Tag Archives: feminisme

Tre mænd og mig

Romanen "En kvinde tre mænd", som er inspireret af mine erfaringer
Romanen “En kvinde tre mænd”, som er inspireret af mine erfaringer

Flere læsere af denne blog har spurgt mig, hvad der har fået mig til at skifte fra tre mænd til én mand. Så det vil jeg gerne fortælle lidt mere om. I dag handler det om, hvordan jeg fandt på  modellen med de tre mænd. I løbet af de næste dage vil jeg skrive mere om skiftet fra tre til én.

Da jeg blev skilt for en del år siden, oplevede jeg, at der var ret mange udfordringer omkring kærligheden, som jeg ikke bare kunne løse ved at finde en ny mand. Det var nogle  udfordringer, som havde med mig at gøre og andre udfordringer, der havde med mænd at gøre. Det havde også med omverdens forventninger til kærlighedslivet at gøre.

Jeg var ked af, at mit ægteskab var gået i stykker, og jeg bebrejdede både mig selv og min eksmand for det. Jeg forstod ikke helt, hvad der var gået galt, men ved at bearbejde erfaringerne, fandt jeg ud af nogle af grundene til det. Jeg fandt fx ud af, at jeg havde svært ved at skelne mellem mine og min partners behov og handlinger og følelser. Jeg blandede det hele sammen og drog ikke ham til ansvar for hans handlinger. Jeg stod så til gengæld på mål for både mine og hans handlinger, følelser og behov. Det var meget anstrengende i længden.

Jeg syntes, at der var og er mange dejlige mænd ude i verden, men jeg synes ikke jeg var så god til at få min vilje med en mand og bevare respekten for både ham og mig.

Jeg synes også, at der var en forventning fra veninder, familie og kollegaer om, at man skal have en kæreste for at være en der er lykkedes med livet. De to ting gjorde at jeg holdt mig tilbage fra at begynde at date igen.

Et andet punkt, der frustrerede mig, var, at der var forskellige forventninger i samfundet til mænd og kvinder. Det synes jeg stadig, der er. Fx dominerer mænd ofte sociale situationer med at tale om det, som interesserer dem. Og jeg faldt meget nemt ind i rollen som den lyttende søde kvinde, der nikkede og gav ham nye stikord, så han kunne fortsætte.

Jeg lagde også mærke til, at jeg var meget mere handlekraftig og havde fokus på at nå et resultat, når jeg var sammen med kvinder end med mænd. Og jeg gjorde for ikke at provokere mænd.

Disse forhold og flere til ville jeg gerne gøre op med, men jeg vidste ikke rigtigt hvordan.

Da jeg så begyndte at se mig omkring på datingmarkedet, blev jeg også irriteret over den måde, det fungerede på: som kvinde kan man få masser af mænd, hvis man bare vil have sex, og lader som om man ikke får det, mens udvalget er betydeligt mindre, hvis man vil have en ansvarlig mand, som er interessant at tale med, og som kan få fingrene ud og bidrage til at skabe en fælles base uden at brokke sig over tranlampen, der bestemmer det hele derhjemme.

Da jeg havde gået og spekuleret over flere af disse forhold, besluttede jeg mig for at gøre som mændene gør: at sætte mig selv i førersædet og lede efter det, jeg havde brug for til at opfylde mine behov. Jeg definerede, at mit behov for en mand, især handlede om tre områder: snak, sex og praktisk arbejde.

Jeg fik så ideen at udskifte modellen med den eneste ene ud og i stedet lede efter tre mænd: en til snak, en til sex og en til praktisk arbejde.

Der kom en masse svar og jeg gik på dates, der var gode og sjove for min model førte til, at vi havde interessante samtaler allerede på første date. Jeg følte også en stor frihed, fordi jeg ikke var forpligtet til at gå længere med hver mand, end den rolle, han havde sagt ja til, berettigede til. Det betød, at jeg fik plads til at mærke mine egne behov. Det at have en mand, som kom og var praktisk betød også at jeg skulle være ret klar på, hvad jeg gerne ville have, vi skulle lave sammen, eller som han skulle lave for mig. Han fik varm aftensmad og øl for det.

En anden interessant oplevelse var, at de fleste mænd gerne ville i kassen med mig – surprise, Watson! Og nej, det var jo ikke den store overraskelse, men da jeg ikke havde lovet andet end sexpartneren en tur i høet, følte jeg mig i min gode ret til at sige nej. Interessant nok førte det til, at jeg blev meget bedre til at mærke, hvornår jeg havde lyst til at sige ja og til hvad.

Det var også en god oplevelse at dyrke sex med en, jeg ikke var forelsket i. Det havde jeg prøvet før, men så var det ofte blot en engangsoplevelse. Her kunne vi gøre det flere gange, og lære hinandens kroppe og behov at kende ,og jeg kunne mere frit udforske grænserne i mit eget begær, fordi jeg ikke var så sårbar for, om han blev sur og slog op.

Tre mænd modellen hjalp mig til at holde fast i det, som er vigtigt for mig, også selvom andre synes, jeg hellere skal bøje mig. Jeg er blevet meget bedre til at adskille mine og andres handlinger, behov og følelser og til ikke at føle mig ansvarlig for andet end mit eget. Jeg har også fået trænet mine evner til at få min vilje og bøje af. Det gør jeg ved at holde fast på de punkter, som jeg kalder kærlighedens kompromisfrie zoner, og se stort på resten. Ved at have tre mænd har jeg fået en meget anderledes tilgang til kærligheden, og min livstilfredshed er steget markant.

 

En feminist i brudekjole?

Brudekjoler
Brudekjoler

Er du sikker på du vil være hvid brud? Har flere spurgt mig. De har spurgt med sådan en tøven i stemmen, som om de er i tvivl, om det er ok at spørge mig. Når jeg så spørger, hvad de mener, siger de, jamen du er jo feminist og sådan, så kan man så være hvid brud?
Ja, det kan jeg, er mit svar. Jeg er så bare en romantisk feminist.
Jamen er det muligt, spørger de?
Det er lige så muligt som at være en klog feminist eller en mindre klog feminist.
Eller en forfængelig feminist eller en feminist, som ikke går op i sit udseende.
Man kan også godt være en misundelig feminist og en generøs feminist.
Og man kan være en meget feminin feminist eller en mere maskulin feminist.
En feminist synes, at mænd og kvinder skal have lige rettigheder. Punktum.
Da feminismen fik vind i sejlene i 1960’erne var de kvinder, som gik forrest, kvinder som brød med alt det klassisk kvindelige. De smed bh’en, de lod håret gro vildt, de nægtede at være reduceret til sexobjekter. Og der var brug for at tale med så store bogstaver dengang.
Men det betyder ikke, at feminister i dag går uden BH og med udslået hår. Vi nægter stadig at være reduceret til et sexobjekt, men vi kan godt gå ind og ud af begæret, hvor man som kvinde skiftevis er genstand for mandens begær, og gør ham til genstand for ens eget.
Både mænd og kvinder kan være feminister. Det handler om, hvorvidt man mener, at mænd og kvinder skal have lige rettigheder. Og så handler det om at være med til at gøre opmærksom på, hvor det ikke er tilfældet i dag.
Det er en større opgave, for selvom vi er kommet langt på nogle punkter, er der stadig områder, hvor der ikke hersker lighed. Jeg vil gerne understrege at lige muligheder ikke er det samme om ensartethed.
En af udfordringerne når vi skal gør op med ulighederne handler at gøre op med nogle af de dybe prægninger, der ligger i både mænd og kvinder. Senest har man i USA fundet ud af noget interessant om storme. Man har fundet ud af, at både mænd og kvinder undervurderer en storms styrke, når stormen har en pigenavn. Det betyder at folk ikke beskytter sig selv og deres huse lige så godt, som når stormen har et drengenavn.
Jeg får lyst til at sætte fokus på, hvilke andre steder i samfundet denne opfattelse ligger til grund for vores disponeringer. Er det denne respekt for mandekønnet, der får redaktionschefer til  overvejende at bruge mandlige kilder i medierne? Er det derfor konferencearrangører især booker mandlige oplægsholdere? Og betyder det at kvinder skal opføre sig som mænd for at få respekt? Er det acceptabelt? Hvad nu hvis det var omvendt, så mænd skulle opføre sig som kvinder for at få respekt? Det lyder ikke rigtig rimeligt, gør det vel?
Så summarsummarum, man bliver ikke mindre feminist af at tage en hvid brudekjole på. Man bliver mindre feminist af at acceptere, at andre mennesker og de etablerede normer skal regulere, hvordan man klæder sig eller opfører sig. Frihed, lighed og respekt er nøgleordene for mig og feminisme:

  • Frihed til at klæde mig som jeg vil,
  • lighed i mulighederne for at udfolde mine talenter, og
  • respekt for mig og mine udtryk, som naturligvis skal fungere med respekt for andre.

Så når jeg skal giftes, vil jeg blive gift som en feminin feminist i brudekjole, hvor jeg fylder traditionerne uden at være slave af dem. Jeg tager det, jeg synes passer til mig og os og nyder det smukke i ritualerne, mens jeg nynner frihed, lighed og respekt.

 

Er den personlige frihed mulig?

Suzanne Brøgger er et levende ikon, som jeg har forholdt mig til igennem mange år. Mandag den 4.2 var jeg med til at fejre ikonets 40 års jubilæum for udgivelsen af hendes bog ”Fri os fra kærligheden”. Til et arrangement i den anledning på Den Sorte Diamant talte hun om stoltheden og glæden ved at være kvinde. Forfatteren fortalte, hvordan hun dengang havde ambitioner om at ændre samfundet ad erotisk vej. Der skulle fx oprettes et erotisk klimaministerium, et erotisk kulturministerium og så videre. Suzanne Brøgger fortsatte med at sige, at vi siden dengang har mistet fantasien til at forestille os, at samfundet kan være anderledes, end det er. Det synes jeg, hun har ret i. Dengang var de personlige ambitioner store og samfundsomvæltende, i dag er personlige ambitioner kun personlige. Ansvaret for at klare sig i samfundet er også blevet personligt. Selvom vilkårene for, hvordan man klarer sig er strukturelle.

Denne interesse for hvorfor verden er, som den er, og om vi kan forhandle om det på en anden måde, spurgte hun allerede tidligt i livet sig selv og andre om. Og det gør hun stadig. Det er jeg enig med hende i. Men jeg er ikke sikker på personer, som er i 20’erne i dag er enige. Spørger de sig selv og hinanden om, hvorfor verden er som den er, og om den kunne være anderledes?

Et andet interessant træk, som Suzanne Brøgger var frontløber for var, at hun i sine bøger viser, hvordan identiteten bliver til i et socialt rum. Siden har forfatter Karl-Ove Knausgård med Min Kamp i seks bind og andre forfattere udfyldt det rum med deres sociale identiteter. Vi respekterer dog stadig mere mænd, som fortæller om deres lille liv og intime betroelser, end vi respekterer kvinder, der gør det samme. Hvorfor er det sådan, kan man spørge med Suzanne Brøggers spørgelyst i mente?

Suzanne Brøgger var også tidligt på jagt efter svaret på, om friheden kan lade sig gøre. Og hun fortsatte med at jagte svaret i bøger og artikler. Fra scenen i mandags måtte hun konstatere, at frigørelsen nok ikke kan lade sig gøre. For når man gør op med et sæt regler og begrænsninger og skaber en ny situation, vil den, før man har set sig om, blive indhyllet i andre regler og begrænsninger.

Jeg oplever nok mere at der er sket en nuancering, så vi i dag er mindre naive omkring friheden. Dengang troede man total frihed var svaret, når man forsøgte at gøre op med snærende regler og bånd. Men svaret var, at man bruger friheden til at gøre op med det, man ikke ønsker og dernæst selv skaber de nye former, som man ønsker at lave under. Det er også det, vi er i gang med på kærlighedens område: at gøre op med de idealer og forestillinger, som vi ikke længere synes passer til vores måde at leve sammen på.

Forfatteren Josephine Klogart spurgte, om Suzanne ikke var meget træt af alle de kampe?
I generationen før hende var kvinderne forvirrede, forstyrrede og suicidale, svarede Suzanne. Og flere af dem begik rent faktisk selvmord. Suzanne oplevede, at hendes generation altid havde skullet kæmpe, men det var egentlig ikke det, der kunne trække tænder ud. Det, som det tog kræfter at vænne sig til, var latterliggørelsen. For at modstå den er det vigtigt at have en tyngde et andet sted end i det offentlige rum, forklarede hun.
Dette punkt gjorde mig trist at høre, for jeg oplever stadig at kvinder oftere end mænd bliver latterliggjort i det offentlige rum. Senest Statsminister Helle Thorning-Schmidt, der blev latterliggjort, fordi hun hilste på tv-stjernen fra Sex and the City Sarah Jessica Parker, eller de stadige mængder af nedgørende kommentarer til kvindelige politikeres påklædning. Jeg havde nok forventet, at vi var kommet lidt længere i at gøre plads til både de maskuline og de feminine værdier i samfundet.

Den svenske professor og feminist Ebba Witt-Brattström, der interviewede Suzanne Brøgger, opfordrede til, at vi skal fortsætte med at diskutere livet, kærligheden og politik på samme tid, som Suzanne hele tiden har gjort. Salen, der var fuld af velvillige mennesker, klappede. Det gør jeg også.