Tag Archives: kultur

Vi har kun et liv

Jeg elsker Danmark, men nogle gange ville jeg ønske vi kunne tænke større, videre og bredere, så vi kan leve det ene liv, vi lever her på jorden som hele mennesker.

En af mine idoler er lysmageren og debattøren PH. Han blev kendt på at sprede lys over land, der ikke blændede, at skrive om dem, der binder os på mund og hånd under besættelsen og han var en frontløber, længe før det begreb var opfundet, i at udbrede det seksuelle frisind. Som jeg fortolker ham og hans liv, levede han med bevidstheden om, at vi kun lever en gang.

Hans mor var en forfatter, der hed Agnes Henningsen. Hun levede også livet, som hun syntes det skulle leves uden at holde sig inden for datidens normer. Hendes livsfilosofi var som følger: ”Jeg vil, at livet skal tage mig så stærkt, at jeg nedbøjes eller opløftes, så der ikke er tankerum i mit sind for andet end det, der løfter mig op, eller det, som bøjer mig ned: Jeg vil smelte ud i min kummer eller brænde sammen med min glæde”.

Jeg tilslutter mig fuldt og helt. Men samfundet har desværre ikke har brug for, at kvinder og mænd lever på denne måde. Samfundet har brug for, at vi lægger låg på alt det store, overvældende og omkalfatrende, at vi retter ind til højre og udfører vores job fra 8-16 og betaler vores skat og dyrker vores motion og opdrager vores børn.

Jeg undrer mig over, hvordan samfundet er blevet så småborgerligt og konformt. For denne udvikling har ført til at livet leves i parallelsamfund. Vi lader nemlig kun som om, vi er småborgerlige og pligtopfyldende og til at regne med, for de mange nye muligheder for oplevelser og intense møder bringer os jævnligt i kontakt med vores dybeste længsler. Når vi oplever, at det er svært at holde længslerne tilbage, så vi gør noget, der kan føles fantastisk, men som vi bagefter er nødt til at ignorere, for det passer ikke ind i den småborgerlige ramme.

Det kan være, at vi har en helt fantastisk seksuel oplevelse, som vi er nødt til at tie omkring, ja måske sågar lyve for vores partner omkring, selvom den gør sexlivet mellem de to bedre; eller at vi sidder en hel aften og nyder en middag med en kollega og i glæde over den dejlige kontakt og stemning kysser vi hinanden til sidst, og det taler man så heller ikke om, men skjuler glæden; Det kan også være vi laver lidt sorte penge, som vi så bruger til at starte en ny forretning op, hvor vi kan ansætte to personer, det må også være skjult; og hvad med at tage en ”sygedag” fra arbejdet, fordi ens børn trænger til at være sammen. Fyld selv flere eksempler på…

Hvorfor skal det være så svært at stå ved mange af de behov, man har som menneske? Hvorfor skal vi tvinges ud i at gøre disse ting i det skjulte og blive flove over dem, når de kan give os en dyb indre glæde? Hvornår sagde vi ja til det småborgerlige, konforme liv?

Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik noget mere fleksibilitet over hele linjen, og at vi åbnede op overfor at forvalte vores fælles værdier på nye måder. Jeg kunne godt tænke mig, at alle i hele samfundet gik ned på en 30 timers arbejdsuge, lige fra statsministeren til rengøringshjælpen. At alle betaler skat baseret på, hvad deres arbejder bidrager med af værdi til samfundet. Bidrager det med lidt værdi, skal de betale en høj skat, bidrager det med meget værdi, betaler de en lavere skat. Værdi skal naturligvis defineres nærmere, det er en del af forandringen.
At vi kan dyrke behersket motion og spise grønt, fordi det simpelthen er billigere, da sunde fødevarer er uden moms, hvorimod alle fødevarer med et højt fedt eller sukkerindhold har 40% moms.
At vi opdrager vores børn, men også tilbyder dem andre rammer at vokse op i end midt på den kampplads, som to menneskers stadig uenigheder om, hvilke normer, der skal gælde, er. Og så videre…fyld selv andre muligheder på her.

Man kan ikke vende en skude på kort tid, men jeg vil via foredrag, saloner og indlæg i debatten gerne bidrage til, at vi kan skabe et liv, hvor der er plads til os som hele mennesker, der har et liv at leve og derfor gerne vil leve det fuldt og helt, ikke stykkevis og delt.

Er den personlige frihed mulig?

Suzanne Brøgger er et levende ikon, som jeg har forholdt mig til igennem mange år. Mandag den 4.2 var jeg med til at fejre ikonets 40 års jubilæum for udgivelsen af hendes bog ”Fri os fra kærligheden”. Til et arrangement i den anledning på Den Sorte Diamant talte hun om stoltheden og glæden ved at være kvinde. Forfatteren fortalte, hvordan hun dengang havde ambitioner om at ændre samfundet ad erotisk vej. Der skulle fx oprettes et erotisk klimaministerium, et erotisk kulturministerium og så videre. Suzanne Brøgger fortsatte med at sige, at vi siden dengang har mistet fantasien til at forestille os, at samfundet kan være anderledes, end det er. Det synes jeg, hun har ret i. Dengang var de personlige ambitioner store og samfundsomvæltende, i dag er personlige ambitioner kun personlige. Ansvaret for at klare sig i samfundet er også blevet personligt. Selvom vilkårene for, hvordan man klarer sig er strukturelle.

Denne interesse for hvorfor verden er, som den er, og om vi kan forhandle om det på en anden måde, spurgte hun allerede tidligt i livet sig selv og andre om. Og det gør hun stadig. Det er jeg enig med hende i. Men jeg er ikke sikker på personer, som er i 20’erne i dag er enige. Spørger de sig selv og hinanden om, hvorfor verden er som den er, og om den kunne være anderledes?

Et andet interessant træk, som Suzanne Brøgger var frontløber for var, at hun i sine bøger viser, hvordan identiteten bliver til i et socialt rum. Siden har forfatter Karl-Ove Knausgård med Min Kamp i seks bind og andre forfattere udfyldt det rum med deres sociale identiteter. Vi respekterer dog stadig mere mænd, som fortæller om deres lille liv og intime betroelser, end vi respekterer kvinder, der gør det samme. Hvorfor er det sådan, kan man spørge med Suzanne Brøggers spørgelyst i mente?

Suzanne Brøgger var også tidligt på jagt efter svaret på, om friheden kan lade sig gøre. Og hun fortsatte med at jagte svaret i bøger og artikler. Fra scenen i mandags måtte hun konstatere, at frigørelsen nok ikke kan lade sig gøre. For når man gør op med et sæt regler og begrænsninger og skaber en ny situation, vil den, før man har set sig om, blive indhyllet i andre regler og begrænsninger.

Jeg oplever nok mere at der er sket en nuancering, så vi i dag er mindre naive omkring friheden. Dengang troede man total frihed var svaret, når man forsøgte at gøre op med snærende regler og bånd. Men svaret var, at man bruger friheden til at gøre op med det, man ikke ønsker og dernæst selv skaber de nye former, som man ønsker at lave under. Det er også det, vi er i gang med på kærlighedens område: at gøre op med de idealer og forestillinger, som vi ikke længere synes passer til vores måde at leve sammen på.

Forfatteren Josephine Klogart spurgte, om Suzanne ikke var meget træt af alle de kampe?
I generationen før hende var kvinderne forvirrede, forstyrrede og suicidale, svarede Suzanne. Og flere af dem begik rent faktisk selvmord. Suzanne oplevede, at hendes generation altid havde skullet kæmpe, men det var egentlig ikke det, der kunne trække tænder ud. Det, som det tog kræfter at vænne sig til, var latterliggørelsen. For at modstå den er det vigtigt at have en tyngde et andet sted end i det offentlige rum, forklarede hun.
Dette punkt gjorde mig trist at høre, for jeg oplever stadig at kvinder oftere end mænd bliver latterliggjort i det offentlige rum. Senest Statsminister Helle Thorning-Schmidt, der blev latterliggjort, fordi hun hilste på tv-stjernen fra Sex and the City Sarah Jessica Parker, eller de stadige mængder af nedgørende kommentarer til kvindelige politikeres påklædning. Jeg havde nok forventet, at vi var kommet lidt længere i at gøre plads til både de maskuline og de feminine værdier i samfundet.

Den svenske professor og feminist Ebba Witt-Brattström, der interviewede Suzanne Brøgger, opfordrede til, at vi skal fortsætte med at diskutere livet, kærligheden og politik på samme tid, som Suzanne hele tiden har gjort. Salen, der var fuld af velvillige mennesker, klappede. Det gør jeg også.