Shame – en film

Jeg så filmen Shame i går og synes den er interessant på to planer, men ikke på det følelsesmæssige plan. Hovedpersonen, der spilles af Michael Fassbender, er en sexafhængig mand, hvis sexrutiner med og uden partnere bliver brudt, da hans kriseramte søster en dag står på dørtærsklen til hans liv og beder om hjælp.

Hovedpersonen rørte mig ikke, selvom han spillede godt. Han var så lukket omkring sig selv og sine egne behov, at jeg i perioder kedede mig. Da jeg var i 20’erne oplevede jeg selv nogle af disse følelser og misbrugte sex;) Men jeg kom videre, da jeg blev træt af den sovsen rundt i i min egen selvmedlidenhed, som jeg synes, han sidder fast i.

Og det er det ene plan, hvor filmen er interessant. Den viser nemlig en grandvoksen umoden mand, som ikke kan finde modet til nærhed med sig selv og andre. Det er interessant, fordi det er en rimelig præcis spejling af en del af den måde feminin og maskulin energi udleves på i dag, hvor vi står midt i frihedens mange overvældende valg uden en autoritet til at fortælle os, at nu er det tid at slippe pikken og finde modet til at stå ved, hvem man er og rette sin energi udad mod andre på en hensynsfuld måde.

Det andet plan, hvor filmen er interessant, er den berøringsangst, som den udviser overfor det seksuelle. Hver gang er sex et redskab han anvender til at være i kontrol, hvor det fungerer, når han bestemmer og betaler, mens han i den ligeværdige dobbeltseng ikke kan få den op at stå. Dette bliver ikke for alvor problematiseret i filmen. Vi får kun nogle tidsmæssigt meget lange skud af hans ansigt, hvor man så kan tænke, at han nok tænker et eller andet. Hvorfor møder han ikke en kvinde der voldtager ham, og en anden kvinde der er så sød ved ham at han græder i sin orgasme, eller hvad med rollespil, hvor han udfordrer sit eget behov for kontrol? Det kunne have fået mig til at forstå, hvorfor han gør, som han gør til sidst. Det eneste man ser, er ludersex i forskellige varianter, så man tror man er tilbage i 1970’erne.

Alt i alt virkede filmen gammeldags på mig, fordi hans seksualitet var så machokedelig og fordi han gentog den samme historie vi nu har hørt og set på film i mange år, hvor man gerne må behandle sig selv og andre dårligt, hvis man har haft en hård barndom. Giv mennesker med en hård barndom professionel hjælp til at tage ansvar for det liv, de vil leve med sig selv og andre. En psykolog og en sexolog kunne have udrettet mirakler med den mand, og det at han ikke for alvor søger hjælp, indsigt og kontakt gør ham mest stakkels i mine øjne. Shame får kun 1 hjerte fra mig, og det får den for at vise både mænd og kvinder nøgne i fuld figur. Det er sjældent man ser det i en spillefilm.

Jeg længes efter film, hvor mennesker udnytter friheden og den manglende autoritet til at udfordre sig selv og andre, så de kan tage sig selv alvorligt og opfylde deres drømme og længsler i respekt med andre på stadigt nye måder, fordi vi gennem livet udvikler os – glæder mig til at komme videre med at lave netop det;)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *