Forleden var Steen og jeg til 50 års fødselsdag hos en fælles veninde. Her mødte vi Lise Jørgensen, som nu har skrevet et digt til os, som jeg hermed rørt og glad deler

 

Til Pouline og Steen

 

Og der er I så

mens festen rusker

i fødselaren og de råbende gæster.

I

de lykkelige forlovede

I

de snart gifte.

Dig Pouline med dit skælmske smil

og din åbenlysende omsorg

og der

ved din side

din Steen

som jeg har hørt så meget om

som jeg har læst så meget om,

og billeder har der været,

hvor I har smilet og spist og set

set hinanden

fortalt

fortalt alt

eller sådan cirka i den omegn

 

Jeg har tænkt mit.

Indrømmet.

En moderne kærlighedshistorie

af højeste karat

i vores alder

i vores tid

er det muligt

at den bare sådan

ud af ingenting

eller ud af al ting

dukker op

slår sig ned,

griber fat,

kan det ske?

 

Mens jeg glor efter svar

bliver musikken skruet op

en griner en tale

fødselaren synger med

gennem larmen

præsenterer du mig

Pouline

for din kærlighedskomet

Steen

han rækker hånden frem

siger hej

og der ser jeg

det

som ikke kan læses

fotograferes

det

som kun kan vibreres

registreres

i levende live:

Jer!

 

Da jeg forlader festen

bevæger mig ud i natten

på gyngende cocktailben

forstår jeg

at det er sandt,

at en stor kærlighedsfortælling

af den helt ømme slags

er faldet ned

her i nærheden et sted

brudt ud

i et vanvittigt lysende match:

Dig Pouline.

Og dig Steen.

 

I to sammen

I brager af liv,

Åbenlyst for enhver

at der er så meget

af det hele

hos jer

så meget

at I kan

folde jer ud

som en vej

som en rejse

en tusindrejsevej

fra nu af

og i al evighed

hver dag

suget sammen

i noget

der aldrig tager ende