Nye modeller for kærlighed og samliv?

Jeg er gået offentligt med min model om tre mænd, fordi jeg synes vi mangler ord og redskaber til at beskrive det, der foregår, og de roller vi har overfor og med hinanden. Modellen med tre mænd er bare et bud på en anden måde at leve på. Jeg har selv praktiseret den i perioder, og fået meget ud af det. Jeg er også kommet i kontakt med en del mennesker, der har fortalt om deres måde at leve kærlighed, sex og samliv på, og det viser mig, at vi i disse år udfordrer idealet fra mange sider.

Ser man på nogle af de undersøgelser, der er lavet om parforhold, vil man også konstatere, at der er plads til forbedring: Ca. 40% af alle mænd og kvinder er hinanden utro, og en ikke nærmere defineret %-del af mænd og kvinder brokker sig hver eller hver anden dag over deres partner. I runde tal tror jeg, det betyder, at ca. 25% af alle parforhold er velfungerende.

Hvis det var ethvert andet område af livet, hvor noget fungerede så dårligt, ville man nok ændre det hurtigst muligt. Det er en noget vanskeligere manøvre, når det drejer sig om parforholdet, da disse idealer ligger dybt i vores kultur. I Danmark tilhører vi den kristne kulturkreds, hvor den monogame tosomhed er et ideal, og i 1950’erne blev det en dominerende livsstil i vores samfund. Og ja, der var bølgeskvulp også på dette område i tiden omkring ungdomsoprøret, men de fleste lever stadig med den kristne monogame tosomhed som idealet.

Idealet ligger dog længere og længere væk fra vores handlinger. Så snart man får et fortroligt forhold med mænd og kvinder pibler der mange forskellige måder at leve på frem. Det kan være den klassiske utroskab, eller kærligheden til eget køn, der leves i det skjulte. Det kan også være særlige seksuelle præferencer som hang til at gå klædt og opføre sig som det modsatte køn, der driver en; eller længslen efter at underkaste sig; eller nysgerrigheden efter at udforske swingerklubbens mange tilbud.

Når man ser på et helt langt liv, er det også underligt, at der kun skulle være én rigtig model for kærligheden fra man er 15 til man er 100 år gammel. Alle andre ting i livet ændrer sig i takt med, man gennemlever forskellige livsfaser, så hvorfor skulle kærligheden være det eneste stabile?

Kender du til andre måder at samleve på end dem, der står på siden samlivsformer, må du gerne skrive til mig. Jeg vil bruge det til at synliggøre forskellige modeller, så vi kan få udvidet definitionen af det normale, så den i højere grad svarer til det, vi rent faktisk går og gør. Jeg vil også gerne bruge det til at finde frem til mere præcise ord og begreber, så vi kan blive bedre til at tale om vores drømme og forventninger og skabe et sjovt og tilfredsstillende kærlighedsliv livet igennem.