Kan man straffe mangel på selvindsigt?

Den 22.7 skrev den norske forfatter Karl Ove Knausgård en artikel i den svenske avis Dagens Nyheter, om Breivik, hvor han forsøger at se på Breivik og hans gerninger gennem psykoanalytiske briller. Artiklen har fået sindene i kog i Danmark, hvor flere danske kulturpersoner, er rystede over Knausgårds psykoanalytiske tilgang til Breivik.

Jeg synes, Knausgårds analyse er et kvalificeret bud på centrale elementer i dannelsen af personen Breivik, og da den amerikanske sociolog  Nancy Chodorow har udviklet en teori, som på elegant vis understøtter en række af Knausgårds pointer, er det relevant at gøre opmærksom på hende for at nuancere debatten.

Det drejer sig om Ødipuskomplekset. Chodorow har gennemført et stort forskningsarbejde over de sidste 40 år i drenge og pigers frigørelsesproces og hendes forskning viser, at der er markante forskelle på den maskuline og den feminine måde at løse Ødipuskomplekset på.

Freud definerede som bekendt Ødipuskomplekset som den lille drengs ønske om seksuelt at besidde sin mor og dræbe sin far. Hvad angår den lille piges frigørelsesproces var Freud mere famlende og forsøgte sig med penismisundelse som forklaringsmekanisme. Det slog dog ikke rigtigt an. Hvordan  Ødipuskomplekset forløses, har afgørende betydning for dannelsen af selvet, egoet og seksualiteten.

Chodorows forskning viser, at for drenge foregår processen snarere som følger: Det går op for den lille dreng, at han ikke er som sin mor, som han elsker overalt på jorden, og som er omkring ham hele tiden, hvor hun udfører en mængde konkrete omsorgsopgaver. Drengen begynder at se efter faren og identificere sig med ham. Problemet er, at faren ofte er væk, og det er ikke klart for drengen, hvad faren laver. Når faren kommer hjem til drengen, kan han hjælpe drengen til en vellykket forløsning af Ødipuskomplekset ved at være mentalt nærværende og udtrykke varme og kærlighed overfor drengen. Eller han kan gøre det sværere for sin dreng at blive mand ved at være mentalt fraværende og sjældent vise varme kærlige følelser overfor drengen. I det sidste tilfælde fortsætter drengen med at have et uklart billede af hvem faren er, hvad han laver, og hvad han føler for drengen. Det uklare billede betyder, at drengen presses til at definere sin identitet omkring, hvad han ikke er: en kvinde, fremfor hvad han er: en mand.

Når forankringen af selvet er uklar og ukonkret betyder det, at den voksne mand er nødt til at genetablere sin maskulinitet hver dag overfor sig selv og andre. Et centralt redskab i dette er nedladende bemærkninger og holdninger til det, han ikke er, som er det kvindelige og alt hvad det står for af følelser, omsorg, blødhed, underkastelse, osv. For at etablere sig som mand er han hver dag nødt til at ignorere disse sider i sig selv, tage afstand til dem, ja måske endda voldsom afstand. At rumme disse sider af sig selv kan være så angstfremkaldende, at han fuldstændig fortrænger nogle af de handlinger han gør, hvor disse sider kommer frem. Det kan være han er tiltrukket af mænd og sanse- og følelsesmæssigt nyder at underkaste sig en anden mands begær og hengive sig i en mands arme, og at trangen indimellem bliver så stor, at han gør det, uden at handlingen bagefter bliver en aktiv del af hans selvforståelse, ja han kan pure nægte overfor sig selv og andre, at det nogensinde har fundet sted. På samme vis kan en mand med denne form for selvforståelse fornægte for sig selv, at han udøver vold mod kone og børn, krænker børn seksuelt og så videre.

For en sådan mand er individuationsprocessen ikke blevet gennemført. Han er standset foran det, han ikke kan rumme, og der vil han blive, indtil han er motiveret til at få professionel hjælp til at rumme hele sig selv og sin seksualitet.

Denne teori understøtter Knausgårds analyse af Breiviks individuationsproces. Breivik har ifølge personer i hans omgangskreds på et tidspunkt brugt sminke, men nægter det i dag. Breivik har ifølge andre personers udsagn homoseksuelle erfaringer, men nægter det i dag. Breivik har et hadsk forhold til kvinder, og brugte meget energi på hver dag at genetablere sin maskulinitet indenfor en meget stram politisk ideologi, der er domineret af maskuline styrkeudtryk, ikoner og værdier.

