kunne jeg ikke slippe den igen. Jeg sagde derefter pænt farvel til de tre mænd og begyndte at overveje, hvad jeg skulle gøre for at nærme mig denne længsel efter hengivelse.
Så selvom jeg troede det var friheden, jeg var ville have, brugte jeg mere tre mænd modellen til at øve mig i at tage kontrollen, når jeg var sammen med en mand og med flere mænd, der havde forskellige roller. Da jeg var blevet bedre til det, fik jeg øje på, at næste skridt for mig var, at slippe kontrollen og finde modet til at opsøge den hengivelse, som både skræmte og tiltrak mig.

Tre mænd og mig

Romanen "En kvinde tre mænd", som er inspireret af mine erfaringer
Romanen “En kvinde tre mænd”, som er inspireret af mine erfaringer

Flere læsere af denne blog har spurgt mig, hvad der har fået mig til at skifte fra tre mænd til én mand. Så det vil jeg gerne fortælle lidt mere om. I dag handler det om, hvordan jeg fandt på  modellen med de tre mænd. I løbet af de næste dage vil jeg skrive mere om skiftet fra tre til én.

Da jeg blev skilt for en del år siden, oplevede jeg, at der var ret mange udfordringer omkring kærligheden, som jeg ikke bare kunne løse ved at finde en ny mand. Det var nogle  udfordringer, som havde med mig at gøre og andre udfordringer, der havde med mænd at gøre. Det havde også med omverdens forventninger til kærlighedslivet at gøre.

Jeg var ked af, at mit ægteskab var gået i stykker, og jeg bebrejdede både mig selv og min eksmand for det. Jeg forstod ikke helt, hvad der var gået galt, men ved at bearbejde erfaringerne, fandt jeg ud af nogle af grundene til det. Jeg fandt fx ud af, at jeg havde svært ved at skelne mellem mine og min partners behov og handlinger og følelser. Jeg blandede det hele sammen og drog ikke ham til ansvar for hans handlinger. Jeg stod så til gengæld på mål for både mine og hans handlinger, følelser og behov. Det var meget anstrengende i længden.

Jeg syntes, at der var og er mange dejlige mænd ude i verden, men jeg synes ikke jeg var så god til at få min vilje med en mand og bevare respekten for både ham og mig.

Jeg synes også, at der var en forventning fra veninder, familie og kollegaer om, at man skal have en kæreste for at være en der er lykkedes med livet. De to ting gjorde at jeg holdt mig tilbage fra at begynde at date igen.

Et andet punkt, der frustrerede mig, var, at der var forskellige forventninger i samfundet til mænd og kvinder. Det synes jeg stadig, der er. Fx dominerer mænd ofte sociale situationer med at tale om det, som interesserer dem. Og jeg faldt meget nemt ind i rollen som den lyttende søde kvinde, der nikkede og gav ham nye stikord, så han kunne fortsætte.

Jeg lagde også mærke til, at jeg var meget mere handlekraftig og havde fokus på at nå et resultat, når jeg var sammen med kvinder end med mænd. Og jeg gjorde for ikke at provokere mænd.

Disse forhold og flere til ville jeg gerne gøre op med, men jeg vidste ikke rigtigt hvordan.

Da jeg så begyndte at se mig omkring på datingmarkedet, blev jeg også irriteret over den måde, det fungerede på: som kvinde kan man få masser af mænd, hvis man bare vil have sex, og lader som om man ikke får det, mens udvalget er betydeligt mindre, hvis man vil have en ansvarlig mand, som er interessant at tale med, og som kan få fingrene ud og bidrage til at skabe en fælles base uden at brokke sig over tranlampen, der bestemmer det hele derhjemme.

Da jeg havde gået og spekuleret over flere af disse forhold, besluttede jeg mig for at gøre som mændene gør: at sætte mig selv i førersædet og lede efter det, jeg havde brug for til at opfylde mine behov. Jeg definerede, at mit behov for en mand, især handlede om tre områder: snak, sex og praktisk arbejde.

Jeg fik så ideen at udskifte modellen med den eneste ene ud og i stedet lede efter tre mænd: en til snak, en til sex og en til praktisk arbejde.

Der kom en masse svar og jeg gik på dates, der var gode og sjove for min model førte til, at vi havde interessante samtaler allerede på første date. Jeg følte også en stor frihed, fordi jeg ikke var forpligtet til at gå længere med hver mand, end den rolle, han havde sagt ja til, berettigede til. Det betød, at jeg fik plads til at mærke mine egne behov. Det at have en mand, som kom og var praktisk betød også at jeg skulle være ret klar på, hvad jeg gerne ville have, vi skulle lave sammen, eller som han skulle lave for mig. Han fik varm aftensmad og øl for det.

En anden interessant oplevelse var, at de fleste mænd gerne ville i kassen med mig – surprise, Watson! Og nej, det var jo ikke den store overraskelse, men da jeg ikke havde lovet andet end sexpartneren en tur i høet, følte jeg mig i min gode ret til at sige nej. Interessant nok førte det til, at jeg blev meget bedre til at mærke, hvornår jeg havde lyst til at sige ja og til hvad.

Det var også en god oplevelse at dyrke sex med en, jeg ikke var forelsket i. Det havde jeg prøvet før, men så var det ofte blot en engangsoplevelse. Her kunne vi gøre det flere gange, og lære hinandens kroppe og behov at kende ,og jeg kunne mere frit udforske grænserne i mit eget begær, fordi jeg ikke var så sårbar for, om han blev sur og slog op.

Tre mænd modellen hjalp mig til at holde fast i det, som er vigtigt for mig, også selvom andre synes, jeg hellere skal bøje mig. Jeg er blevet meget bedre til at adskille mine og andres handlinger, behov og følelser og til ikke at føle mig ansvarlig for andet end mit eget. Jeg har også fået trænet mine evner til at få min vilje og bøje af. Det gør jeg ved at holde fast på de punkter, som jeg kalder kærlighedens kompromisfrie zoner, og se stort på resten. Ved at have tre mænd har jeg fået en meget anderledes tilgang til kærligheden, og min livstilfredshed er steget markant.

 

En tur i Tårnet

Fra et hjørne af den nye restaurant Tårnet på toppen er Christiansborg
Fra et hjørne af den nye restaurant Tårnet på toppen er Christiansborg

Her til aften har vi spist middag på den nye restaurant på toppen af Christiansborg, som hedder Tårnet. Steen og jeg nød en skøn tre retters menu med vine til, og det var så lækkert. Lokaliteterne var også en fornøjelse, idet man kan komme helt op i tårnet og ud og gå rundt og se København oven fra og ud over hele byen og helt til Sverige.
Selve tårnet har åbenbart været pulterkammer indtil for et par år siden, hvor Mogens Lykketoft så besluttede, at de gamle gispskulpturer, der stod på lager, måtte vige pladsen for kulinariske udfoldelser. Det står Rasmus Bo Bojesen og hans folk for, og han gør det sublimt.
De skønne rammer og den lækre mad inspirerede både Steen og mig til at tale om vores kærlighed og noget af det, vi har oplevet det sidste års tid. Før vi vidste det, blev vores samtale til inspiration for vores taler til brylluppet. Så indimellem bidderne begyndte vi at gribe pennen eller mobilen og skrive stikord.
Vi delte noget af vores inspiration med hinanden, og jeg fortalte, at jeg havde fået en rigtig god ide til den tale, jeg vil holde til ham på dagen. Han smilede og nævnte, at han havde flere ideer til, hvordan han ville tale om os og det fælles.
Jeg tænker, at min tale mere vil være en tale til og om ham. Jeg vil nemlig gerne dele, hvordan jeg synes, vi bliver vores bedste selv sammen med hinanden, og hvorfor jeg føler, jeg netop kan det med ham.
Jeg vil også gerne dele nogle af hans stærke sider med andre, fordi et par af dem har overrasket mig. Jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvordan har har fået så stor en indsigt i hvorfor mennesker handler, som de gør, men det har han.
Den indsigt brugte han for nylig til at hjælpe mig med at finde den rette afslutning på min roman ”Spor af længsel.” Jeg havde skrevet manuskriptet til historien over en årrække, og da jeg så for et par år siden tog fat i historien for at gøre den færdig, hyrede jeg en redaktør til at analysere manuskriptet. Hun skrev en del ting, jeg var enig i, og så skrev hun en ting, som jeg også var enig i, men som jeg ikke kunne knække. Hun skrev, at slutningen i manus ikke passede til tonen i resten af bogen. Slutningen var for voldsom på en forkert måde.
Jeg skrev og skrev og reviderede manus, men slutningen blev ved med at undslippe min skaberkraft som et dyr, man hele tiden er lige ved at fange, men hvor det undslipper hver gang.
Steen så at jeg nærmest sad og rev håret ud af hovedet på mig selv, så han tilbød sin hjælp.
Ok, sagde jeg, så vær sød at sætte dig ned.
Det gjorde han og så gik jeg i gang med at fortælle hvori mit dilemma bestod. Vi diskuterede frem og tilbage, han kom med forslag, vi diskuterede dem, jeg kom med forslag, vi diskuterede dem, og lige pludselig landede et af hans input midt i min kreative åre, og jeg røg lige i tasterne og i løbet af et par timer var bogen færdig.
Han udviste en dyb indsigt i menneskesindets kringelkroge. Og det er noget af det, jeg vil tale om, når jeg skal holde tale.
Men sig det ikke til ham, for det skal jo gerne være en overraskelse, hvad sådan en tale indeholder;-)

Du kan se nogle rigtig flottes fotos fra restauranten her.