Tag Archives: kvinder

Få nu øje på magtens elefant

Når vi læser eller ser historier, der foregår i forne tider kan vi med det samme se, når herremanden udøver uretmæssigt magtanvendelse overfor karlen eller tjenestepigen. Men når den uretmæssige magtanvendelse foregår i vores egen tid med mennesker på vores egen alder, ja måske endda nogen vi har læst sammen med og været kolleger med i mange år, ja så kniber det med skarpsynet, skriver Pouline Middleton.

“Selvoplevet berettigelse” – #MeToo et år efter

Kære bestyrelse: #MeToo tilbyder et nyt rum for refleksion i erhvervslivet

I anledning af årsdagen for hashtagMeToo gør jeg status i POVInternational, da jeg synes erhvervslivet har fået et nyt centralt redskab til at tænke over og evaluere på magten. Begrebet “selvoplevet berettigelse” er også kommet frem til at beskrive, hvad der foregår inde i hovedet på dem, der handler ilde. Altsammen gør det os klogere, så vi hurtigere kan skride ind overfor uacceptabel adfærd.

#MeToo – #Stopstilheden

#METOO – Den 11.11.17 skabte to kvinder en lukket Fb-gruppe for kvinder i dansk film, tv og teater. Målet var at indsamle kvinders oplevelser med seksuelle overgreb og trakasserier i branchen. På en måned fik gruppen 1.684 medlemmer, og modtog mere end 1.000 bidrag. 100 blev udvalgt, anonymiseret og læst op for publikum på Edison-teatret den 10.12.17.

Kom nu videre, Blachman

Den 10.4.2013 skrev jeg denne opsang til Thomas Blachman i anledning af programmet Blachman, hvor han sammen med en ven sad og kiggede på nøgne kvinder og kommenterede dem og deres udseende: http://bit.ly/2nM7cmN 

Efter programrækken var slut blev jeg interviewet på BBC World op i mod programmets redaktør. Hun oplyste at Blachman gerne selv ville have stillet sig nøgen frem i det sidste program overfor to kvinder med tøj på. Rigtig dumt, at hun ikke sagde ja tak til det, eller endnu bedre havde sørget for at det skiftede mellem nøgne mænd og nøgne kvinder.

Hun oplyse, at DR havde fået 1.000 henvendelser fra udenlandske journalister omkring dette program. Det var rekorden, da de aldrig tidligere havde fået så mange henvendelser om en enkelt programrække.

Jeg synes mest af alt, at Blachman trængte til terapi, så det tilbød jeg ham;-) : http://webterapeuten.dk/

Blackman på DR2

”Han vågner med sin pik i hånden og nu vil han ud og erobre verden. Det skal han. Og hun skal hele tiden støtte ham, nusse ham, puste ham op, for ellers falder han sammen”

To gamle mænd, der begræder den magt, de har tabt.

To gamle mænd, hvor den ene udbryder, han ikke aner, hvordan en kusse fungerer. Den anden nikker. De er begge omkring de 50.

To gamle mænd, der har svært ved at italesætte eget og andres køn, ubevidst om deres nedladende blik, optændt af begejstring over at høre egne ord i egen mund. Det mest markante i programmet er en umodenhed, der blokerer for dybere indsigter.

Steno siger, programmet er installationskunst. Ærgerligt, DR2 var nødt til at gå i arkiverne efter et værk fra forrige århundrede i stedet for at skabe et værk, der er forankret i modernitetens mange nuancer og muligheder.

Kærlighed og respekt på Trekroner

Tusind tak til Badeklubben for en helt fantastisk fest! Det var en fornøjelse endnu en gang at opleve så mange dejlige, forskellige, lækre, sjove og specielle mænd holde fest for en, så man føler sig som noget særligt. Der var stil over det lige fra ankomsten til Trekroner, hvor Kari, PM, Gitte, NP, jeg og alle andre blev mødt af Nils og Jacob og endnu flere klubbrødre i kitler, der med et varmt knus overrakte den obligatoriske rose, som jeg straks knak stilken af og satte i knaphullet. Her blev den klemt mod mit bryst først af Mads N, som fik et ekstra klem som tak for så mange dejlige fester gennem årene, der altid er foregået helt specielle steder, glemmer aldrig Bananfortet i Charlottenlund…

Sidste fest stod den på ungdomshuset med levende ild i tønder, grillpølser og fotograf. Denne gang stod den på fotograf, garderobe og serveringspersonale på en ø, helt for os selv. 350 var vi til middag og vi blev bænket i katakomberne ved ét langt bord kun oplyst af femarmede stager med lys, der spejlede sig i det enkle service og den hvide dug, der netop signalerer, at en middag er noget særligt. Og det var jeg glad for, da jeg havde havde inviteret en af mine mænd, NP, der har været i udlandet i mange år, med til festen.