Knausgård bidrager også i vanlig stil med egne erfaringer og fortæller, hvordan han i teenageårene var rædselsslagen over at mærke visse kvindelige sider i sig selv, fordi hvis de fik overtaget, ville han bukke under som mand. En meget kraftfuld oplevelse af at kønsidentiteten blev defineret som ”ikke værende en kvinde”. Flere danske kulturpersoner på det litterære site Promenaden forstår slet ikke, hvordan man kan blive overvældet af rædslen for at være kvindelig. Det er især kvinder, der ikke forstår dette og latterliggør Knausgård.

Når individuationsprocessen gennemleves til ende og succesfuldt, står der en moden mand, som rummer både de maskuline og feminine sider af sig selv, og som har frigjort sig seksuelt og følelsesmæssigt fra såvel moren som faren og er forankret i sig selv.

Hvad angår kvinder har Chodorow fundet frem til, at det kvindelige ego dannes på en markant anderledes måde. Det kvindelige ego dannes via en libidobaseret trekantsdynamik, hvor forankringen af følelser og seksualitet foregår i en trekant mellem kærligheden til faren, kærlighed til moren og bekymring og overvejelser omkring forholdet mellem faren og moren. Dette bevirker, at når den kvindelige individuationsproces er gennemført succesfuldt er den modne kvindes ego forankret i en kvinde-i-relationer konstruktion, hvor hun fortsat har en tilknytningsrelation til både far og mor og sin egen partner og børn, og har fundet en balance omkring at forankre hendes selsvstændige skaben i denne følelsesmæssige trekant. Socialt fællesskab og det kollektive er nøgleord.

Når man ser på denne analyse af hvordan maskuliniteten dannes, er der stærke indicier for, at Breiviks individuationsproces er gået i stå på et tidligt tidspunkt. Når man kobler det med den måde, som Breivik ifølge Knausgård har spillet computerspil, der fokuserer på at dræbe, og man hører Breiviks forbavselse over, at de unge på øen, som han skød, ikke prøvede at løbe eller gemme sig, sådan som de gør i computerspillene, ja, så må man sige, at man står med en mand, der skal straffes for at lade sin individuationsproces gå i stå. Kan man straffe en mand for manglende selvindsigt?

Kunne man på et tidspunkt have påbegyndt en proces, der havde hjulpet Breivik til øget selvindsigt og en nuanceret forankring af hans maskulinitet? Og hvad med de spirende Breivik’er, der bevæger sig i ekstreme politiske miljøer, i bander og i dårligt fungerende familier i Vollsmose? Kan vi anvende Chodorows forskning til at øge selvindsigten hos disse mænd?

 

 

7 thoughts on “Kan man straffe mangel på selvindsigt?”

  1. super interessant og relevant – og måske specielt det allersidste i artiklen – hvad gør vi for at hjælpe nok specielt unge mænd med manglende selvindsigt ?? – for slet ikke at tale om de mange børn der maltrakteres i deres familier – mere end 8000 børn bare i Kbh er under opsyn idag med mistanke om misbrug af den ene eller anden karakter – et andet aspekt, som måske blandet med lav selvindsigt og store samfundsmæssige problemer kan skabe en meget farlig cocktail – velkommen til fremtidens terrorister…..det kræver radikal nytænkning at løse disse kordiske knuder – en måde vil være at skabe nye meget mere flexible, engagerede og forstående fysiske rammer for vores liv, fx. boliger og andre fysiske omgivelser, der er designet med rum for kærlighed, tryghed og det at kunne være anderledes.

  2. Tankevækkende og nuancerende indlæg, tak for det. Sympatisk at trods alt ikke blot affærdige Breivik som et monster. Jeg kunne ønske mig, at Chodorows teorier nød større udbredelse – en vigtig brik i at møde en grupe af de utilpassede, svært elskelige med empati.

  3. Når du skriver ”individuationsproces er gennemført succesfuldt” er det så ikke på forhånd at sige – vi kender den perfekte individuationsproces?

    Vi straffer for meget andet så hvorfor ikke, måske kunne det være en begyndelse til at få øje på at vi selv er ansvarlig for de omstændigheder der er i vores liv, lige fra den måde Breivik handlede på, til de sygdomme vi får

    …men ville ansvaret for en lov om selvindsigt, ikke være på grundlag af de personer som udfærdigede en sådan lov, og kan vi tillade os at dømme andre for ikke at havde samme selvindsigt som os selv, og hvad med dem som har en så dyb selvindsigt at kun få forstår den?

    Hvad nu hvis vi alle har selvindsigt på forskellige plan, og at nogle mennesker ikke er i stand til at få en dybere indsigt i dem selv – skal de så straffes.

    Søren

  4. Tak for din kommentar, Søren. Den rejser nogle relevante spørgsmål, som skal tages med i det videre arbejde med at forstå selvindsigten og hvor stor betydning den har for vores handlinger samt at vurdere hvordan man i givet fald kunne lovgive om det.

