Længsel efter længsel

Jeg har inviteret fusionista  Else Togo til at gæsteblogge om længsler, fordi hun har læst min roman Spor af længsel, og rigtig godt kunne lide den. Hun er 70 år og  længes efter sine længsler. Hun efterlyser også bud på, hvordan andre tackler deres længsler:

Jeg er en helt almindelig pensionist, som lige er rundet de 70 år. Jeg kan ikke lide min nye titel. Den synes perspektivløs og levner ikke plads til håb og drømme. Den passer vel til alderen, men ikke til mit tankeliv, mine længsler og forestillinger om et godt postgraduate liv. Titlen får mig til at føle mig udenfor og bagud. Jeg er vel nærmest usynlig.

Med rank ryg udnævnte jeg derfor mig selv til Fusionista. Titlen skal ses som en fusion af mine mange levede liv med savn, håb, længsler og udfordringer. Jeg oprettede herefter min egen Fusionista-blog, og har siden fyldt den med ord uden alder tilsat et par spiseskefulde passion.

Min hverdag går med virtuelle connections, filosoferen, min blog og læsning. For nylig gav Pouline Middletons bog “Spor af Længsel” mig nogle lange tænksomme nætter. Jeg fandt ud af, at jeg længtes efter at længes. Mine ”gamle” opstemte forventninger til fremtiden var skrumpet ind, der var stilstand i harmonien i mit enkle, langsomme liv som hjemmefusionist.

Der er så meget, jeg savner i mit nye liv. .Savnet befinder sig i fortiden, hvor det er afsluttet. Jeg tænker, at det umuligt kan genopstå og give mig ny energi fremad mod nye længsler. Jeg tænkte og tænkte og mærkede efter, men vidste helt enkelt ikke, hvad jeg skal længes efter mere. Noget for mig personligt – men hvad – hvem?

Engang betød en krise og problemer blot nye muligheder med nye tiltag og et nyt mål. Det kunne tænde mig og gav succes i mit arbejdsliv. Nu kunne mindet kun give mig kortvarig tilfredshed, ellers var det ubrugeligt.

I min hverdag er radioen – især 24syv – min gode kollega. Pludselig spidsede jeg ører. Midt-40-årige piger talte om begrebet fuckability og at være fuckable. Det var selvfølgelig ment som en joke, jeg kunne høre, de havde humor. De ved jo godt, at tidens kvinder både rummer intellekt, karriere, familie og sex appeal. Langt over 40’erne, 50’erne osv. Eller ved de det?

I hvert fald gik det op for mig, at fuckableness-muligheden var lige præcis, hvad jeg savnede. Den længes jeg efter at få tilbage. Er vist vokset fra den, fra muligheden uden at lægge mærke til det. Den uartige nydelse ved at smage på ordet har jeg dog stadig.

Tænkte også, at evnen til ”fuck” havde man vel altid med sig. Lysten kunne svinge op og ned, men det er vist ikke aldersrelateret. Langt sværere er det at fastholde den gensidige fascination. Den falmer med alderen på ens cover, uanset at man intellektuelt fungerer som en yngre udgave af sig selv.

Min aktuelle længsel efter fordums “stråleglans” er egocentrisk min alder taget i betragtning. Alligevel føler jeg mig ensom og forladt uden det, jeg som yngre kaldte ”une fascination réciproque”. Dengang førte det naturligt til erotik, nydelse og livsenergi.

Jeg tog mod til mig og opsøgte en gammel kærlighed, kun for opleve afvisning. Mine værste forventninger blev indfriet. Der var ingen attrå i alder, den affødte ikke lyst. Det var smertefuldt at skrinlægge mine længsler om en ny hengivelse.

Jeg kigger mig over skulderen mod længslernes bagland. Spejder efter håbet og beder til, at ingen af dem svigter mig. Jeg har trods alt tiltro til, at længslen dukker op med nye forbindelser i min korte fremtid. – Og lige om lidt skal jeg skille mig af med mange års husliv for at finde et nyt lejet bosted. Vil øve mig på at længes efter det nye ukendte med dets muligheder, netop det, som jeg engang var så god til.

Jeg hører gerne fra dig om, hvad du tænker om tidens tab af seksualitet og udstråling. Kan du genkende noget af det tab, jeg beskriver? Eller har du fundet en måde at udleve dine længsler på? Del gerne dine tanker, erfaring og følelser her eller i en privat mail til mig, for jeg er seriøst nysgerrig efter at høre om voksne kvinders udfordringer og længsler. Og om mænds, for I er jo ligeså meget en del af dette, som vi kvinder er.

Ingen længsler – ingen fortid – ingen fremtid …..

Læs mere om Else Togo og følg hendes blogs her:  Fusionista.dk

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.