Tag Archives: forventninger

Bytte bytte teenager

Når familien får en teenager kan det være vanskeligt. Men måske er det ikke teenageren, der er noget i vejen med, men vores snævre opfattelse af familien og dens rolle.

Måske skal man simpelthen i en periode bytte teenager med en anden familie. Det skrev jeg den 4. juni 2016 et debatindlæg om, som Politiken valgte at bringe: http://bit.ly/2mPResP

Mange har siden takket mig for at sætte ord på et tabu, nemlig det at familien ikke altid er den bedste til at sørge for det hele, og at det kan være en god ide i en periode at prøve noget andet.

Hvem kommer?

Tre generationer går tur Foto: Steen Larsen
Tre generationer går tur
Foto: Steen Larsen

Jeg ville ønske jeg kunne invitere vores gamle havemand P. Han hed vist nok Pedersen, og jeg var hans tro følgesvend, når han bevægede sig rundt på gården og ordnede ting og sager. Jeg var tre år gammel. Og efter mig kom katten, som godmodigt fandt sig i, at jeg løftede den i halen og klappede den hårdt på hovedet. P ville have nydt at deltage i mit bryllup.
Jeg ville også gerne invitere mine skægge onkler fra min mors side af familien, Allan og Carl Otto. De boede i Ribe med deres familier, og det var en fest, hver gang vi kom til byen. Ofte var det nok fordi vi netop kom til byen for at deltage i en fest. De kunne begge hver på sin måde skabe fest i gaden. Allans motto var, Det er nu vi lever! Og det råbte han gerne med en drink i hånden og sin dejlige kone Margit under armen, og så dansede de ellers videre til festen. Carl Otto var også mand for en god fest, og han forstod at holde taler og at inddrage andre i det sociale. Hans kone Kima var han også altid sød og omsorgsfuld overfor. Som barn og ung nød jeg deres selskab, og jeg er ked af at de har forladt planeten, så jeg ikke kan invitere dem med.
Mammy og Daddy ville også være selvskrevne. Det var min mormor og morfar, som blev kaldt Mammy og Daddy, fordi hendes mor kom fra York i England. Hun hed Lily Middleton og var kunstmaler, indtil hun mødte handelsmanden Hans Hansen, som kom fra Vejle, blev forelsket og flyttede til Danmark. Det engelske hang ved, og da jeg blev døbt, fik jeg også hendes navn.
Min fars familie burde også deltage. Min farmor Gunge, som jeg voksede op sammen med, da hun også boede på gården, ville have tilført selskabet et format, der ikke længere findes. En særlig elegance, en generøsitet og så en bestemthed, der gjorde, at man altid vidste, hvad hun ville, og var sikker på, at hun også nok skulle få det.
Mine to dejlige tanter og min onkel skulle også inviteres. Men min søde tante Julle er her ikke mere, så det bliver vanskeligt. Hendes skønne storesøster Judithe bor i USA, og jeg håber, at Steen og jeg kan være med til at fejre hendes 90-års dag til julen 2014, for hun synes, det er for langt at rejse, og det kan jeg godt forstå. I Canada bor min onkel Andy og tante Blanche. Han har også altid været mand for et festligt indslag. Om han lærte det på sit første job i Canada, hvor han var jernbanearbejder, og de første uger levede af gammelt brød og vand fra de store is stykker, som blev brugt til at køle jernbanen, ved jeg ikke. Det kan også være noget han lærte, da han blev sælger af fotoudstyr eller som guldsmed, som han uddannede sig til sent i livet. Jeg vil savne dem begge, fordi de ligesom alle de andre i min familie altid har været en del af mit liv.
Jeg ville også gerne invitere min kærestes far, Erik, men han gik bort for mange år siden. Ham ville jeg gerne have mødt, fordi jeg så ville forstå og fornemme min kæreste endnu bedre, tænker jeg.
Hans bedsteforældre ville også have en naturlig plads ved bordet. Og tanter og onkler, som han holder af, men som det ikke er muligt at få med.
Den familie man kommer af præger ens karakter. Og det gør den, hvad enten familien er meget til stede, som den har været i min familie eller ej. Mine forældre har altid nydt at fortælle familieanekdoter, og det tror jeg gav næring til min indlevelse og forestillingsevne – noget som jeg bruger den dag i dag, når jeg skriver bøger. For mig har det også tidligt skabt en stor kreds af omsorgsfigurer, som jeg som barn mærkede var der for mig. I takt med jeg voksede op, begyndte jeg at opleve dem mere nuanceret. Jeg mærkede, at de ligesom jeg, havde længsler. At de nogle gange lykkedes med deres forehavende, og andre gange ikke. Jeg følte, at nogle af dem kæmpede med den plads, de havde i søskendeflokken, andre faldt naturligt ind i forventningerne. Jeg oplevede også, at der var stærke viljer, som nogle gange krydsede klinger, så nærhed blev til fjernhed, måske blot for en periode, men dog med mange sårede følelser som resultat. Og så oplevede jeg en stor kærlighed, som gik på tværs af generationer. At have en stor familie lærte mig om mennesker og de mange muligheder vi har i livet, og de forskellige måder vi kan forvalte mulighederne på.
Jeg ville ønske, de alle kunne være til stede i kirken for at fejre mig og Steen og dermed sende os to og Clara godt i vej som familie.