    Prøv at forestille dig, at man fra 0. klasse blev coachet, oplært og spejlet i at øge sin selvindsigt. Man ville dermed blive mere bevidst om, at ens handlinger har konsekvenser, og man ville kunne få redskaber til at arbejde med selvindsigten.

    En succesful individuationsproces er for mig, at det enkelte menneske
    finder ind til sin egen indre personligheds-kerne og rummer den på godt og ondt med glæde og stolthed. Mennesker, der har gennemgået individuation bliver mere sociale og medmenneskelige. “Individuation lukker ikke verden ude, men ind”, som Jung siger.

    Med dette i mente vil man i en lovgivning om at straffe mangel på selvindsigt være nødt til at indføre et dynamisk parameter fordi man kan blive ved med at få nye indsigter omkring at rumme sig selv, omkring sin personlighed, omkring hvordan personligheden interagerer og så videre. Man ville også skulle tilføre en individorienteret dimension, for som du er inde på giver det ikke mening at arbejde med en type selvindsigt som normen. Det er nok selve processen omkring at øge selvindsigten eller ej, som man skal måle på. Er processen sat igang? hvilke forhindringer møder den? Hvor kan man få hjælp til at komme igennem det felt?

    En central udfordring i dette vil være hvordan man kan gribe og standse projektioner, dvs. “den mekanisme, hvor man ubevidst tillægger andre nogle af de egenskaber, som man selv har, og som man ikke vil være ved.
    Noget der ofte sker, i forbindelse med personens skyggesider eller i forbindelse med den maske man har tillagt sig i forhold til omverden.
    Indenfor dybdepsykologien siger man, som en forståelsesmæssig tommelfingerregel, at 90 procent af de (dårlige) egenskaber man tillægger andre, reelt hører til ens egen ubevidste psyke.” (Wikipedia)

    Når vi nu har den viden om projektioner, synes jeg det kunne være rigtig interessant at bruge den konstruktivt til at skabe mere fred i dagliglivet og i verden. Og jeg ser en vej frem mod det er, at øge selvindsigten. Når det går op for en at de anklager man står og slynger i hovedet på et andet mennesker for 90% vedkommende er noget man selv slås med, må det give stof til eftertanke.

    Tænk hvis behandlersamfundet fik redskaber til at give de mange “ofre” i samfundet den indsigt: Du har altid selv en del af ansvaret for de situationer du havner i. Jo større del af ansvaret du påtager dig, jo mere øger du dine muligheder for at ændre det, der frustrerer dig. Jo mere, du fortsætter med at bebrejde andre dit liv, jo mere vil du sidde fast i frustrationerne. Det er dit valg.

  5. “Prøv at forestille dig, at man fra 0. klasse blev coachet…”

    Dette vil være noget der er fuldt i overensstemmelse med hvad der med i min vision.

    Og derefter kunne børn undervises, ikke i klassetrin, men efter indsigt og efter indre drive – dette kunne medføre at klasser ikke var aldersopdelt, men – lad os her kalde det indsigtsopdelt – således at vi lærte der hvor vi var parat til.

    “En succesful individuationsproces er for mig…”

    Dette er en absolut nødvendighed, for at kunne skabe en mere harmonisk verden, hvor fred hersker.

    “Med dette i mente vil man i en lovgivning om…”

    Det ville være her regler og normer ville kommer ind, hvilke ville være for at kunne sige: dette er korrekt og dette er ukorrekt. Så hvordan laver man et regelsæt der er så fleksibelt, at når det “møder” personer med en selvindsigt der ligger lange ude for regelsættet, udvides regelsætte.

    “En central udfordring i dette vil være hvordan man…”

    Det er rimeligt simpelt, for udfordringen forsvinder i takt med at selvindsigt øges. De skyggesider der nævnes her, komme jo mere og mere til syne for en selv, jo mere selvindsigt vi får. Med det er rigtigt at det vi har modstand imod hos andre, er en ubevidst egenskab vi selv besidder.

    “Når vi nu har den viden om projektioner, synes jeg…”

    Det giver stof til eftertanke – jeg gennemgik dette næsten hver dag i 10 år. Og her vil der være brug for redskaber til at “fjerne” disse betinget ideen for ens egen underbevidsthed.

    “Tænk hvis behandlersamfundet fik redskaber til…”

    Kunne det tænkes at behandlersamfundet, som det er i dag og især på baggrund af den læring de har været igennem, slet ikke ville kunne håndtere et sådan redskab – ville der ikke kunne opstå bekymring og frygt for at “patienter” kunne udløse behandlernes egne skyggesider.
    Enig, jo støtte ansvar vi selv tager, jo mere er vi i stand til at ændre – dette er jo hovedårsagen til at vi i det hele taget har behandlere.
    Enig, at bebrejde andre for ens egen livssituation – låser og forværre ens egen livssituation.

    Søren

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *