Programmet ”Chick Flicks”, som løst oversat betyder film til kvinder, er lavet af Clara og Julia Kuperberg i Frankrig i 2009.

I programmet identificerer de nogle træk og tendenser i kvinderoller på film og i tv-serier siden 2. verdenskrig, som på mange måder spejler kvindelivet også uden for biografen både dengang og i dag. Jeg vil efter bedste evne referere nogle af de centrale pointer, som programmet indeholder og kommentere på det:

1950’erne

1950’erne var en begrænsende tid for kvinder med mange regler for kvindeadfærd og tabuer i kulturen. Kærligheden blev anset for at være en kvindes karriere, og ægteskabet var kvindens kald. Samtidig blev ægteskabet i 1950’ernes film fremstillet som en skræmmende ting, man indgik i, og så sad man fast forever.

Kvinder, som var moralsk tvetydige, omgav man med personer, der elskede dem, så man så flere sider af hende. Men i filmene fik sådan en kvinde ikke sin mand, hun skulle nemlig straffes, og det var den højeste straf ikke at få en mand.

Bette Davies spillede helst dobbelte roller, fx i Dark Victory, hvor hun satte sig ud over reglerne og normerne. Hver gang blev hun så også straffet, for at opretholde idealet om den ideelle kvinde, som en der ikke satte sig op mod den herskende orden.

Scarlett O’Hara i Borte med blæsten er den første moderne kvindelige helt. Men også her ser man, at hun må betale for sin handlekraft og selvstændighed – hun mister mand og barn.

Doris Day og Rock Hudson filmene handler om sex, men de taler ikke om det direkte, og de dyrker det ikke. I filmene leger de med kønsidentiteten, idet hun også viser sine butchsider, og han viser sine feminine sider. Men på en kysk måde med antydningens kunst i højsædet.

Hitchcock arbejdede i sine film indenfor den samme norm, hvor den aristokratiske Grace Kelly i flere tilfælde blev skændet. (Jeg kan ikke huske om de i programmet nævnte eksempler på dette, og har ikke tid til at gennemse hans film igen lige nu for at finde eksempler, men jeg synes, det er en interessant påstand.)

Yderligere eksempler fra perioden er Gentlemen Prefer Blondes, Seven Brothers Seven Wives

1960-70’erne

1960’erne bragte en ny mandetype med James Dean og Al Pacino og en ny kvinderolle med Barbara Streisand. Hun var smart og viste det, så hun kunne spille overfor Paul Newman i Vore bedste år. Hun var jøde, selvstændig, beholdt sin egen lange næse i stedet for at rette den, som man straks ville have gjort 10 år senere. Igen betalte hun med kærligheden, så kulturens straf af det selvstændige og handlekraftige fortsatte. Dog i mildere form, da hun ikke fik Robert Redford, men en anden mand.

1968 gav kvinderne friheder, som efterhånden satte sig igennem på en lang række områder i samfundet, men på film blev kvinders handlekraft og selvstændighed stadig  gjort til et problem frem for en styrke.

Og det kunne man, for selvom 1968 havde en stor betydning, og samlivet i 1970’erne blev udfordret på mange måder, blev der ikke rykket ved idealerne for kærligheden. De var stadig forankret i idealet fra 1950’erne.

Da Harry mødte Sally, som for en stor del foregår i denne periode handler ikke om kærlighed, men om forskellen på mænd og kvinder. Den selvstændige kvinde vises som en der har svært ved at få øje på kærligheden selvom den går lige rundt om hende = Harry. Det får hun så til sidst. På den måde synes jeg mest, at filmen er en hyldest til de kompromisser man må indgå, hvis man vil leve i monogam tosomhed.

1980-90’erne

Den selvstændige kvinde vandt frem i flere film. I Thelma og Louise begyndte hovedpersonerne som en kliche, så lærte Thelma og Louise noget om sig selv som de aldrig havde drømt om de indeholdt.

Working Girl viser sekretæren, der tager skæbnen i egen hånd og vinder både manden og forfremmelsen. Jeg mener, den er et af de første eksempler på at en kvinde får belønning for sin handlekraft og selvstændighed.

Nora Ephron har lavet en række film rettet til kvinder, som fx Sleepless in Seattle. Den falder i kategorien romantiske komedier, hvor den kvindelige hovedperson hver gang får drømmemanden til sidst og de rider sammen mod solnedgangen. Andre eksempler er Lunefulde Måne, Pretty Woman og Notting Hill.

Fire bryllupper og en begravelse er en engelsk film og udmærker sig ved at se det fra en mands synspunkt, og hvor nogle kvinders drøm om det romantiske fængsel latterliggøres, mens hovedpersonernes drøm om det hyldes. Det gøres med humor og engelsk charme, men er dog stadig det samme fængsel.

2000’erne

I løbet af denne tidsperiode skete der en markant ændring af de økonomiske vilkår for at producere film, hvor global distribution og markedsføring kostede så meget, at det mere og blev de brede historier, der kan appellere til det store publikum, der blev lavet. Historierne skulle kunne rates PG 13, så alle over 13 fik lov at se dem.

Det gav mere uskyldige film med mere ligegyldige kvinderoller, og mere umodne historier, fordi indholdet skal kunne accepteres af så mange som muligt. Det bliver film skabt til piger og ikke til kvinder

Bridget Jones dagbog er et eksempel på dette. Og det er 27 Dresses også.

Det bliver også vigtigere at lave film, hvor mænd kan lide at se sig selv i filmen. How to loose a Guy in 10 days er et eksempel, hvor manuskriptforfatteren sin søn til at hjælpe sig med at skrive manuskriptet. Det betyder, at de mandlige roller fylder mere igen på bekostning af interessante dybe kvindeportrætter.

I løbet af årtiet og frem til i dag er Tv stedet for de stærke kvinder, hvor Sex and the City var en af de første. Interessant nok er det først i tredje sæson, at hovedpersonen Carrie Bradshaw dyrker uforpligtende sex og står ved sine lyster, indtil da er det veninderne, der lever seksualiteten ud med overvejelser, fortrydelser, drømmesituationer, og tilsat løbende evalueringer. Hovedpersonen bliver ved med at drømme om den eneste ene og kærlighed er hendes karriere i og med hun lever af at skrive om det og hele tiden taler med veninder om det.

På den måde kan man sige, at netop denne serie ikke bryder med 1950’ernes kvinderolle, hvor kærligheden var kvindens karriere og ægteskabet kvindes kald.

Mine kommentarer:

Jeg synes denne flyvetur gennem bare et par af kvinderollerne på film siden 2. verdenskrig viser, at den historie, der stadig dominerer, er historien om den uselvstændige kvinde, der ser ægteskabet som den ultimative præmie og igen og igen lærer, at hvis hun er for selvstændig og handlekraftig bliver hun straffet af både mand, børn og kulturen. I programmet kalder de dette for Det romantiske fængsel.

Et interessant input i denne sammenhæng er Bechdel testen. Det er en test udviklet i USA, hvor man tester en film på tre ting: Er der to kvinder med, som har navne og som taler med hinanden om andet end mænd? Ved sidste Oscaruddeling i 2012 var det kun 2 ud af de i alt 9 nominerede film, der bestod testen. Se hvilke i denne video: http://www.youtube.com/watch?v=PH8JuizIXw8

Jeg vil de næste dage undersøge dette nærmere og relatere det til min film. Selvom mange både mænd og kvinder rynker på næsen af disse film, mener jeg, de spiller en stor rolle for nogle af de valg, vi træffer omkring kærligheden. Dette skyldes dels, at det er mainstream film, der kommer ud i stort antal verden over, og det skyldes mangel på film i stort antal verden over, som viser alternative måder for kvinder og mænd at leve kærligheden på. Mere om det i morgen…