Om queer og begær

Kære Anders Haarh Rasmussen.

Mange tak for en interessant klumme om hvordan det kan opleves for en mand at have kjole på http://www.information.dk/301781. Og tillykke med at have gjort dig dine egne queer erfaringer – du tilhører dermed en gruppe, der vokser.

Flere og flere oplever, at de har sider i sig, som de får lyst til at udforske. Det kan være kvinden, der i en alder af 45 begynder at opleve så intense orgasmer, at hun overrasket men målrettet skifter fokus fra familien til sin egen krop og indsatsen for at få flere orgasmer med enhver mand og kvinde, der vil; eller manden der efter mange års tro tjeneste på højt niveau i staten mærker en dragende vellyst, når han iklæder sig kjole, paryk og høje hæle og bevæger sig rundt i byen klædt netop sådan; eller manden der har to kvinder, som også elsker hinanden. Eller skulle jeg beskrive det som de to kvinder, der elsker hinanden og elsker den samme mand, som elsker dem begge.

Forskelligheder hyldes, der leges med skift i eget køn og med andre.  For nogle er bruddet med normativiteten en aktiv del af begæret, for andre er det følelsen af at tilhøre en subkultur eller noget helt tredje, der tænder kraften. At være queer er at leve sin seksualitet som den opleves.

Det er interessant hvordan du i din stræben efter Jyliii’s opmærksomhed indtræder i en kvindekønnet ramme og så oplever, at kjolen påvirker din måde at være på, det du siger, og hvor meget du siger. Dermed ændres forførelsens sprog og det undrer mig ikke, at du den aften gik alene hjem. Der er så begrænset adgang for mænd til at få konkrete erfaringer med kvindekønnets livsvilkår, at en effektiv forførelse første gang er for sjælden til at være sandsynlig.

Jeg spiste for nylig middag med en kær ven, der elsker at klæde sig i dametøj. Stolte gik vi arm i arm ned ad Strøget og mødte nysgerrige blikke, spørgende blikke, flirtende blikke og et fordømmende blik har der da nok også været, men jeg hæftede mig ikke ved det. At opleve den frihed og glæde som boblede ud af ham/hende hele aftenen var fantastisk. Vi blev høje begge to, fordi det muliges rum åbnede sig på flere planer. Vi talte om emner, vi ikke før har vendt, vi flirtede som vi ikke før har flirtet, det var som om en tredje var til stede, hvilket jo også var tilfældet. Han oplevede ikke at kjolen begrænsede. Det oplevede jeg heller ikke;)

Der skal også lyde en stor tak til vores kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen for hans indsat med at lovliggøre homovielser i kirken. Den sejr og måske det faktum at man er forfatter til børnebøger, betød at det franske nyhedsbureau AFP antog, at Manu Sareen måtte være en kvinde:

»Den danske ligestillingsminister, Manu Sareen, som tog initiativ til torsdagens lovændring, sagde, at hun var begejstret for vedtagelsen. Dette betyder lighed mellem par af samme køn og par af forskellige køn. Det er et stort skridt fremad,« sagde hun til pressen efter afstemningen, står der i nyhedstelegrammet fra AFP. Manu Sareen reagerede på den måde en moderne maskulin mand vil reagere. Han tweetede glad: »Min lille, indre pige er blevet afsløret :-),«

Så queer på den sjove måde. Queer teorien er interessant fordi den åbner op for er at udbrede vores oplevelse af køn, også vores eget. Når vi åbner forståelsen af os selv øger vi også accepten af forskelligheder, og i hvordan vi hver især udlever vores drifter over et livsforløb. Tak til dig Anders for at dele og hermed opfordring til at vi deler mange flere erfaringer om, hvordan det foregår.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *