Manglen på andres selvindsigt

For nylig skrev jeg et indlæg om, hvorvidt man kan straffe manglen på selvindsigt. En af mine venner skrev en kommentar til mit indlæg. Han skrev “Vi tager konsekvensen af hinandens manglende selvindsigt hele tiden – ved at trække os eller konfrontere hinanden med den.”

Da andres manglende selvindsigt kan trække mange ressourcer ud af et parforhold, et samarbejde eller en familierelation, og da kulturen ikke rigtig giver os en ramme eller redskaber til at forstå betydningen af selvindsigt, vil jeg gerne sætte fokus på det.

Jeg har tidligere brugt meget energi på lange samtaler med venner, partnere og familiemedlemmer om bestemte problemer, der blev ved med at komme igen, følelser, der gentog sig, frustrationer, der ikke blev forløst og så videre. Jeg oplevede, at disse mennesker trængte til kærlighed og forståelse, og det bestræbte mig på at give dem. På et tidspunkt gik det op for mig, at det var spildt arbejde. Det, de mest af alt har brug for, er selvindsigt.

Hvorfor er denne selvindsigt så vigtig? For at komme ud af en situation, der gentager sig igen og igen, og som frustrerer en, må personen få øje på sin del af ansvaret for igen og igen at havne netop der. At få øje på sin del af ansvaret forudsætter, at man kan sætte præcise ord på egne motiver og egen adfærd. At man kan være ærlig overfor sig selv. Og at man kan forlige sig med det, man finder ud af.

I dag er der rigtig mange muligheder for at øge sine evner for selvindsigt. Man kan tage kursus i personlig udvikling. Man kan opsøge en psykolog og fortsætte, når psykologen beder en rette blikket indad og få øje på egen frygt og utilstrækkelighed. Man kan tilmelde sig et årskursus i at opdyrke sit indre potentiale. Man kan opsøge spirituelle miljøer, og og og…

Her vil man møde mange variationer af de samme spørgsmål: Hvem har ansvaret for, hvordan du lever dit liv? Er det din partner, og de forventninger han eller hun har? Er det dine forældre, og alt det de gjorde ved dig i barndommen, der styrer dine handlinger i dag? Er det din dominerende chef, som bestemmer? Er det dine børn, der er krævende? Er det din svigermor, der synes hun har krav på mere, end du måske føler, du kan give? Er det dig selv, der har ansvaret for, hvordan du forvalter dit liv?

Man kan også få råd og vejledning i, hvordan man finder modet til at handle på sine indsigter. Ansvaret for det mod ligger altid hos en selv.

Vi viger ofte tilbage for at stille os selv sådanne spørgsmål, for instinktivt ved vi godt, at i det øjeblik, vi hører svaret i vores indre, forpligter indsigten, som en sko, der bliver ved med at klemme. Denne klemmen sætter en proces i gang, hvor man igen og igen får øje på situationer i ens liv, hvor man bebrejder andre det, der sker. Såfremt man finder modet til at erkende det og acceptere at man gør det igen og igen, selvom man godt ved det er dumt, vil mange efter en rum tid føle sig så provokeret over egen adfærd, at man vil ændre de dele af mønstret, man ikke er stolt af.

Men så længe man ikke har stillet sig selv spørgsmålene, behøver man ikke handle. Og man føler sig home free. Men det er man ikke. For de mennesker, der er omkring en handler på ens ikke-handlen, som min ven skriver. Enten konfronteres man af sine nære, eller man oplever, at de trækker sig. Der kan gå en rum tid, før det går op for en, at de har trukket sig.

Dette betyder, at ens valg omkring at opnå selvindsigt eller ej får meget store konsekvenser for ens liv. Vælger man at være ærlig overfor sig selv omkring sig selv, kan det åbne op til en verden af samvær med mennesker, der også er ærlige omkring sig selv, og hvor man kan tale og grine og græde over egen og andres dårskab, forfængelighed, misundelse, storhed, kærlighed, smålighed og så videre, så man føler sig rummet som det komplekse menneske man er og kan rumme andre.

