Hvad er vigtigt?

I går var jeg til netværksmøde, og vi berørte  kort dette emne, som et centralt redskab til at undgå stress og få et liv med overskud. Vi nikkede enige om, at det er vigtigt at vide, hvad der er vigtigt. Men hvordan skal man finde ud af det? Der er ligesom aldrig rigtig plads i kalenderen til netop de overvejelser. Og hvor begynder man? Det hele er jo vigtigt, både arbejdsliv, og privatliv og personlige ambitioner og ….. sådan breder  fokusforvirringen sig og man fortsætter med at stræbe efter opfyldelse af de kortsigtede behov, for dem ved man da, hvad er.

Da jeg kom hjem fra arrangementet, tænkte jeg videre. Resultatet af denne korte ønske og handle horisont betyder, at vi bevæger os på det lille plan det meste af tiden, uden at se på den større ramme og selve systemet, og stort set ude af stand til at overveje alternativer. Vi stæser rundt som forvirrede fluer i en flaske optaget af at få hinandens anerkendelse eller endnu bedre misundelse. I sådan en verden har det materielle stor attraktionsværdi, fordi det tilfredsstiller vores troløse selvværd. Det selvværd som er så flygtigt at et andet menneskes overskud får det til at blegne. Hvorfor skal sådan et selvværd overhovedet spille nogen rolle? Det får os til at halse efter ting og ejerskab af noget som kun giver en kort tilfredsstillelse. Og som så snart det er ejet mister sin værdi og skal overstråles af en endnu større ting. Hvornår får det ende? Når jeg siger stop. Når jeg lærer at tæmme mit selvværd. At oplyse det om at jeg er her og elsker det, ligegyldigt hvor fint udstyret det er. Jeg elsker det præcis som det er, og jeg vil elske det når det bliver gammelt og tager på og mister håret og bliver krumrygget. Jeg vil elske det og forventer at blive elsket tilbage. Selvværdet ved at det måske ikke evner at leve op til disse store forventninger og derfor higer det tilbage til det materielles trygge verden, der hvor man ved at det, der er størst også er bedst. Og ve den der taler om kejserens nye klæder!

Det troløse selvværd har bredt sig i takt med friheden og de mange valg. Mange kæmper individuelt med at få styr på selvværdet, men hvis vi ser på de sidste 25 år kultur- og samfundsudvikling, synes jeg den mest dækkende overskrift er selvværdets teenageperiode. I teenageårene er man meget afhængig af andres billigelse, samtidig med at man gør alt, hvad man kan, for at udfordre den og sprænge rammerne. Man er verdensmester, går i totalt checket tøj, ser sig hele tiden i spejlet, kører lækre biler for hurtigt og bruger mere end man har. Selvværdet bokser med at finde sit leje, og lytter til enhver, der forsikrer det om, at det er på rette spor, også selvom tvivlen gnaver og det selv føler sig som  Kejsernes nye klæder.

Den økonomiske krise markerer overgangen til en ny fase for selvværdet. Der er sket en modning, og nu står det som en skabning, der er først i 20’erne og skal orientere sig i en verden, der ikke er den samme længere. Det ved, at der forude ligger nye og ukendte krav, som det skal leve op til. Det er klar over, at det skal træde i karakter, og det glæder sig, måske med et anstrøg af nervøsitet for om det nu også kan stå denne nye distance.

 

Her er det at selvværdet skal vende tilbage til rødderne for at finde styrke. Hvad var det, det drømte om, før teenageårenes tumult? En verden i harmoni? En verden med plads til at leve i sit eget tempo? En verden, hvor der er plads til selvværdet som det er? En retfærdig verden hvor nye produkter og mad produceres med respekt for vilkår og konsekvenser? En verden båret af grøn energi? En verden hvor nysgerrighed i et parforhold opleves som en styrke frem for en trussel? Indsæt de ord, der er relevante for dig her…

Disse drømme kan selvværdet nu vælge at fokusere på at gøre til virkelighed. Det kan finde andre selvværd, der har de samme drømme, det kan øve sig, det kan insistere på at en anden virkelighed end teenageårenes tumult er mulig. Selvværdet vil opleve modstand fra især to områder: fra egne rækker, og fra dem der nu må vige pladsen. Fra egne rækker fordi det vil opleve, at teenageårenes fart og tempo stadig har en vis attraktion ikke mindst, fordi det er velkendt. Det betyder, at når noget glimter og lover guld og grønne skove vil det fare efter det og forvente sin velkendte korte belønning i form af styrkelse af selvværdet. Det er ok, og skal ikke give anledning til skældud, blot en snarlig forladen af dette gamle vandhul, som er tørret ud.

Den anden modstand er betydelig større. Ingen giver frivilligt magten fra sig. Først når man mærker ryggen presset mod muren, og der simpelthen ikke er andre udveje, går man modstræbende med til at forhandle om at afgive lidt af magten. Dette betyder, at selvværdet skal fokusere en stor del af sin energi på at finde andre selvværd, der insisterer på, at en alternativ virkelighed er mulig. Det vil tage tid, men jo flere der insisterer på dette, jo hurtigere kan forandringerne ske. Som Marshall Macluhan sagde, når mennesker standser i takt, begynder fremtiden.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *