Category Archives: Uncategorized

Frankfurt bogmesse

Er for første gang på bogmesse i Frankfurt! Jeg har hørt om denne messe i 30 år, og det er en stor oplevelse endelig at besøge messen. Og fornøjelsen er endnu større fordi mit amerikanske forlag har inviteret mig, og min roman “One Woman Three Men” er repræsenteret på en stand, hvor Nigel har møder med internationale forlag fra morgen til aften!

Frankfurt bogmesseNigel på Frankfurt bogmessen

Om Pouline Middleton

For English click here 

Pouline Middleton udkom i foråret 2016 på det amerikanske marked med romanen “One Woman Three Men”.

Hun har skrevet tre romaner på dansk, hvoraf især to af dem har skabt en del debat. Hun har også skrevet en håndbog. Hun har desuden bidraget til et par antologier, hun har redigeret et par bøger, og hun har arbejdet med manuskripter til film, tv-serier og web historier.

Hun tager hver gang på nye måder livtag med det moderne livs mange muligheder og udfordringer. I romanen En kvinde tre mænd handler det om at udskifte det traditionelle parforhold med tre mænd: en til snak, en til sex og en til praktisk arbejde. I romanen Gå efter guldet lærer en ung kvinde hvordan man skal gebærde sig som udstationeret i en fremmed kultur, hvad enten man arbejder i Hong Kong eller i Søborg.

En mastergrad i økonomi har givet Pouline Middleton en analytisk tilgang til tingene, som hun kombinerer med en stadig undren over, hvordan verden er skruet sammen, og en indlevelse i hvordan vi som mennesker gør vores bedste for at tackle vilkårene.

“Spor af længsel” er raffineret spændende. Ikke krimiagtigt. Men man må kende sammenhængen og drives frem, alt imens man bliver klogere – også på sig selv, siger Else Togo.

Man kan læse historierne, og man kan bruge dem som inspiration til, hvordan vi kan ændre nogle af de uhensigtsmæssige måder, verden fungerer på i dag.

Romaner og en håndbog – læs mere her

  • Spor af længsel (2014)
  • En kvinde tre mænd (2010)
  • Gå efter guldet (2002)
  • Syv veje til kærligheden – en håndbog (2014)

Antologier

  • Interviewet til bogen Next step, kvinde (2010)
  • Bidragyder til antologien Fem@il (2000)

Redaktør

  • Redaktør på romanen En mand tre kvinder af Peter Jørgensen (2010)
  • Redaktør på bogen På et bjerg skændes man ikke af Jette Lind Johansen (1998)

Film, tv-serier og webisodes

  • Manuskript til en tv-serie baseret på romanen En kvinde tre mænd sammen med producer Camilla Oppenhejm (2013-14)
  • Filmmanuskript med det engelske filmselskab AMC Pictures, for at producere en spillefilm over En kvinde tre mænd (2011)
  • Producer på opstart af det digitale indholdsunivers Cloud Chamber, der var nomineret til Power to the Pixel prisen i London 2011. Producent Vibeke Windeløw, instruktør Christian Fonnesbech.
  • Manuskript til webisodes med Oscar Film og instruktøren Kari Vidø med henblik på at udvikle et online univers baseret på En kvinde tre mænd. Fik støtte fra New Danish Screen, DFI (2012)
  • Forfatter og producent på den første danske blogroman  www.enkvindetremaend.dk. Blogromanen udkom fra 10.4-25.06.10. Herefter udkom den som trykt bog, og 2. oplag udkom 26.11.10.
  • Manuskript My Spy (2003 + 2010). En ungdomsfilm om den kolde krig. Jeg skrev manus til denne historie i 2003 på manuskurset NorthbyNorthwest. Jeg har siden udviklet manus i dialog med Zentropa og to forskellige mulige instruktører. Og jeg har samarbejdet med producer Gina Fegan, Pinewood Studios, UK om at skabe et tværmedialt univers omkring spillefilmen. (2010)
  • Øen og skønheden, en spillefilm om en pige på 14, der bliver tvunget til at deltage i den skønhedskonkurrence hendes mor vandt som ung og som udvikler en spiseforstyrrelse af det.
  • Hovedstad, en animationsfilm, om at viden lagrer sig som højhuse i hovedet, og hvordan fire børn skal løse en krimigåde, hvor de er nødt til at finde nogen med andre højhuse end dem selv, for at løse gåden.
  • Manuskripter til en række afsnit af tv-serien Hvide Løgne, som blev sendt på TV3 (1998)

