
Forleden var Steen og jeg til 50 års fødselsdag hos en fælles veninde. Her mødte vi Lise Jørgensen, som nu har skrevet et digt til os, som jeg hermed rørt og glad deler
Til Pouline og Steen
Og der er I så
mens festen rusker
i fødselaren og de råbende gæster.
I
de lykkelige forlovede
I
de snart gifte.
Dig Pouline med dit skælmske smil
og din åbenlysende omsorg
og der
ved din side
din Steen
som jeg har hørt så meget om
som jeg har læst så meget om,
og billeder har der været,
hvor I har smilet og spist og set
set hinanden
fortalt
fortalt alt
eller sådan cirka i den omegn
Jeg har tænkt mit.
Indrømmet.
En moderne kærlighedshistorie
af højeste karat
i vores alder
i vores tid
er det muligt
at den bare sådan
ud af ingenting
eller ud af al ting
dukker op
slår sig ned,
griber fat,
kan det ske?
Mens jeg glor efter svar
bliver musikken skruet op
en griner en tale
fødselaren synger med
gennem larmen
præsenterer du mig
Pouline
for din kærlighedskomet
Steen
han rækker hånden frem
siger hej
og der ser jeg
det
som ikke kan læses
fotograferes
det
som kun kan vibreres
registreres
i levende live:
Jer!
Da jeg forlader festen
bevæger mig ud i natten
på gyngende cocktailben
forstår jeg
at det er sandt,
at en stor kærlighedsfortælling
af den helt ømme slags
er faldet ned
her i nærheden et sted
brudt ud
i et vanvittigt lysende match:
Dig Pouline.
Og dig Steen.
I to sammen
I brager af liv,
Åbenlyst for enhver
at der er så meget
af det hele
hos jer
så meget
at I kan
folde jer ud
som en vej
som en rejse
en tusindrejsevej
fra nu af
og i al evighed
hver dag
suget sammen
i noget
der aldrig tager ende
Hvor er det smukt og inspirerende!!
Hun rammer spot on! ‘Det som kun kan vibreres’….Uhmm den sætning tager jeg med mig ud i livet og kærligheden <3