Category Archives: Samliv

En blog om samliv, sex og kærlighed

Flere hjerterkonger efterlyses

Jeg synes der er en tendens til at masseunderholdningen viser os rollemodeller for mænd, som på en mærkelig gammeldags måde spejler kærlighed og kønsroller i 1950’erne, og for kvinder, som står midt i et 2012, der bugner af personlig frihed og muligheder for at udleve sine talenter og seksualitet på en omsorgsfuld og ansvarlig måde.

Først manderollen: Klovn er et af de tydelige eksempler på en spejling af 1950’erne, hvor to uansvarlige  drenge, den ene stærk og den anden svag, prøver at få opfyldt deres behov for øl, fisse og hornmusik uden konerne lægger mærke til det. Konerne er den smålige husmor type og den lidt lækrere skolelærerinde med hævet pegefinger. Målet for alle afsnit og filmen er, at følge hvordan drengene på humoristiske måder snor sig for at få opfyldt deres lyster og få deres vilje.

Andre eksempler på denne måde at være mand på er Mads Christensen, der smykker sig med dyrt bling bling og motorcykel, og siger at en rigtig mand er en, der kan sige hold kæft til hende den besværlige derhjemme. Kvinden her er usynlig men dog meget tydelig som en, der kommer på tværs af udleven af hans sande natur: blærerøven der kan lide kubik og ikke er bange for at sige lillemor imod.

Og så er der den bløde mand i filmen Sandheden om mænd, som ikke ved hvad han vil før han har mistet det og hvor kvinderne hver gang sætter ham stolen for døren, som den der ved hvad hun vil.

Ser vi på de kvindelige rollemodeller som de er blevet vist de sidste seks måneder på tv er der statsministeren på Borgen, der kæmper med at få sine personlige værdier og ønsker til at gå i spænd med kravene på jobbet. Hun lykkes med noget og mislykkes med andet. Hendes mål er at få mere end hendes eget personlige liv til at hænge sammen, og manden har så svært ved at tackle hendes selvstændighed, at de bliver skilt.

Der er Lykke som kæmper med at indgå i en tæt relation, og hvor det lykkes for hende til sidst både at blive forfremmet og gift – med en psykolog. På en skæv måde kæmper hun mellem at være selvforsynende og kejtet i sin længsel efter en mand. Manden udfordrer og rummer hende på skift.

Og så er der Rita, som lever især sin seksualitet ud som en mand, og det eneste serien kan belønne hende med er en affære med hendes egen ekskæreste. Ritas børn fremstår som de voksne og ansvarlige, så den rolle bliver åbenbart børnene til del, når mor lever sin seksualitet ud. Mændene omkring hende bruges enten til at opfylde hendes seksuelle ønsker uden hun dog virker forløst, eller til at stille krav om nærhed, som hun ikke evner. Forskellen i forhold til drengerøvene nævnt ovenfor er, at Rita prøver at finde ind til egen vilje uden at have redskaber eller rollemodel. (Interessant nok er Rita skrevet af en ung mand).

Jeg savner, at se film og tv serier med mænd, som har gjort op hvad der er vigtigt for dem i deres liv og som er klar til at tage konsekvenserne. Mænd som gifter sig og lærer at sige til og fra overfor konen, på en ordentlig måde, så hun bevarer respekten for ham. Mænd som står ved at de gerne vil have blid sanselighed fra deres kvinde samtidig med at de kan respektere hende for at have meninger om alt muligt, ligesom de selv har. Mænd, der tager ansvar for de børn de sætter i verden ved at lytte til barnet frem for at strides med konen.

Et eksempel på sådan en mand læste jeg om i et interview med Jesper Binzer fra D.A.D. bandet http://politiken.dk/kultur/musik/ECE1451091/d-a-ds-jesper-binzer-naegter-stadig-at-klippe-sit-haar/. Han sagde, at »Det handler om at blive mere voksenmoden. At blive en mand. En, der kender sig selv og ikke mister kontrollen. En, der kan herske med kærlighed«, siger han med et udtryk, der vist overrasker ham selv mest af alle. »Hjerter konge. Det er ham, man skal være. Mild og streng og mand«. Det synes jeg lyder en del mere interessant end drengerøvene, så fler’ af dem tak både på film og i virkeligheden.

Hvad er vigtigt?

I går var jeg til netværksmøde, og vi berørte  kort dette emne, som et centralt redskab til at undgå stress og få et liv med overskud. Vi nikkede enige om, at det er vigtigt at vide, hvad der er vigtigt. Men hvordan skal man finde ud af det? Der er ligesom aldrig rigtig plads i kalenderen til netop de overvejelser. Og hvor begynder man? Det hele er jo vigtigt, både arbejdsliv, og privatliv og personlige ambitioner og ….. sådan breder  fokusforvirringen sig og man fortsætter med at stræbe efter opfyldelse af de kortsigtede behov, for dem ved man da, hvad er.

Da jeg kom hjem fra arrangementet, tænkte jeg videre. Resultatet af denne korte ønske og handle horisont betyder, at vi bevæger os på det lille plan det meste af tiden, uden at se på den større ramme og selve systemet, og stort set ude af stand til at overveje alternativer. Vi stæser rundt som forvirrede fluer i en flaske optaget af at få hinandens anerkendelse eller endnu bedre misundelse. I sådan en verden har det materielle stor attraktionsværdi, fordi det tilfredsstiller vores troløse selvværd. Det selvværd som er så flygtigt at et andet menneskes overskud får det til at blegne. Hvorfor skal sådan et selvværd overhovedet spille nogen rolle? Det får os til at halse efter ting og ejerskab af noget som kun giver en kort tilfredsstillelse. Og som så snart det er ejet mister sin værdi og skal overstråles af en endnu større ting. Hvornår får det ende? Når jeg siger stop. Når jeg lærer at tæmme mit selvværd. At oplyse det om at jeg er her og elsker det, ligegyldigt hvor fint udstyret det er. Jeg elsker det præcis som det er, og jeg vil elske det når det bliver gammelt og tager på og mister håret og bliver krumrygget. Jeg vil elske det og forventer at blive elsket tilbage. Selvværdet ved at det måske ikke evner at leve op til disse store forventninger og derfor higer det tilbage til det materielles trygge verden, der hvor man ved at det, der er størst også er bedst. Og ve den der taler om kejserens nye klæder!

Det troløse selvværd har bredt sig i takt med friheden og de mange valg. Mange kæmper individuelt med at få styr på selvværdet, men hvis vi ser på de sidste 25 år kultur- og samfundsudvikling, synes jeg den mest dækkende overskrift er selvværdets teenageperiode. I teenageårene er man meget afhængig af andres billigelse, samtidig med at man gør alt, hvad man kan, for at udfordre den og sprænge rammerne. Man er verdensmester, går i totalt checket tøj, ser sig hele tiden i spejlet, kører lækre biler for hurtigt og bruger mere end man har. Selvværdet bokser med at finde sit leje, og lytter til enhver, der forsikrer det om, at det er på rette spor, også selvom tvivlen gnaver og det selv føler sig som  Kejsernes nye klæder.

Den økonomiske krise markerer overgangen til en ny fase for selvværdet. Der er sket en modning, og nu står det som en skabning, der er først i 20’erne og skal orientere sig i en verden, der ikke er den samme længere. Det ved, at der forude ligger nye og ukendte krav, som det skal leve op til. Det er klar over, at det skal træde i karakter, og det glæder sig, måske med et anstrøg af nervøsitet for om det nu også kan stå denne nye distance.

 

Her er det at selvværdet skal vende tilbage til rødderne for at finde styrke. Hvad var det, det drømte om, før teenageårenes tumult? En verden i harmoni? En verden med plads til at leve i sit eget tempo? En verden, hvor der er plads til selvværdet som det er? En retfærdig verden hvor nye produkter og mad produceres med respekt for vilkår og konsekvenser? En verden båret af grøn energi? En verden hvor nysgerrighed i et parforhold opleves som en styrke frem for en trussel? Indsæt de ord, der er relevante for dig her…

Disse drømme kan selvværdet nu vælge at fokusere på at gøre til virkelighed. Det kan finde andre selvværd, der har de samme drømme, det kan øve sig, det kan insistere på at en anden virkelighed end teenageårenes tumult er mulig. Selvværdet vil opleve modstand fra især to områder: fra egne rækker, og fra dem der nu må vige pladsen. Fra egne rækker fordi det vil opleve, at teenageårenes fart og tempo stadig har en vis attraktion ikke mindst, fordi det er velkendt. Det betyder, at når noget glimter og lover guld og grønne skove vil det fare efter det og forvente sin velkendte korte belønning i form af styrkelse af selvværdet. Det er ok, og skal ikke give anledning til skældud, blot en snarlig forladen af dette gamle vandhul, som er tørret ud.

Den anden modstand er betydelig større. Ingen giver frivilligt magten fra sig. Først når man mærker ryggen presset mod muren, og der simpelthen ikke er andre udveje, går man modstræbende med til at forhandle om at afgive lidt af magten. Dette betyder, at selvværdet skal fokusere en stor del af sin energi på at finde andre selvværd, der insisterer på, at en alternativ virkelighed er mulig. Det vil tage tid, men jo flere der insisterer på dette, jo hurtigere kan forandringerne ske. Som Marshall Macluhan sagde, når mennesker standser i takt, begynder fremtiden.

Shame – en film

Jeg så filmen Shame i går og synes den er interessant på to planer, men ikke på det følelsesmæssige plan. Hovedpersonen, der spilles af Michael Fassbender, er en sexafhængig mand, hvis sexrutiner med og uden partnere bliver brudt, da hans kriseramte søster en dag står på dørtærsklen til hans liv og beder om hjælp.

Hovedpersonen rørte mig ikke, selvom han spillede godt. Han var så lukket omkring sig selv og sine egne behov, at jeg i perioder kedede mig. Da jeg var i 20’erne oplevede jeg selv nogle af disse følelser og misbrugte sex;) Men jeg kom videre, da jeg blev træt af den sovsen rundt i i min egen selvmedlidenhed, som jeg synes, han sidder fast i.

Og det er det ene plan, hvor filmen er interessant. Den viser nemlig en grandvoksen umoden mand, som ikke kan finde modet til nærhed med sig selv og andre. Det er interessant, fordi det er en rimelig præcis spejling af en del af den måde feminin og maskulin energi udleves på i dag, hvor vi står midt i frihedens mange overvældende valg uden en autoritet til at fortælle os, at nu er det tid at slippe pikken og finde modet til at stå ved, hvem man er og rette sin energi udad mod andre på en hensynsfuld måde.

Det andet plan, hvor filmen er interessant, er den berøringsangst, som den udviser overfor det seksuelle. Hver gang er sex et redskab han anvender til at være i kontrol, hvor det fungerer, når han bestemmer og betaler, mens han i den ligeværdige dobbeltseng ikke kan få den op at stå. Dette bliver ikke for alvor problematiseret i filmen. Vi får kun nogle tidsmæssigt meget lange skud af hans ansigt, hvor man så kan tænke, at han nok tænker et eller andet. Hvorfor møder han ikke en kvinde der voldtager ham, og en anden kvinde der er så sød ved ham at han græder i sin orgasme, eller hvad med rollespil, hvor han udfordrer sit eget behov for kontrol? Det kunne have fået mig til at forstå, hvorfor han gør, som han gør til sidst. Det eneste man ser, er ludersex i forskellige varianter, så man tror man er tilbage i 1970’erne.

Alt i alt virkede filmen gammeldags på mig, fordi hans seksualitet var så machokedelig og fordi han gentog den samme historie vi nu har hørt og set på film i mange år, hvor man gerne må behandle sig selv og andre dårligt, hvis man har haft en hård barndom. Giv mennesker med en hård barndom professionel hjælp til at tage ansvar for det liv, de vil leve med sig selv og andre. En psykolog og en sexolog kunne have udrettet mirakler med den mand, og det at han ikke for alvor søger hjælp, indsigt og kontakt gør ham mest stakkels i mine øjne. Shame får kun 1 hjerte fra mig, og det får den for at vise både mænd og kvinder nøgne i fuld figur. Det er sjældent man ser det i en spillefilm.

Jeg længes efter film, hvor mennesker udnytter friheden og den manglende autoritet til at udfordre sig selv og andre, så de kan tage sig selv alvorligt og opfylde deres drømme og længsler i respekt med andre på stadigt nye måder, fordi vi gennem livet udvikler os – glæder mig til at komme videre med at lave netop det;)

Dagens ord: Båsserøve.

Der i dag en rigtig interessant kommentar i Information som følger godt op på mit sidste blogindlæg om kvinderoller på film og tv de sidste 50 år.

Først en definition til dem, der ikke lige har ordet normativitet på rygraden. Det normative betyder jf. den store danske følgende: ”et normativt udsagn, udsagn, der udtrykker en handlingsforskrift eller en værdivurdering. Fx er udsagnet “Morten bør hjælpe Monica” normativt, idet det foreskriver en handling, der bør udføres, i modsætning til det deskriptive udsagn “Morten hjælper Monica”, der alene angiver, hvorledes noget faktisk forholder sig.”

I mit blogindlæg om kvinderolle taler jeg netop om den værdivurdering der ligger i filmene, når kvinders selvstændighed og initiativkraft straffes. Og der er en lige linje fra dette til Bitterfissen Bethany og kampen mellem de blå og de røde feminister: i hvilket blik er man kvinde?

De røde feminister stræber i store træk efter at være til stede som kvinde i sig selv lige meget om mænd tænder på ens krop; De blå kræver ret til at være kvinde i lyset af det maskuline begær af ens krop.

Der er mange nuancer og lag, hvor disse forskelle manifesterer sig, og medierne spejler forskellige sider af disse lag, og sætter hele tiden adfærd i bås. Hvilket bringer mig tilbage til kommentaren i Information i dag. Som Katrine H. Yde skriver, er damebladene et af de steder, hvor heteronormativiteten spejles. Sladderbladene er et andet sted, og de  fungerer oven i købet som et offentligst skafot. Senest så vi det, da kulturminister Uffe Elbæk var i Cirkus og blev konfronteret med sin homoseksualitet  af en journalist fra Se og Hør. En undskyldning fulgte, men det ændrer ikke på grundsynet i sladderblade: Man skal holde sig inden for reglerne af den heteroseksuelle monogami og ethvert trin udenfor stregerne af denne straffes med offentlig spe og skam.

De store aviser prøver at hæve sig over dette spejl ved så vidt muligt at ignorere emner, der har med seksualitet at gøre. Nogle har indimellem en ironisk kommentar = Politiken, Berlingske har udliciteret det til online blogs med Anne Sophia Hermansen som frontfigur. Jyllandsposten læser jeg ikke tit nok til at kunne inddrage i denne hurtige analyse. Og Information har med jævne mellemrum artikler om seksualiteten, som er så fyldt med fremmedord og intellektuelle referencer, at det kræver sin kvinde at huske på det handler om sex.

Vores samfund er baseret på en heteronormativitet, som insisterer på, at man er kvinde i lyset af det maskuline begær, og når Medina kysser piger, leger hun med begæret. Det kan stadig foregå indenfor en kultur baseret på det maskuline begær, hvor to kvinder, der kysser, er sexet, mens to mænd der kysser, stadig er en uacceptabel provokation. Som der også står i kommentaren om end indirekte, hvor Katrine H. Yde længes efter den dag Nik og Jay vil gramse på hinanden. Det gør jeg også.

Og så i øvrigt tak for dagens ord. Båsserøve. I love it!

 

Det romantiske fængsel II

Programmet ”Chick Flicks”, som løst oversat betyder film til kvinder, er lavet af Clara og Julia Kuperberg i Frankrig i 2009.

I programmet identificerer de nogle træk og tendenser i kvinderoller på film og i tv-serier siden 2. verdenskrig, som på mange måder spejler kvindelivet også uden for biografen både dengang og i dag. Jeg vil efter bedste evne referere nogle af de centrale pointer, som programmet indeholder og kommentere på det:

1950’erne

1950’erne var en begrænsende tid for kvinder med mange regler for kvindeadfærd og tabuer i kulturen. Kærligheden blev anset for at være en kvindes karriere, og ægteskabet var kvindens kald. Samtidig blev ægteskabet i 1950’ernes film fremstillet som en skræmmende ting, man indgik i, og så sad man fast forever.

Kvinder, som var moralsk tvetydige, omgav man med personer, der elskede dem, så man så flere sider af hende. Men i filmene fik sådan en kvinde ikke sin mand, hun skulle nemlig straffes, og det var den højeste straf ikke at få en mand.

Bette Davies spillede helst dobbelte roller, fx i Dark Victory, hvor hun satte sig ud over reglerne og normerne. Hver gang blev hun så også straffet, for at opretholde idealet om den ideelle kvinde, som en der ikke satte sig op mod den herskende orden.

Scarlett O’Hara i Borte med blæsten er den første moderne kvindelige helt. Men også her ser man, at hun må betale for sin handlekraft og selvstændighed – hun mister mand og barn.

Doris Day og Rock Hudson filmene handler om sex, men de taler ikke om det direkte, og de dyrker det ikke. I filmene leger de med kønsidentiteten, idet hun også viser sine butchsider, og han viser sine feminine sider. Men på en kysk måde med antydningens kunst i højsædet.

Hitchcock arbejdede i sine film indenfor den samme norm, hvor den aristokratiske Grace Kelly i flere tilfælde blev skændet. (Jeg kan ikke huske om de i programmet nævnte eksempler på dette, og har ikke tid til at gennemse hans film igen lige nu for at finde eksempler, men jeg synes, det er en interessant påstand.)

Yderligere eksempler fra perioden er Gentlemen Prefer Blondes, Seven Brothers Seven Wives

1960-70’erne

1960’erne bragte en ny mandetype med James Dean og Al Pacino og en ny kvinderolle med Barbara Streisand. Hun var smart og viste det, så hun kunne spille overfor Paul Newman i Vore bedste år. Hun var jøde, selvstændig, beholdt sin egen lange næse i stedet for at rette den, som man straks ville have gjort 10 år senere. Igen betalte hun med kærligheden, så kulturens straf af det selvstændige og handlekraftige fortsatte. Dog i mildere form, da hun ikke fik Robert Redford, men en anden mand.

1968 gav kvinderne friheder, som efterhånden satte sig igennem på en lang række områder i samfundet, men på film blev kvinders handlekraft og selvstændighed stadig  gjort til et problem frem for en styrke.

Og det kunne man, for selvom 1968 havde en stor betydning, og samlivet i 1970’erne blev udfordret på mange måder, blev der ikke rykket ved idealerne for kærligheden. De var stadig forankret i idealet fra 1950’erne.

Da Harry mødte Sally, som for en stor del foregår i denne periode handler ikke om kærlighed, men om forskellen på mænd og kvinder. Den selvstændige kvinde vises som en der har svært ved at få øje på kærligheden selvom den går lige rundt om hende = Harry. Det får hun så til sidst. På den måde synes jeg mest, at filmen er en hyldest til de kompromisser man må indgå, hvis man vil leve i monogam tosomhed.

1980-90’erne

Den selvstændige kvinde vandt frem i flere film. I Thelma og Louise begyndte hovedpersonerne som en kliche, så lærte Thelma og Louise noget om sig selv som de aldrig havde drømt om de indeholdt.

Working Girl viser sekretæren, der tager skæbnen i egen hånd og vinder både manden og forfremmelsen. Jeg mener, den er et af de første eksempler på at en kvinde får belønning for sin handlekraft og selvstændighed.

Nora Ephron har lavet en række film rettet til kvinder, som fx Sleepless in Seattle. Den falder i kategorien romantiske komedier, hvor den kvindelige hovedperson hver gang får drømmemanden til sidst og de rider sammen mod solnedgangen. Andre eksempler er Lunefulde Måne, Pretty Woman og Notting Hill.

Fire bryllupper og en begravelse er en engelsk film og udmærker sig ved at se det fra en mands synspunkt, og hvor nogle kvinders drøm om det romantiske fængsel latterliggøres, mens hovedpersonernes drøm om det hyldes. Det gøres med humor og engelsk charme, men er dog stadig det samme fængsel.

2000’erne

I løbet af denne tidsperiode skete der en markant ændring af de økonomiske vilkår for at producere film, hvor global distribution og markedsføring kostede så meget, at det mere og blev de brede historier, der kan appellere til det store publikum, der blev lavet. Historierne skulle kunne rates PG 13, så alle over 13 fik lov at se dem.

Det gav mere uskyldige film med mere ligegyldige kvinderoller, og mere umodne historier, fordi indholdet skal kunne accepteres af så mange som muligt. Det bliver film skabt til piger og ikke til kvinder

Bridget Jones dagbog er et eksempel på dette. Og det er 27 Dresses også.

Det bliver også vigtigere at lave film, hvor mænd kan lide at se sig selv i filmen. How to loose a Guy in 10 days er et eksempel, hvor manuskriptforfatteren sin søn til at hjælpe sig med at skrive manuskriptet. Det betyder, at de mandlige roller fylder mere igen på bekostning af interessante dybe kvindeportrætter.

I løbet af årtiet og frem til i dag er Tv stedet for de stærke kvinder, hvor Sex and the City var en af de første. Interessant nok er det først i tredje sæson, at hovedpersonen Carrie Bradshaw dyrker uforpligtende sex og står ved sine lyster, indtil da er det veninderne, der lever seksualiteten ud med overvejelser, fortrydelser, drømmesituationer, og tilsat løbende evalueringer. Hovedpersonen bliver ved med at drømme om den eneste ene og kærlighed er hendes karriere i og med hun lever af at skrive om det og hele tiden taler med veninder om det.

På den måde kan man sige, at netop denne serie ikke bryder med 1950’ernes kvinderolle, hvor kærligheden var kvindens karriere og ægteskabet kvindes kald.

Mine kommentarer:

Jeg synes denne flyvetur gennem bare et par af kvinderollerne på film siden 2. verdenskrig viser, at den historie, der stadig dominerer, er historien om den uselvstændige kvinde, der ser ægteskabet som den ultimative præmie og igen og igen lærer, at hvis hun er for selvstændig og handlekraftig bliver hun straffet af både mand, børn og kulturen. I programmet kalder de dette for Det romantiske fængsel.

Et interessant input i denne sammenhæng er Bechdel testen. Det er en test udviklet i USA, hvor man tester en film på tre ting: Er der to kvinder med, som har navne og som taler med hinanden om andet end mænd? Ved sidste Oscaruddeling i 2012 var det kun 2 ud af de i alt 9 nominerede film, der bestod testen. Se hvilke i denne video: http://www.youtube.com/watch?v=PH8JuizIXw8

Jeg vil de næste dage undersøge dette nærmere og relatere det til min film. Selvom mange både mænd og kvinder rynker på næsen af disse film, mener jeg, de spiller en stor rolle for nogle af de valg, vi træffer omkring kærligheden. Dette skyldes dels, at det er mainstream film, der kommer ud i stort antal verden over, og det skyldes mangel på film i stort antal verden over, som viser alternative måder for kvinder og mænd at leve kærligheden på. Mere om det i morgen…

 

Det romantiske fængsel I

Jeg er ved at lave research til spillefilmen over min roman ”En kvinde tre mænd” og det vil jeg fremover blogge om. Det vil handle om sex, samliv og kærlighed på både det private og det samfundsmæssige plan. I min research taler jeg med rigtig mange mennesker om deres sex-, sam- og kærlighedsliv, fordi jeg gerne vil forankre filmen midt i kærligheden som den leves lige nu. Tilmeld dig, hvis du vil følge med.

Først lidt om mig og mit udgangspunkt for at arbejde med dette område: Jeg skrev min roman ”En kvinde tre mænd”, fordi jeg følte mine (kvindelige) bidrag til samfundet og privatlivet blev udnyttet. Samfundet har brug for at jeg arbejder gratis som samlende serviceorgan for familien, for så trives manden og kan arbejde og øge landets BNP. Min mand og barn havde brug for at jeg altid var der med støtte, opbakning og kærlighed. Sex blev det også forventet, at jeg lagde krop til, og det var det nemmeste at gøre, for så var min mand glad. Jeg havde en fornemmelse af, at hvis bare jeg gjorde som der blev forventet af mig, ville samfundet, min mand og mit barn en dag vende sig om og spørge, hvad jeg havde brug for. Det skete ikke.

Mine behov og jeg var fraværende bortset fra moderrollen med alle de dertil knyttede følelser. Den var der plads til.  Mine behov for øjeblikke af omsorgsfrihed, for karriereudvikling, for økonomisk rådgivning, for sex også på mine måder kom altid sidst. Jeg så mig omkring og iagttog alle de andre kvinder, som lever på samme måde og tænkte, at en velmenende kronik i Politiken ikke ville være nok til at få ændret på det.

Jeg besluttede at prøve at leve på en anden måde, hvor jeg satte mig i førersædet. Jeg begyndte med at definere, hvad jeg egentlig kunne bruge mænd til. Jeg lavede en liste og tænkte, at der nok ville komme 3-5 punkter på den, og så måtte jeg gøre op, om jeg kunne leve uden det. Nogle bliver provokeret af at jeg taler om mænd, som noget man kan bruge til noget. Jeg tingsliggør dem. Og ja, det er helt rigtigt. Med den analyse jeg havde lavet af mit liv jf. ovenfor, følte jeg, at der kun var plads til nogle sider af mig, og dermed følte jeg mig tingsliggjort. Så jeg vendte bøtten og gjorde manden til tingen. Som et forsøg for at se, om det kunne ændre på noget af det, jeg var stærkt utilfreds med.

Det interessante var, at der kom 26 punkter på min liste over hvad man kan bruge en mand til! Se her. Det overraskede mig. Og overbeviste mig om, at jeg ikke kan leve uden mænd. Behovet for nye måder at leve sammen på steg derefter, for jeg kunne heller ikke holde til at blive ved med at føle mig udnyttet, samtidig med at kulturen og mænd og kvinder omkring mig kaldte det kærlighed. Det romantiske fængsel er mere dækkende. Det udtryk har jeg fra programmet ”Chick Flicks” om kvinderoller på film siden 2. verdenskrig. Mere om det i morgen…