Legater, kurser og stipendier

  • Redaktørlegat fra Dansk Forfatterforening til revision af en krimi, hvor religion spiller en central rolle ( 2015)
  • Klitgaarden legat til et to ugers ophold på kunstnerrefugiet Klitgaarden i Skagen (2005 + 2007)
  • Hald Hovedgaard legat til en uges ophold på Hald Hovedgaard i Viborg (2003 + 2008)
  • Deltagelse i det anerkendte 3 uger lange kursus for manuskriptforfattere NorthbyNorthwest (2003)
  • Statens Kunstfonds 2-årige stipendium indenfor film/teater (1998)
  • Legat fra Dansk Kvindesamfund til at udvikle manuskript til en spillefilm der hed “Øen og skønheden” om en ung pige, der presset af moren ambitioner udvikler en spiseforstyrrelse (1998 )

Skal der stå “ligestilling forbudt” på soveværelsesdøren?

Foto: Steen Larsen
Foto: Steen Larsen

Modne kvinder er træt af gentleman sex. Det er der åbenbart blevet lavet en undersøgelse, som viser. Kvinderne længes i stedet efter at mærke mandens begær, og det må gerne være vildt.

Jeg kan ikke lige nu finde et link til undersøgelsen, som blev omtalt på radioen, men poster det, når jeg finder det.

Undersøgelsen fortalte, at gentleman sex er den form for sex, hvor manden er meget optaget af kvinden og hendes begær. Han gør, hvad han kan, for at hun skal komme, og først når det er sket, kommer han selv. Og det er denne form for sex, som kvinder åbenbart er blevet trætte af. De længes efter at mærke mandens begær og jo vildere, jo bedre.

Det var en mand, jeg havde til bords til en middag, som fortalte mig om undersøgelsen, og han var temmelig frustreret over den. Han synes, det er svært at være mand, når han i så mange år har fået at vide, han skal sørge for kvinden og være hensynsfuld, og så efterlyser hun nu det stik modsatte. Han føler sig temmelig tøvende overfor, hvad han skal gøre for at dyrke denne vildskab.

Jeg kan godt forstå hans frustrationer, for det er ikke rart at få at vide ens anstrengelser er overflødige, ja måske endda direkte modvirker den effekt, man gerne vil opnå, som her er at tilfredsstille sin kvinde.

Vi talte videre om emnet og andre deltog også i samtalen. Da jeg gik der fra, tænkte jeg, at samtalen i høj grad bar præg af, at den ligestilling mellem kønnene, som efterhånden er helt naturlig i dagligdagen, også har invaderet soveværelset. Der er mange grunde til, at det er sket, som jeg ikke vil komme ind på her. Men jeg vil gerne pointere, at man fint kan respektere sin kvinde og beundre hende for hendes mod og handlekraft i dagliglivet uden at denne respekt behøver at begrænse sexlivet. Naturligvis er respekt et grundvilkår, men respekt betyder ikke, at alle beslutninger skal vedtages på forhånd og at der skal være enighed om, hvordan seksualiteten skal udleves.

Sex er en potentielt voldsom kraft, der handler om nydelse, egen og gensidig tilfredsstillelse, besiddelse, magt, sensualitet og så videre. Det mest varierede sexliv får man, hvis begge parter kender sig selv godt. Det betyder, at man både skal kunne mærke sit eget begær uden hensyn til, hvad den anden længes efter og har behov for, og man skal kunne lytte og mærke efter, hvad den anden længes efter og har behov for. Nogle gange dyrker man sex med sig selv i fokus, andre med den anden i fokus, og nogle gange skifter fokus flere gange i løbet af akten.

Tilbage til min ven. Når han mestrer gentlemansex, er det jo fint, for så kan han halvdelen af det, der er brug for. Men hvis han vælger kun at fokusere på gentlemansex fremover, begrænser han deres fælles seksuelle råderum.

Samtidig kan man sige, at det er svært at have vildmandssex, hvis man ikke kan finde sine nosser. Og hvis en mand ikke kan finde dem, kan hans kæreste jo slet ikke. Hvis en mand vælger også at stå ved sit eget egoistiske begær og tage sin kvinde, så hun kan mærke, hvad han vil med hende, så udvider han deres fælles seksuelle råderum. Det kan endda være hans kæreste begynder at stå ved flere sider af sit egoistiske begær, og dermed bidrager hun til at udvide råderummet.

Så held og lykke med at udforske eget begær, og pirre kæresten til at mærke sit, så alt det I kan og vil og længes efter kan blive til glæde for begge parter. Og hvis det er svært at ændre vanerne, kan I prøve i en periode at skrive ”ligestilling forbudt” på soveværelsesdøren og ”ligestilling påkrævet” på alle andre døre;-)

 

Nogle gange vil mænd bare kæle

Hvornår vil en mand have sex? Hver gang, er der nogen, der siger. Men det passer ikke. Nogle gange vil mænd bare kæle. Det har jeg fundet ud af i voksen alder, og det har givet mig adgang til en side af mig selv, jeg har længtes efter.

Hvorfor skal man kæle? Det skal man, fordi det er dejligt. Det giver glæde, velvære og gensidig nydelse. Det lyder jo meget godt. Men det stod i lang tid ikke på min lystdagsorden. Når en mand rørte mig, tog jeg hurtigt stilling til, om jeg var i humør til sex. Var jeg det, kælede jeg tilbage, og så var forspillet i gang. Og når jeg begyndte at kæle med ham, var det, for at det skulle føre til sex.

Det var ved at leve mit kærlighedsliv mere bevidst og nært, at jeg fik øje på, at kæleri ikke altid er målrettet. Det ledte til flere erkendelser:

Når kæleri ikke altid er lig med forspil, har jeg nok en del gange misforstået mænd og er blevet irriteret over, at de hele tiden tænker på sex, når de måske i virkeligheden var kælne.

Da vi lever i en kultur som ikke lærer drenge, at sætte præcise ord på deres følelser og lyster, blev jeg ikke rigtig hjulpet til erkendelsen af de mænd, jeg kendte.

På afstand kan jeg se, at jeg nok også fjernede kategorien kæleri fra det mulige, for så slap jeg for at tage stilling til, om det var kæleri eller forspil, der var i gang. Det føltes nemmere bare at se det hele som forspil og så tage lystmæssigt stilling til det. Men derved ignorerede jeg, at jeg måske havde behov for kæleri nogle gange og forspil andre gange. Jeg ignorerede også, at den mand, jeg var sammen med, kunne have to forskellige behov.

Jeg følte også at kæleri, der ikke ledte til samleje, var sådan lidt mislykket kontakt. Vi havde jo ikke nået målet.

Jeg kan se, at jeg har snydt mig selv for en masse sanselighed over årene, samtidig med at jeg har gået og længtes efter mere nærhed. Det har været interessant at opleve, hvordan jeg fik fat i det, jeg længtes efter, da jeg gik fra at fokusere på målrettet sex, hvor orgasme var målet, til at lade den sensuelle oplevelse i nærhed med den anden brede sig.

Man kan godt have et samleje uden at nå hinanden. Men det er svært at ligge og kæle uden at nå hinanden. Personligt blev jeg helt overvældet af, hvordan den sensuelle væren med hinanden skaber et rum, der er mindre spækket med forventninger og præstation, hvor man kan slippe kontrollen – og så kan alt jo ske.

Hvordan fungerer kæleri for andre uafhængige, moderne, stærke, selvstændige kvinder? Står det på deres lystdagsorden? Kan stærke kvinder være i deres bløde side og udvise nænsomhed og sanselighed, eller er berøring altid en målrettet aktivitet, sådan som det var for mig? Der er uden tvivl forskel på kvinder, men er der mon blandt stærke kvinder en overvægt indenfor det ene eller det andet?

Hvad enten du er en stærk kvinde eller en stærk mand, så prøv at mærke efter næste gang du bliver berørt, om du vil kæle bare for at kæle, eller om kæleri for dig altid er en målrettet aktivitet, der gør kæleriet til forspil. Og spørg din partner om der er forskel. God fornøjelse med kæleriet!

Vi har kun et liv

Jeg elsker Danmark, men nogle gange ville jeg ønske vi kunne tænke større, videre og bredere, så vi kan leve det ene liv, vi lever her på jorden som hele mennesker.

En af mine idoler er lysmageren og debattøren PH. Han blev kendt på at sprede lys over land, der ikke blændede, at skrive om dem, der binder os på mund og hånd under besættelsen og han var en frontløber, længe før det begreb var opfundet, i at udbrede det seksuelle frisind. Som jeg fortolker ham og hans liv, levede han med bevidstheden om, at vi kun lever en gang.

Hans mor var en forfatter, der hed Agnes Henningsen. Hun levede også livet, som hun syntes det skulle leves uden at holde sig inden for datidens normer. Hendes livsfilosofi var som følger: ”Jeg vil, at livet skal tage mig så stærkt, at jeg nedbøjes eller opløftes, så der ikke er tankerum i mit sind for andet end det, der løfter mig op, eller det, som bøjer mig ned: Jeg vil smelte ud i min kummer eller brænde sammen med min glæde”.

Jeg tilslutter mig fuldt og helt. Men samfundet har desværre ikke har brug for, at kvinder og mænd lever på denne måde. Samfundet har brug for, at vi lægger låg på alt det store, overvældende og omkalfatrende, at vi retter ind til højre og udfører vores job fra 8-16 og betaler vores skat og dyrker vores motion og opdrager vores børn.

Jeg undrer mig over, hvordan samfundet er blevet så småborgerligt og konformt. For denne udvikling har ført til at livet leves i parallelsamfund. Vi lader nemlig kun som om, vi er småborgerlige og pligtopfyldende og til at regne med, for de mange nye muligheder for oplevelser og intense møder bringer os jævnligt i kontakt med vores dybeste længsler. Når vi oplever, at det er svært at holde længslerne tilbage, så vi gør noget, der kan føles fantastisk, men som vi bagefter er nødt til at ignorere, for det passer ikke ind i den småborgerlige ramme.

Det kan være, at vi har en helt fantastisk seksuel oplevelse, som vi er nødt til at tie omkring, ja måske sågar lyve for vores partner omkring, selvom den gør sexlivet mellem de to bedre; eller at vi sidder en hel aften og nyder en middag med en kollega og i glæde over den dejlige kontakt og stemning kysser vi hinanden til sidst, og det taler man så heller ikke om, men skjuler glæden; Det kan også være vi laver lidt sorte penge, som vi så bruger til at starte en ny forretning op, hvor vi kan ansætte to personer, det må også være skjult; og hvad med at tage en ”sygedag” fra arbejdet, fordi ens børn trænger til at være sammen. Fyld selv flere eksempler på…

Hvorfor skal det være så svært at stå ved mange af de behov, man har som menneske? Hvorfor skal vi tvinges ud i at gøre disse ting i det skjulte og blive flove over dem, når de kan give os en dyb indre glæde? Hvornår sagde vi ja til det småborgerlige, konforme liv?

Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik noget mere fleksibilitet over hele linjen, og at vi åbnede op overfor at forvalte vores fælles værdier på nye måder. Jeg kunne godt tænke mig, at alle i hele samfundet gik ned på en 30 timers arbejdsuge, lige fra statsministeren til rengøringshjælpen. At alle betaler skat baseret på, hvad deres arbejder bidrager med af værdi til samfundet. Bidrager det med lidt værdi, skal de betale en høj skat, bidrager det med meget værdi, betaler de en lavere skat. Værdi skal naturligvis defineres nærmere, det er en del af forandringen.
At vi kan dyrke behersket motion og spise grønt, fordi det simpelthen er billigere, da sunde fødevarer er uden moms, hvorimod alle fødevarer med et højt fedt eller sukkerindhold har 40% moms.
At vi opdrager vores børn, men også tilbyder dem andre rammer at vokse op i end midt på den kampplads, som to menneskers stadig uenigheder om, hvilke normer, der skal gælde, er. Og så videre…fyld selv andre muligheder på her.

Man kan ikke vende en skude på kort tid, men jeg vil via foredrag, saloner og indlæg i debatten gerne bidrage til, at vi kan skabe et liv, hvor der er plads til os som hele mennesker, der har et liv at leve og derfor gerne vil leve det fuldt og helt, ikke stykkevis og delt.

Er den personlige frihed mulig?

Suzanne Brøgger er et levende ikon, som jeg har forholdt mig til igennem mange år. Mandag den 4.2 var jeg med til at fejre ikonets 40 års jubilæum for udgivelsen af hendes bog ”Fri os fra kærligheden”. Til et arrangement i den anledning på Den Sorte Diamant talte hun om stoltheden og glæden ved at være kvinde. Forfatteren fortalte, hvordan hun dengang havde ambitioner om at ændre samfundet ad erotisk vej. Der skulle fx oprettes et erotisk klimaministerium, et erotisk kulturministerium og så videre. Suzanne Brøgger fortsatte med at sige, at vi siden dengang har mistet fantasien til at forestille os, at samfundet kan være anderledes, end det er. Det synes jeg, hun har ret i. Dengang var de personlige ambitioner store og samfundsomvæltende, i dag er personlige ambitioner kun personlige. Ansvaret for at klare sig i samfundet er også blevet personligt. Selvom vilkårene for, hvordan man klarer sig er strukturelle.

Denne interesse for hvorfor verden er, som den er, og om vi kan forhandle om det på en anden måde, spurgte hun allerede tidligt i livet sig selv og andre om. Og det gør hun stadig. Det er jeg enig med hende i. Men jeg er ikke sikker på personer, som er i 20’erne i dag er enige. Spørger de sig selv og hinanden om, hvorfor verden er som den er, og om den kunne være anderledes?

Et andet interessant træk, som Suzanne Brøgger var frontløber for var, at hun i sine bøger viser, hvordan identiteten bliver til i et socialt rum. Siden har forfatter Karl-Ove Knausgård med Min Kamp i seks bind og andre forfattere udfyldt det rum med deres sociale identiteter. Vi respekterer dog stadig mere mænd, som fortæller om deres lille liv og intime betroelser, end vi respekterer kvinder, der gør det samme. Hvorfor er det sådan, kan man spørge med Suzanne Brøggers spørgelyst i mente?

Suzanne Brøgger var også tidligt på jagt efter svaret på, om friheden kan lade sig gøre. Og hun fortsatte med at jagte svaret i bøger og artikler. Fra scenen i mandags måtte hun konstatere, at frigørelsen nok ikke kan lade sig gøre. For når man gør op med et sæt regler og begrænsninger og skaber en ny situation, vil den, før man har set sig om, blive indhyllet i andre regler og begrænsninger.

Jeg oplever nok mere at der er sket en nuancering, så vi i dag er mindre naive omkring friheden. Dengang troede man total frihed var svaret, når man forsøgte at gøre op med snærende regler og bånd. Men svaret var, at man bruger friheden til at gøre op med det, man ikke ønsker og dernæst selv skaber de nye former, som man ønsker at lave under. Det er også det, vi er i gang med på kærlighedens område: at gøre op med de idealer og forestillinger, som vi ikke længere synes passer til vores måde at leve sammen på.

Forfatteren Josephine Klogart spurgte, om Suzanne ikke var meget træt af alle de kampe?
I generationen før hende var kvinderne forvirrede, forstyrrede og suicidale, svarede Suzanne. Og flere af dem begik rent faktisk selvmord. Suzanne oplevede, at hendes generation altid havde skullet kæmpe, men det var egentlig ikke det, der kunne trække tænder ud. Det, som det tog kræfter at vænne sig til, var latterliggørelsen. For at modstå den er det vigtigt at have en tyngde et andet sted end i det offentlige rum, forklarede hun.
Dette punkt gjorde mig trist at høre, for jeg oplever stadig at kvinder oftere end mænd bliver latterliggjort i det offentlige rum. Senest Statsminister Helle Thorning-Schmidt, der blev latterliggjort, fordi hun hilste på tv-stjernen fra Sex and the City Sarah Jessica Parker, eller de stadige mængder af nedgørende kommentarer til kvindelige politikeres påklædning. Jeg havde nok forventet, at vi var kommet lidt længere i at gøre plads til både de maskuline og de feminine værdier i samfundet.

Den svenske professor og feminist Ebba Witt-Brattström, der interviewede Suzanne Brøgger, opfordrede til, at vi skal fortsætte med at diskutere livet, kærligheden og politik på samme tid, som Suzanne hele tiden har gjort. Salen, der var fuld af velvillige mennesker, klappede. Det gør jeg også.

50 Shades of What?

Lillian Munk Rössing har skrevet en interessant anmeldelse af 50 Shades of Grey i Politiken i dag  Det undrer mig dog, at anmelderen, der ellers er velbevandret ud i køn, seksualitet og analyser af samme, ikke evner at møde værket på dets præmisser. Hun bemærker ganske rigtigt at hovedpersonen i bogen Anastasia er 20 år gammel og jomfru og manden Christian Grey er 27 år gammel. Derefter kritiserer hun bogen for ikke at spejle hendes egen seksualitet som 44-årig og for ikke at forholde sig filosofisk til sadomasochisme.

Jeg synes følgende analyse er mere interessant: Kvinder har i løbet af de sidste 40 år fået mere og mere frihed økonomisk, socialt og seksuelt. Det seksuelle er det, der har taget længst tid, og frigørelsen eksisterer stadig især på det private plan. I det offentlige rum er der stadig kun pæne kvinder, der får respekt, og den kvindelige seksualitet behandles som et stedbarn. Man vil ikke rigtig vedkende sig den, og når man gør, bliver man angrebet, se fx Iben Mondrups kronik i Politiken den 25.08.12 med titlen ”Kvinders blikke og fantasier om pikke”, og fx læserbrev om samme i Politiken i dag. For at forstå 50 Shades of Grey og dens succes, må man forstå dette stedbarn, og psykoanalysen er redskabet til netop dette.

 

Indenfor psykoanalysen har man defineret, at hvis man fx som 17-årig har undertrykt sine følelser i forhold til sin egen seksualitet, så vil man måske som 42-årig, hvor man beslutter sig for at bearbejde denne fortrængning, være nødt til at rumme sig selv som 17-årig og udvikle sin seksuelle modenhed derfra.

Lad os nu for analysens skyld prøve at antage, at mange kvinder i vores kultur har lagt låg på deres seksualitet som 20-årige, fordi det mere eller mindre bevidst netop i de år er gået op for dem, at den patriarkalske kultur ikke kan rumme den kvindelige seksualitet i al sin magt og vælde. Der er naturligvis også de kvinder, som har fundet modet og udlevet voldsomheden, men de er ikke i fokus i denne sammenhæng.

De mange middelklassekvinder jeg taler om her, har vurderet at overmagten var for stor til at det var kampen værd, eller modet har svigtet. De har i stedet lagt låg på seksualiteten og kun udlevet den på pæn missionærvis. Så en dag får de en bog i hånden som møder dem netop der, hvor de slap seksualiteten, nemlig som 20-årige og stort set jomfru, dvs. Uden de store erfaringer i at udleve erotisk voldsomhed, i at udfordre egne grænser og i at tage den ultimative kontrol over en mand. Denne bog pirrer dem, og idet de i bogen får redskaber til at udfordre nogle af de grænser den 20-åriges seksualitet ligger under for, iler de ned i byggemarkedet og køber reb og kæder.

Jeg vurderer, at der er en høj grad af sandsynlighed for, at 50 Shades of Grey lander netop der, hvor rigtig mange kvinder i den vestlige middelklasse er i deres seksualitet, og at bogen giver redskaber til at udforske seksualiteten netop som seksualitet, krop som krop, udforskning af kontrol og grænser, og ikke nødvendigvis med et krav om sanselighed og forelskelse for at opleve lyst og lykke. Bogen tilbyder middelklassekvinder en indgang til at løfte det seksuelle råderum fra det 20-årige stadie, stedbarnet har været strandet på, til den alder og modenhed  kvinderne faktisk har. Jeg vil anbefale, at man læser bogen på de præmisser, også selvom man selv er 44 år gammel og længes efter at læse en helt anden bog;)

Om begær og kærlighed

I artiklen i Information skelner Badiou markant mellem begær og kærlighed:

”Mens begæret fokuserer på den anden, og altid på en fetichistisk måde og på bestemte objekter som bryster, balder og pik, fokuserer kærligheden på den andens væsen, på den anden, som bevæbnet med sit væsen er brudt ind i min tilværelse, der derfor bliver forstyrret og omarrangeret…”

Begæret fokuser på den anden og bestemte objekter, siger han, og rører dermed ved den primære anke overfor begær, som man kan have: man føler sig som et objekt, der bruges til at tilfredsstille den andens (egoistiske) begær. Nogle gange kan det i sig selv være frækt, men hvis samlivet kun byder på den form for samvær, kan man opleve, at kærligheden fordufter.

Om kærligheden siger Badiou, at den fokuserer på den andens væsen, som bryder ind i ens tilværelse og ændrer og forstyrrer tingene, i og med der skabes en fælleshed. Man kan opleve, at det især er den ene der braser ind og fylder med alle sine problemer og hele sit væsen. Så vil man efterhånden opleve, at kærligheden fordufter.

Når den ene fylder med sit væsen og derefter fylder den anden, og så fylder den ene igen, og de to væsener slynger sig omkring hinandens begær, og kroppene følger det ene intense åndedræt, og så det andet og så det ene igen, og man involverer sig hver for sig og sammen, favner den andens problemer, giver plads til forstyrrelsen og det væsen, der kom med den, ja, så kan kærligheden gro.

Det lyder nemmere end det er. Og som Badiou siger i interviewet mangler vi redskaber til at tackle hedonismen efter 1968, hvor moral og seksualitet blev frakoblet hinanden, begæret kom i højsædet, siden sat på et internet, der bugner af seksuelle fristelser og mødesteder, ja senest et datingsite, der tilbyder affærer til gifte personer for at få spænding i hverdagen. Når man oven i det kobler, at mennesker udvikler sig livet igennem og derfor hverken kan give eller modtage kærlighed på samme måde, når de er 18, som når de er 70, ja så står det klart, at vi behøver nye redskaber til at rumme den anden og hele hans væsen,  så den kærlighed vi længes efter dybt i vores sjæle kan vokse mellem sjæle.

Ytrings fri

 

 

 

 

 

 

 

 

Nobels fredspris blev i 2011 givet til den yngste nogensinde, som er en kvinde: menneskerettighedsaktivisten Tawakkul Karman. Hun har i en del år været aktiv i demokratibevægelser i Yemen, og er blevet fængslet for det i flere omgange. Tawakkul Karman blev tildelt prisen i 2011 sammen med Leymah Gbowee og Ellen Johnson Sirleaf for »den ikke-voldelige kamp, de har kæmpet for kvinders sikkerhed og for retten til at deltage i fredsarbejde«.

Jeg mødte hende til en reception hos den amerikanske ambassadør i Danmark Laurie S. Fulton den 16.4. Det gjorde indtryk.

Til receptionen introducerede ambassadør Laurie S. Fulton Tawakkul Karman og påpegede blandt andet, hvordan nobelprismodtageren kæmper for det demokrati, vi andre mere eller mindre tager for givet. Og så gav hun ordet til Tawakkul Karman, der med karisma takkede for invitationen. Hun fortalte derefter kort om, at for hende drejer det sig om at vinde ”The Victory of Values”, og målet er at redde menneskeheden. Hun understregede, at den arabiske revolution kun kan vindes, hvis kvinder og mænd samarbejder om det. Vi skal stræbe efter ”A new identity which is human and a new land which is the world”, sagde hun. Hun sluttede med at opfordre mennesker til ikke at være bange. På trappen midt i ambassadørboligen virkede det stærkt, at høre noget meget enkelt og selvindlysende blive sagt af en 34-årig kvinde, der har været i fængsel gentagne gange for at sige netop sådan.
Straks efter bifaldet kommenterede en ca. 55-årig mand, der stod bag mig, at det da godt nok var to stærke kvinder, og det gentog han tre gange, mens han rystede på hovedet. Jeg fik ikke talt med ham, da der kom en og trak mig væk, men hans reaktion sad i mig efterfølgende. Tænk hvis jeg efter at have hørt to mænd tale i 10 min. rystede på hovedet og tre gange sagde Det var godt nok to stærke mænd – lidt utænkeligt ikke?

Så mødte jeg en direktør og en tænketankdirektør og en interessant samtale om at kæmpe for demokrati med friheden som indsats begyndte. Den handlede om, hvor langt vi ville være villige til at gå, hvis vores udtalelser kunne få sådanne konsekvenser. Det tænkte jeg også over bagefter. Jeg bilder mig ind, jeg ville være villig til at gå rimelig langt. Men jeg ved det ikke. Prøv at overveje, hvor langt du er villig til at gå, hvis markeringen af et synspunkt bliver det element, der gør, at du ikke kan bevæge dit frit på gaden, at du kun kan stole på de allernærmeste, og at du kan ryge direkte i fængsel hvert øjeblik, det skal være.

Jeg kørte hjem og følte en dyb taknemmelighed over at være ytrings fri og leve i en kultur, hvor man kan komme til orde uden at komme i fængsel. Jeg tilslutter mig hermed kampen for ”The Victory of Values” worldwide.