Eller man kan vælge at blive ved med at bebrejde andre ens livslod og opleve, at man mister venner og familie, fordi mennesker tæt på en trækker sig. Og man synes måske slet ikke, at der kom nogen advarsel, og de lyttede ikke rigtigt. Men det gjorde de. Og de valgte så at trække sig, da de ikke længere kunne finde energien til at blive ved med at høre personen bebrejde andre sit svigtende mod.

Jo mere man trækker energi og fokus tilbage til det, man kan ændre, forme og tage ansvar for, som er en selv, jo mere styrker og udbygger man den basis for mødet med andre, som man har hele livet. Jo sværere man har ved at rumme sig selv, jo sværere vil andre også have det.

 

 

2 thoughts on “Manglen på andres selvindsigt”

  1. Kære Pouline
    Det er den mest præcise beskrivelse ansvar og adfærd jeg har læst. Berigende. Tak for det.

  2. Citat: “Jo mere man trækker energi og fokus tilbage til det, man kan ændre, forme og tage ansvar for, som er en selv, jo mere styrker og udbygger man den basis for mødet med andre, som man har hele livet. Jo sværere man har ved at rumme sig selv, jo sværere vil andre også have det.”

    Den sidste sætning siger det hele, efter min mening.

    For mig at se handler selvindsigt eller selverkendelse om at trække sine energier eller projektioner tilbage.

    At se på den energi man lægger ud og forholde sig til den som noget der tilhører en selv istedet for den anden. Det kræver naturligvis i første instans viljen til at erkende AT det er det man gør, og at forsøge at ændre det.

    Det kræver at man har psykisk styrke til at holde “spændingen” – den følelsesmæssige ladning som energien repræsenterer. Fx vrede; at erkende at man måske selv er vred, istedet for at beskylde andre for at være det, OG at acceptere at man er vred. At holde ud at man er vred og måske også se de sårede følelser der kan ligge bag vreden, i øjnene.

    Det kan også handle om misundelse. Det at misunde skyldes at man ser noget i andre, man selv gerne vil have eller kunne. Det kræver mod at trække det ønske hjem og se på det, og at handle for at opnå det eller arbejde med det.

    At have selvindsigt eller selverkendelse kræver at holde bolden på egen banehalvdel, og ikke lægge ansvaret for sig selv ud i andre.

    Det kræver bevidsthed og en form for psykisk styrke, fordi man så selv sidder med ansvaret for hvordan man har det og hvad man vil. Det kan føles ensomt fordi man pludselig ikke kan bruge andre som “krykker”.

    Det kræver også en erkendelse af at ikke alt handler om én selv, at trække angsten eller bekymringen for hvad andre tænker om én tilbage, og forholde sig til, hvad man selv tænker om sig selv. Wayne Dyer har sagt det således: “What you think of me is none of my business”.

    Endvidere tænker jeg at der en stor forskel på selverkendelse/indsigt og selvudvikling. I de første to begreber ligger en erkendelse af hvem og hvad man indeholder, hvem man er med alle sine skyggesider, dæmoner og naturligvis og alle de gode egenskaber, talenter man har, i selvudvikling ligger der en stræben efter at blive noget andet end det man er. I selverkendelse/indsigt ligger en mulighed for finden fred med sig selv, helhed, i selvudvikling, en stræben efter det perfekte. I de første to begreber en mulighed for ro, i selvudvikling en evig søgen.

    Endelig; jeg ved ikke med det med at vurdere andres selvindsigt eller mangel på samme? Er det ikke her ironien ligger? At man ser den andens mangel istedet for at se på sig selv. Derudover kan man nok mærke når andre ikke hviler i sig selv. Og hvis man giver sig tid til at at mærke efter kan man jo også mærke det på sig selv når man altså ikke har travlt med de andre.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *