Category Archives: Bryllup

Vi sagde ja

Steen og jeg foran Lyngby kirke
Steen og jeg som mand og kone foran Lyngby kirke
Den smukke brudepige Clara
Vores smukke brudepige Clara

 

Jeg kastede buketten, som den tidl. prof. håndboldspiller Mia greb
Jeg kastede buketten, som den tidl. prof. håndboldspiller Mia greb
Vi skærer den lækre bryllupskage, som Mai-Britt havde lavet og pyntet med de smukkeste sukker pæoner
Vi skærer den lækre bryllupskage, som Mai-Britt havde lavet og pyntet med de smukkeste sukker pæoner
Her danser vi brudevalsen - det var rørende - og kort efter blev Steens sokker klippet;-)
Vi dansede brudevalsen – det var rørende – og kort efter blev Steens sokker klippet;-)

 

 

Et digt om vores kærlighed

Min negle, som nu er helt klar til brylluppet
Min negle, som nu er helt klar til brylluppet

Forleden var Steen og jeg til 50 års fødselsdag hos en fælles veninde. Her mødte vi Lise Jørgensen, som nu har skrevet et digt til os, som jeg hermed rørt og glad deler

 

Til Pouline og Steen

 

Og der er I så

mens festen rusker

i fødselaren og de råbende gæster.

I

de lykkelige forlovede

I

de snart gifte.

Dig Pouline med dit skælmske smil

og din åbenlysende omsorg

og der

ved din side

din Steen

som jeg har hørt så meget om

som jeg har læst så meget om,

og billeder har der været,

hvor I har smilet og spist og set

set hinanden

fortalt

fortalt alt

eller sådan cirka i den omegn

 

Jeg har tænkt mit.

Indrømmet.

En moderne kærlighedshistorie

af højeste karat

i vores alder

i vores tid

er det muligt

at den bare sådan

ud af ingenting

eller ud af al ting

dukker op

slår sig ned,

griber fat,

kan det ske?

 

Mens jeg glor efter svar

bliver musikken skruet op

en griner en tale

fødselaren synger med

gennem larmen

præsenterer du mig

Pouline

for din kærlighedskomet

Steen

han rækker hånden frem

siger hej

og der ser jeg

det

som ikke kan læses

fotograferes

det

som kun kan vibreres

registreres

i levende live:

Jer!

 

Da jeg forlader festen

bevæger mig ud i natten

på gyngende cocktailben

forstår jeg

at det er sandt,

at en stor kærlighedsfortælling

af den helt ømme slags

er faldet ned

her i nærheden et sted

brudt ud

i et vanvittigt lysende match:

Dig Pouline.

Og dig Steen.

 

I to sammen

I brager af liv,

Åbenlyst for enhver

at der er så meget

af det hele

hos jer

så meget

at I kan

folde jer ud

som en vej

som en rejse

en tusindrejsevej

fra nu af

og i al evighed

hver dag

suget sammen

i noget

der aldrig tager ende

 

 

Kærlige kys og kram tit

 

Så er bryllupskagen også bestilt...
Så er bryllupskagen også bestilt

Så er vi ved at være klar til den store dag. Borde og stole er på plads, menuen er bestilt, personalet er klar, buketten ligger og venter inkl. tre knaphulsblomster, og vi har fastlagt præludiet, der skal spilles i kirken.

Min far er den store orgelentusiast, så forleden bød mine forældre på en kop kaffe og lytning af mulige værker, der kan spilles i kirken. Min far havde været sine arkiver igennem, og han satte både stykker af Bach og Pacelbel på anlægget for os. Han spillede også mere moderne og muntre stykker. Og så spillede han det stykke musik, som min mor og far gik ud af kirken til, da de blev gift for 53 år siden. Vi lyttede og lyttede igen. Steen og jeg så på hinanden, hver gang et nyt stykke kom på og vi smilede og blinkede, når vi syntes godt om stykket og hævede øjenbrynene, når det ikke lige passede os. Vi var heldigvis enige om, hvilke af stykkerne, der var hvad.
Min far spillede også nogle numre, som mest af alt fik os til at tænke på et kræmmermarked, så det havde vi ikke lyst til. Det overraskede min far, for han havde netop troet, at vi ville have noget som var ungt og anderledes. Men eftersom brylluppet foregår i kirken, synes Steen og jeg, at noget af musikken skal være traditionelt og så er det vigtigt både at have let og lidt mere seriøs musik, men der må ikke være for meget patos over det. Musikken skal passe til dem, vi er.
Vi fik sammensat et fint program til de 20 minutter, hvor kirken fyldes af gæster, og Steen står med forloveren og tager imod. Og selvom vi ikke opfyldte det, min far helst ville have, tog han det fint og sagde flere gange, at det er vores bryllup, så vi bestemmer.
Det var dejligt at opleve denne opbakning. Mine forældre har i det hele taget været utroligt søde og støttende, og da middagen skal foregå i deres hus, som ligger lige ved siden af vores, har det været meget dejligt at opleve.
Jeg har lagt mærke til, at mange konflikter i familier handler om, at man har svært ved at acceptere nogen i familien træffer andre valg, end dem man selv ville træffe. Og jeg må indrømme, at jeg for nu måneder siden  ved indledningen til alle disse forberedelser til den store dag, var lidt nervøs for, hvornår og hvordan viljerne ville støde sammen.
Men nu er der kun tre dage til, og vi har haft uenigheder på tværs af generationerne og mellem Steen og mig, men det er alt sammen blevet løst på fineste vis med kompromisser i forskellige retninger.
Steen og jeg har også lært hinanden endnu mere at kende, for det gør man når man taler om hvor brylluppet skal foregå. Eller hvor traditionelt eller nytænkende det skal gennemføres. Budgettet er et andet område, hvor man lærer mere om hinanden. Og her er vi begge blevet chokeret over, hvor meget en brudebuket koster!
Jeg synes, vi begge har været gode til at give slip på de beslutninger, vi ikke hver især fandt så vigtige, og så lade den anden bestemme. Og det har mine forældre også. Til dagligt ses vi en del med dem, og vi kender hinanden, men de skal jo også vænne sig til, at der er kommet en mand i mit hus, der har sine præferencer og facon, og han skal vænne sig til dem og deres. Og selvom man er voksen, som jeg er og har passeret de 50, gør det mig stadig glad, når vi kan finde en løsning på tingene, som også de synes om.
Det er i det hele taget meget dejligt at kunne komme så langt med hinanden uden at briste. At Steen med jævne mellemrum standser mig i forbifartern og krammer mig og får mig til at slappe af, har også bidraget til at sikre en løbende balance. Kærlige kys og kram tit gør en stor forskel!

 

 

 

 

Var det frihed, jeg længtes efter?

En sælfie med en sæl og tre sæler;-) Foto: Steen Larsen
En sæl og tre sæler;-) nærhed på afstand…
Foto: Steen Larsen

Ved at have flere partnere på en gang kan man opnå en større grad af frihed. Men man kan også blive så fri, at man flyder uden forankring og fordybelse. Friheden var, hvad der tiltræk mig, da jeg begyndte med tre mænd.
Jeg meget interesseret i at høre, hvordan andre levede med flere partnere. Derfor læste jeg flere bøger om emnet og talte med folk. Der er især to bøger på dansk, som gjorde indtryk på mig. Den ene er skrevet af Anja Lysholm og den hedder ”Hvem er du utro?”
Anjas bog viste mig, at det ikke er mængden af partnere, som afgør, om du er utro. Du er først og fremmest utro overfor dig selv, hvis du lever et i dine standarder middelmådigt liv.
Den indsigt brugte jeg til at give den gas overfor mine tre mænd. Jeg begyndte at stille en række krav af to grunde: Jeg ville udfordre mig selv til at være så krævende som muligt, det lå nemlig ikke naturligt til mig. Og så var det da også interessant at se, hvor langt de ville gå.
At udfordre mænd på denne måde hjalp mig til at finde mine egne grænser og til at træde ud af komfortzonen. Jeg udfordrede dem både intellektuelt, fysisk og seksuelt. Det lærte de og jeg en del af. Det var ikke altid nemme eller behagelige indsigter, fordi jeg skulle acceptere nogle sider af mig selv, jeg ikke var så stolt af. Jeg så fx mig selv om en selvstændig kvinde, der kunne stå selv. Det er jeg, men når jeg fik den tredje afvisning på et initiativ, jeg tog, skulle jeg tage nogle dybe indåndinger for at stå fast.
Jeg fandt også ud af, at der var et par områder, hvor jeg ikke havde lyst til at udfordre mændene. Jeg følte mig simpelthen ikke tryg ved det. Lige netop der begyndte tryghed at fremstå som et positivt begreb for mig. Det havde det ellers ikke gjort tidligere. Der så jeg mest tryghed, som noget man gemte sig bag ved.
Brugte du ikke mændene? Har flere spurgt mig. Jo, det gjorde jeg. Men de havde jo friheden til at gå, når de ikke ville være med længere. Og det gjorde flere af dem. Nogle gange var det helt fint, at en mand gik, andre gange blev jeg ked af det. Men jeg erfarede også, at man kan komme sig over at blive ked af det. Jeg synes mange mennesker giver op for hurtigt. To-tre dårlige oplevelser med kærligheden og så er man overbevist om, at det aldrig går. Det får man jo ret i, så længe man ikke prøver at blive klogere. Især omkring sig selv.
Den anden bog jeg læste gjorde mig klogere på mig selv. Det var Sara Skaarups bog ”Kærlighedskontrakten”. Den handler om, hvordan man kan leve i et åbent forhold, hvor man har mere end en partner. Jeg tænkte, at jeg nok kunne lære noget af Sara, som selv har levet sådan i en del år. Men da jeg havde læst cirka en tredjedel af bogen, kylede jeg den hen i et hjørne. Den provokerede mig simpelthen så meget. Og hvorfor gjorde den det?
Fordi den fik mig til at indse, at grunden til, at jeg ikke havde haft et dybt og hengivende forhold til en mand, var, at jeg ikke turde. Nu fandt jeg ud af, at jeg stod derude og at det var mig selv, jeg skulle forenes med. Jeg skulle turde hengive mig til ét menneske, frem for at fortsætte i mit oplevelsestog med tre mænd, hvor jeg kunne stå af, når jeg ville og sætte dem af, når jeg ville.
Et stykke tid gik jeg rundt om den erkendelse om mig selv og min angst for at hengive mig, men da den først var landet i mig, kunne jeg ikke slippe den igen. Jeg sagde derefter pænt farvel til de tre mænd og begyndte at overveje, hvad jeg skulle gøre for at nærme mig denne længsel efter hengivelse.
Så selvom jeg troede det var friheden, jeg var ville have, brugte jeg mere tre mænd modellen til at øve mig i at tage kontrollen, når jeg var sammen med en mand og med flere mænd, der havde forskellige roller. Da jeg var blevet bedre til det, fik jeg øje på, at næste skridt for mig var, at slippe kontrollen og finde modet til at opsøge den hengivelse, som både skræmte og tiltrak mig.

Tre mænd og mig

Romanen "En kvinde tre mænd", som er inspireret af mine erfaringer
Romanen “En kvinde tre mænd”, som er inspireret af mine erfaringer

Flere læsere af denne blog har spurgt mig, hvad der har fået mig til at skifte fra tre mænd til én mand. Så det vil jeg gerne fortælle lidt mere om. I dag handler det om, hvordan jeg fandt på  modellen med de tre mænd. I løbet af de næste dage vil jeg skrive mere om skiftet fra tre til én.

Da jeg blev skilt for en del år siden, oplevede jeg, at der var ret mange udfordringer omkring kærligheden, som jeg ikke bare kunne løse ved at finde en ny mand. Det var nogle  udfordringer, som havde med mig at gøre og andre udfordringer, der havde med mænd at gøre. Det havde også med omverdens forventninger til kærlighedslivet at gøre.

Jeg var ked af, at mit ægteskab var gået i stykker, og jeg bebrejdede både mig selv og min eksmand for det. Jeg forstod ikke helt, hvad der var gået galt, men ved at bearbejde erfaringerne, fandt jeg ud af nogle af grundene til det. Jeg fandt fx ud af, at jeg havde svært ved at skelne mellem mine og min partners behov og handlinger og følelser. Jeg blandede det hele sammen og drog ikke ham til ansvar for hans handlinger. Jeg stod så til gengæld på mål for både mine og hans handlinger, følelser og behov. Det var meget anstrengende i længden.

Jeg syntes, at der var og er mange dejlige mænd ude i verden, men jeg synes ikke jeg var så god til at få min vilje med en mand og bevare respekten for både ham og mig.

Jeg synes også, at der var en forventning fra veninder, familie og kollegaer om, at man skal have en kæreste for at være en der er lykkedes med livet. De to ting gjorde at jeg holdt mig tilbage fra at begynde at date igen.

Et andet punkt, der frustrerede mig, var, at der var forskellige forventninger i samfundet til mænd og kvinder. Det synes jeg stadig, der er. Fx dominerer mænd ofte sociale situationer med at tale om det, som interesserer dem. Og jeg faldt meget nemt ind i rollen som den lyttende søde kvinde, der nikkede og gav ham nye stikord, så han kunne fortsætte.

Jeg lagde også mærke til, at jeg var meget mere handlekraftig og havde fokus på at nå et resultat, når jeg var sammen med kvinder end med mænd. Og jeg gjorde for ikke at provokere mænd.

Disse forhold og flere til ville jeg gerne gøre op med, men jeg vidste ikke rigtigt hvordan.

Da jeg så begyndte at se mig omkring på datingmarkedet, blev jeg også irriteret over den måde, det fungerede på: som kvinde kan man få masser af mænd, hvis man bare vil have sex, og lader som om man ikke får det, mens udvalget er betydeligt mindre, hvis man vil have en ansvarlig mand, som er interessant at tale med, og som kan få fingrene ud og bidrage til at skabe en fælles base uden at brokke sig over tranlampen, der bestemmer det hele derhjemme.

Da jeg havde gået og spekuleret over flere af disse forhold, besluttede jeg mig for at gøre som mændene gør: at sætte mig selv i førersædet og lede efter det, jeg havde brug for til at opfylde mine behov. Jeg definerede, at mit behov for en mand, især handlede om tre områder: snak, sex og praktisk arbejde.

Jeg fik så ideen at udskifte modellen med den eneste ene ud og i stedet lede efter tre mænd: en til snak, en til sex og en til praktisk arbejde.

Der kom en masse svar og jeg gik på dates, der var gode og sjove for min model førte til, at vi havde interessante samtaler allerede på første date. Jeg følte også en stor frihed, fordi jeg ikke var forpligtet til at gå længere med hver mand, end den rolle, han havde sagt ja til, berettigede til. Det betød, at jeg fik plads til at mærke mine egne behov. Det at have en mand, som kom og var praktisk betød også at jeg skulle være ret klar på, hvad jeg gerne ville have, vi skulle lave sammen, eller som han skulle lave for mig. Han fik varm aftensmad og øl for det.

En anden interessant oplevelse var, at de fleste mænd gerne ville i kassen med mig – surprise, Watson! Og nej, det var jo ikke den store overraskelse, men da jeg ikke havde lovet andet end sexpartneren en tur i høet, følte jeg mig i min gode ret til at sige nej. Interessant nok førte det til, at jeg blev meget bedre til at mærke, hvornår jeg havde lyst til at sige ja og til hvad.

Det var også en god oplevelse at dyrke sex med en, jeg ikke var forelsket i. Det havde jeg prøvet før, men så var det ofte blot en engangsoplevelse. Her kunne vi gøre det flere gange, og lære hinandens kroppe og behov at kende ,og jeg kunne mere frit udforske grænserne i mit eget begær, fordi jeg ikke var så sårbar for, om han blev sur og slog op.

Tre mænd modellen hjalp mig til at holde fast i det, som er vigtigt for mig, også selvom andre synes, jeg hellere skal bøje mig. Jeg er blevet meget bedre til at adskille mine og andres handlinger, behov og følelser og til ikke at føle mig ansvarlig for andet end mit eget. Jeg har også fået trænet mine evner til at få min vilje og bøje af. Det gør jeg ved at holde fast på de punkter, som jeg kalder kærlighedens kompromisfrie zoner, og se stort på resten. Ved at have tre mænd har jeg fået en meget anderledes tilgang til kærligheden, og min livstilfredshed er steget markant.

 

En tur i Tårnet

Fra et hjørne af den nye restaurant Tårnet på toppen er Christiansborg
Fra et hjørne af den nye restaurant Tårnet på toppen er Christiansborg

Her til aften har vi spist middag på den nye restaurant på toppen af Christiansborg, som hedder Tårnet. Steen og jeg nød en skøn tre retters menu med vine til, og det var så lækkert. Lokaliteterne var også en fornøjelse, idet man kan komme helt op i tårnet og ud og gå rundt og se København oven fra og ud over hele byen og helt til Sverige.
Selve tårnet har åbenbart været pulterkammer indtil for et par år siden, hvor Mogens Lykketoft så besluttede, at de gamle gispskulpturer, der stod på lager, måtte vige pladsen for kulinariske udfoldelser. Det står Rasmus Bo Bojesen og hans folk for, og han gør det sublimt.
De skønne rammer og den lækre mad inspirerede både Steen og mig til at tale om vores kærlighed og noget af det, vi har oplevet det sidste års tid. Før vi vidste det, blev vores samtale til inspiration for vores taler til brylluppet. Så indimellem bidderne begyndte vi at gribe pennen eller mobilen og skrive stikord.
Vi delte noget af vores inspiration med hinanden, og jeg fortalte, at jeg havde fået en rigtig god ide til den tale, jeg vil holde til ham på dagen. Han smilede og nævnte, at han havde flere ideer til, hvordan han ville tale om os og det fælles.
Jeg tænker, at min tale mere vil være en tale til og om ham. Jeg vil nemlig gerne dele, hvordan jeg synes, vi bliver vores bedste selv sammen med hinanden, og hvorfor jeg føler, jeg netop kan det med ham.
Jeg vil også gerne dele nogle af hans stærke sider med andre, fordi et par af dem har overrasket mig. Jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvordan har har fået så stor en indsigt i hvorfor mennesker handler, som de gør, men det har han.
Den indsigt brugte han for nylig til at hjælpe mig med at finde den rette afslutning på min roman ”Spor af længsel.” Jeg havde skrevet manuskriptet til historien over en årrække, og da jeg så for et par år siden tog fat i historien for at gøre den færdig, hyrede jeg en redaktør til at analysere manuskriptet. Hun skrev en del ting, jeg var enig i, og så skrev hun en ting, som jeg også var enig i, men som jeg ikke kunne knække. Hun skrev, at slutningen i manus ikke passede til tonen i resten af bogen. Slutningen var for voldsom på en forkert måde.
Jeg skrev og skrev og reviderede manus, men slutningen blev ved med at undslippe min skaberkraft som et dyr, man hele tiden er lige ved at fange, men hvor det undslipper hver gang.
Steen så at jeg nærmest sad og rev håret ud af hovedet på mig selv, så han tilbød sin hjælp.
Ok, sagde jeg, så vær sød at sætte dig ned.
Det gjorde han og så gik jeg i gang med at fortælle hvori mit dilemma bestod. Vi diskuterede frem og tilbage, han kom med forslag, vi diskuterede dem, jeg kom med forslag, vi diskuterede dem, og lige pludselig landede et af hans input midt i min kreative åre, og jeg røg lige i tasterne og i løbet af et par timer var bogen færdig.
Han udviste en dyb indsigt i menneskesindets kringelkroge. Og det er noget af det, jeg vil tale om, når jeg skal holde tale.
Men sig det ikke til ham, for det skal jo gerne være en overraskelse, hvad sådan en tale indeholder;-)

Du kan se nogle rigtig flottes fotos fra restauranten her.

En feminist i brudekjole?

Brudekjoler
Brudekjoler

Er du sikker på du vil være hvid brud? Har flere spurgt mig. De har spurgt med sådan en tøven i stemmen, som om de er i tvivl, om det er ok at spørge mig. Når jeg så spørger, hvad de mener, siger de, jamen du er jo feminist og sådan, så kan man så være hvid brud?
Ja, det kan jeg, er mit svar. Jeg er så bare en romantisk feminist.
Jamen er det muligt, spørger de?
Det er lige så muligt som at være en klog feminist eller en mindre klog feminist.
Eller en forfængelig feminist eller en feminist, som ikke går op i sit udseende.
Man kan også godt være en misundelig feminist og en generøs feminist.
Og man kan være en meget feminin feminist eller en mere maskulin feminist.
En feminist synes, at mænd og kvinder skal have lige rettigheder. Punktum.
Da feminismen fik vind i sejlene i 1960’erne var de kvinder, som gik forrest, kvinder som brød med alt det klassisk kvindelige. De smed bh’en, de lod håret gro vildt, de nægtede at være reduceret til sexobjekter. Og der var brug for at tale med så store bogstaver dengang.
Men det betyder ikke, at feminister i dag går uden BH og med udslået hår. Vi nægter stadig at være reduceret til et sexobjekt, men vi kan godt gå ind og ud af begæret, hvor man som kvinde skiftevis er genstand for mandens begær, og gør ham til genstand for ens eget.
Både mænd og kvinder kan være feminister. Det handler om, hvorvidt man mener, at mænd og kvinder skal have lige rettigheder. Og så handler det om at være med til at gøre opmærksom på, hvor det ikke er tilfældet i dag.
Det er en større opgave, for selvom vi er kommet langt på nogle punkter, er der stadig områder, hvor der ikke hersker lighed. Jeg vil gerne understrege at lige muligheder ikke er det samme om ensartethed.
En af udfordringerne når vi skal gør op med ulighederne handler at gøre op med nogle af de dybe prægninger, der ligger i både mænd og kvinder. Senest har man i USA fundet ud af noget interessant om storme. Man har fundet ud af, at både mænd og kvinder undervurderer en storms styrke, når stormen har en pigenavn. Det betyder at folk ikke beskytter sig selv og deres huse lige så godt, som når stormen har et drengenavn.
Jeg får lyst til at sætte fokus på, hvilke andre steder i samfundet denne opfattelse ligger til grund for vores disponeringer. Er det denne respekt for mandekønnet, der får redaktionschefer til  overvejende at bruge mandlige kilder i medierne? Er det derfor konferencearrangører især booker mandlige oplægsholdere? Og betyder det at kvinder skal opføre sig som mænd for at få respekt? Er det acceptabelt? Hvad nu hvis det var omvendt, så mænd skulle opføre sig som kvinder for at få respekt? Det lyder ikke rigtig rimeligt, gør det vel?
Så summarsummarum, man bliver ikke mindre feminist af at tage en hvid brudekjole på. Man bliver mindre feminist af at acceptere, at andre mennesker og de etablerede normer skal regulere, hvordan man klæder sig eller opfører sig. Frihed, lighed og respekt er nøgleordene for mig og feminisme:

  • Frihed til at klæde mig som jeg vil,
  • lighed i mulighederne for at udfolde mine talenter, og
  • respekt for mig og mine udtryk, som naturligvis skal fungere med respekt for andre.

Så når jeg skal giftes, vil jeg blive gift som en feminin feminist i brudekjole, hvor jeg fylder traditionerne uden at være slave af dem. Jeg tager det, jeg synes passer til mig og os og nyder det smukke i ritualerne, mens jeg nynner frihed, lighed og respekt.

 

En beslutning om dagen

Lyngby Kirke Foto: Steen Larsen
Lyngby Kirke
Foto: Steen Larsen

Der bliver ved med at melde sig beslutninger, som skal træffes, når man skal giftes. Jeg tænkte, at den store beslutning var kirke, rådhus eller noget helt tredje. Men det var bare den første af en række beslutninger.
Det næste man skal tage stilling til er hvilken slags fest, man gerne vil have. Steen og jeg blev ret hurtigt enige om at det skal være en hjertevarm fest, hvor vores familie og venner kan hygge sig med hinanden. Vi ville bare have et middagsselskab var vi enige om.
Indtil vi begyndte at lave en gæsteliste, for hvis alle vores venner og vores begges familie skulle med ville vi være nødt til at leje et slot. Det havde vi ikke lyst til.
Mine forældre har været så søde at tilbyde, at vi kan holde festen hos dem. Det havde vi allerede sagt ja til og der kan maks. sidde 80 mennesker til bords. Så det var vores maksimum antal gæster. Vi skyndte os derpå at invitere 95 mennesker.
Det gik først op for os senere, da folk havde tilmeldt sig og vi bliver 75 til middagen, at vi havde inviteret alt for mange. Nå, var de alle kommet, skulle vi nok have klaret det også på den ene eller den anden måde.
Men hvad gjorde vi så ved de ca. 100 mennesker vi også gerne ville have med til at fejre os? Steen havde sagt, at han ikke syntes, vi skulle holde en reception før middagen. Men da vi så på listen med alle de mennesker, gik det op for mig, at en reception allerede var ved at tegne sig på festhimlen.
Som tænkt så gjort: Først skal vi alle samles i kirken, derefter bliver der en reception for 150 mennesker og så bliver 75 af dem til middag.
Hver gang vi har truffet en beslutning føles det så også rigtig godt. Dels er vi et skridt nærmere brylluppet og dels har vi oplevet sammen at finde en løsning, vi begge er glade for. Og receptionen er vi glade for. Nu mangler vi bare stole, borde og service til dem alle, så det er den næste række af beslutninger.
Vi har tænkt på at leje det, vi mangler, men måske kan vi lige så godt købe de glas og tallerkner, det drejer sig om i en genbrugsforretning. Så har vi også service til den næste fest;-).

Hvis du har nogle erfaringer med det ene eller det andet eller et godt sted at leje tingene, hører jeg gerne fra dig.

Hvem kommer?

Tre generationer går tur Foto: Steen Larsen
Tre generationer går tur
Foto: Steen Larsen

Jeg ville ønske jeg kunne invitere vores gamle havemand P. Han hed vist nok Pedersen, og jeg var hans tro følgesvend, når han bevægede sig rundt på gården og ordnede ting og sager. Jeg var tre år gammel. Og efter mig kom katten, som godmodigt fandt sig i, at jeg løftede den i halen og klappede den hårdt på hovedet. P ville have nydt at deltage i mit bryllup.
Jeg ville også gerne invitere mine skægge onkler fra min mors side af familien, Allan og Carl Otto. De boede i Ribe med deres familier, og det var en fest, hver gang vi kom til byen. Ofte var det nok fordi vi netop kom til byen for at deltage i en fest. De kunne begge hver på sin måde skabe fest i gaden. Allans motto var, Det er nu vi lever! Og det råbte han gerne med en drink i hånden og sin dejlige kone Margit under armen, og så dansede de ellers videre til festen. Carl Otto var også mand for en god fest, og han forstod at holde taler og at inddrage andre i det sociale. Hans kone Kima var han også altid sød og omsorgsfuld overfor. Som barn og ung nød jeg deres selskab, og jeg er ked af at de har forladt planeten, så jeg ikke kan invitere dem med.
Mammy og Daddy ville også være selvskrevne. Det var min mormor og morfar, som blev kaldt Mammy og Daddy, fordi hendes mor kom fra York i England. Hun hed Lily Middleton og var kunstmaler, indtil hun mødte handelsmanden Hans Hansen, som kom fra Vejle, blev forelsket og flyttede til Danmark. Det engelske hang ved, og da jeg blev døbt, fik jeg også hendes navn.
Min fars familie burde også deltage. Min farmor Gunge, som jeg voksede op sammen med, da hun også boede på gården, ville have tilført selskabet et format, der ikke længere findes. En særlig elegance, en generøsitet og så en bestemthed, der gjorde, at man altid vidste, hvad hun ville, og var sikker på, at hun også nok skulle få det.
Mine to dejlige tanter og min onkel skulle også inviteres. Men min søde tante Julle er her ikke mere, så det bliver vanskeligt. Hendes skønne storesøster Judithe bor i USA, og jeg håber, at Steen og jeg kan være med til at fejre hendes 90-års dag til julen 2014, for hun synes, det er for langt at rejse, og det kan jeg godt forstå. I Canada bor min onkel Andy og tante Blanche. Han har også altid været mand for et festligt indslag. Om han lærte det på sit første job i Canada, hvor han var jernbanearbejder, og de første uger levede af gammelt brød og vand fra de store is stykker, som blev brugt til at køle jernbanen, ved jeg ikke. Det kan også være noget han lærte, da han blev sælger af fotoudstyr eller som guldsmed, som han uddannede sig til sent i livet. Jeg vil savne dem begge, fordi de ligesom alle de andre i min familie altid har været en del af mit liv.
Jeg ville også gerne invitere min kærestes far, Erik, men han gik bort for mange år siden. Ham ville jeg gerne have mødt, fordi jeg så ville forstå og fornemme min kæreste endnu bedre, tænker jeg.
Hans bedsteforældre ville også have en naturlig plads ved bordet. Og tanter og onkler, som han holder af, men som det ikke er muligt at få med.
Den familie man kommer af præger ens karakter. Og det gør den, hvad enten familien er meget til stede, som den har været i min familie eller ej. Mine forældre har altid nydt at fortælle familieanekdoter, og det tror jeg gav næring til min indlevelse og forestillingsevne – noget som jeg bruger den dag i dag, når jeg skriver bøger. For mig har det også tidligt skabt en stor kreds af omsorgsfigurer, som jeg som barn mærkede var der for mig. I takt med jeg voksede op, begyndte jeg at opleve dem mere nuanceret. Jeg mærkede, at de ligesom jeg, havde længsler. At de nogle gange lykkedes med deres forehavende, og andre gange ikke. Jeg følte, at nogle af dem kæmpede med den plads, de havde i søskendeflokken, andre faldt naturligt ind i forventningerne. Jeg oplevede også, at der var stærke viljer, som nogle gange krydsede klinger, så nærhed blev til fjernhed, måske blot for en periode, men dog med mange sårede følelser som resultat. Og så oplevede jeg en stor kærlighed, som gik på tværs af generationer. At have en stor familie lærte mig om mennesker og de mange muligheder vi har i livet, og de forskellige måder vi kan forvalte mulighederne på.
Jeg ville ønske, de alle kunne være til stede i kirken for at fejre mig og Steen og dermed sende os to og Clara godt i vej som familie.

 

Og så besvimede bruden

2013-05-31 10.47.29
Vi har fået fat i en wedding planner, som de siger i udlandet, og det er fantastisk. Hun hedder Pia, og hun vil stå for afviklingen af det hele, så når hun kommer lørdag formiddag på den store dag, skal min kæreste og jeg slippe kontrollen, og så tager hun og hendes assistent over. Jeg glæder mig til, det bliver den lørdag formiddag;-)
Hun var nervøs for at jeg ville have problemer med at give slip og forsikrede mig om, at hun har års erfaring i det her, og jeg skulle ikke bekymre mig. Jeg sagde, at hun heller ikke behøvede at bekymre sig, for jeg skulle nok give slip. Om min kæreste Steen så kan slippe, når vi kommer til den lørdag, er et andet spørgsmål. Han har nemlig betydelig mere styr på vores køkken, madvarer og logistik, end jeg har.
Hun spurgte også, hvilket slags bryllup, vi gerne vil have. Vi fortalte, at vi gerne vil have et nærværende, uhøjtideligt og dejligt bryllup, hvor tingene ikke kører op i en spids. Det glæder hun sig til at få til at ske. Hun spurgte også til vores ambitioner i det hele taget. Vi fortalte, at vi hverken er til guldkaret, limousine eller et udstyrsstykke, hvor udtrykket larmer højere end det indtryk, vi gerne vil have vores bryllup skal sætte hos deltagerne.
Pia fortalte om et bryllup, hun havde stået for at arrangere for et ungt par. Især bruden i parret gik meget op i at brylluppet skulle være helt perfekt. Hun mistede sågar appetitten i dagene op til brylluppet. Så oprandt den store dag. Det gik fint i kirken, og de kom hjem og gik til bords. Men midt under forretten kastede hun op og besvimede. Resten af sit bryllup tilbragte hun i sengen.
Sådan et bryllup skal vi ikke have! sagde Steen.
Jeg er helt enig. Samtidig mærkede jeg, at det at arrangere et bryllup er en lang beslutningsmølle omkring, hvad man synes passer til en selv, til partneren, til os begge to sammen, til det indtryk vi gerne vil gøre, til de signaler, vi gerne vil sende, og til de venner og familie, som vi gerne give en skøn fest.
Jeg er glad for, at jeg først bliver gift nu. Og jeg ved, at jeg har fravalgt et kirkebryllup tidligere, fordi jeg netop ikke syntes, jeg formåede at træffe alle disse signalbeslutninger og være rimeligt sikker på at jeg ville være tilfreds med dem senere.
Jeg så på min kæreste, som vi sad der i haven, og mærkede, at der er plads til at træffe de forkerte beslutninger og sende vildfarne signaler. Har du erfaring med at have truffet de rette eller netop ikke de rette signaler til dit bryllup? For så hører jeg gerne om dine erfaringer. Jeg er især interesseret i at høre, om der var noget i forbindelse med dit bryllup, som overraskede dig.