Over buffeten fik rosen og jeg endnu et par klem af Lene og David og Camilla, smil blev udvekslet med en smuk mand, mens NP og jeg satte os til bords med Liselotte og Johan og Stein og kone og Claus og Lisa og gik ombord i de lækreste retter. Rosen og jeg mærkede atter kærligheden, da badeklubbrødre i lind strøm passerede forbi og knuste og komplimenterne føg. Der var Frans og Morten og Henrik og Peter og Michael og Thomas, og, og, og…og så kom Rud med et kram, og en kvinde der engang havde besat Trekroner som en happening, der var del af Dansk Undergravnings konsortium, og vi mindedes tiderne, og blev enige om, at Badeklubben fører netop noget af den energi videre til gavn og glæde for os alle. Taknemmeligheden over disse dejlige mænd og deres overskud bredte sig i mig, smukt akkompagneret af deres korsang, som traditionen foreskriver.

Og så var der dans bagefter. Levende musik i det hvide telt, rolig musik i araberteltet og siden disko i det røde hus – sikke en fest med dans, drinks og snak med Francois, jeg ikke har set siden Jean Nouvel byggede et blåt hus i Ørestaden, og som kendte NP fra da han udstillede på Louisiana, og Ole, jeg aldrig havde mødt, men som NP ønskede jeg skulle møde, og det gjorde jeg, og vi blev enige om, at NP er fuld af talent og ideer, og gennem menneskene, der dansede så jeg Michael og Søren og Arnold og Peter Dam-aged, og varmen bredte sig i takt med knus og dans, og så mødte jeg Grabowskis ekskone og Tijana, der stadig er gudesmuk og Mette og Lene D, den skønne maler. Og Anne kom og advarede mig mod NP, fordi dengang på Dan Turell gjorde han sådan og sådan, og en kvinde kom og knuste mig, og hviskede, at NP er fantastisk, og med en ny Lene talte jeg om NP i tre sætninger, og vi nikkede og smilte og knuste hinanden.

Torsten kom ned ad trappen, og vi krammede og talte om forskellen på at bo i Washington og København, og den er stor. NP greb fat i mig og kyssede mig og takkede for at være med til denne skønne fest, der fik ham til at føle sig så velkommen tilbage. Jeg smilede og gik videre ud til bandet i det hvide telt, og på vejen mødte jeg dejlige Per og vi dansede og lo, og så kom Ulla og sagde, hun beundrer mig og min blog. Glad over uventet ros fra en, jeg respekterer, omfavnede jeg hende og fortsatte op foran scenen til Martins favn. Sidst vi mødtes var i Guf til en pladereception for CV. Nu smøg jeg mig ind til ham med tak på læben for den skønne fest. Skriv om den, sagde han.

På båden hjem med favnen fuld af NP og Francois, og Kari bag mig, der kærligt sov op ad PM, følte jeg med rosen i knaphullet en dyb glæde over livet, som skønne mænd kan skabe det. Tak Martin og brødre, for en fest, hvor jeg følte mig som mit bedste selv og med kærlighed og respekt mødte andre bedste selver, så der fortsat kan være højt til loftet – det er noget helt særligt!

Kan man straffe mangel på selvindsigt?

Den 22.7 skrev den norske forfatter Karl Ove Knausgård en artikel i den svenske avis Dagens Nyheter, om Breivik, hvor han forsøger at se på Breivik og hans gerninger gennem psykoanalytiske briller. Artiklen har fået sindene i kog i Danmark, hvor flere danske kulturpersoner, er rystede over Knausgårds psykoanalytiske tilgang til Breivik.

Jeg synes, Knausgårds analyse er et kvalificeret bud på centrale elementer i dannelsen af personen Breivik, og da den amerikanske sociolog  Nancy Chodorow har udviklet en teori, som på elegant vis understøtter en række af Knausgårds pointer, er det relevant at gøre opmærksom på hende for at nuancere debatten.

Det drejer sig om Ødipuskomplekset. Chodorow har gennemført et stort forskningsarbejde over de sidste 40 år i drenge og pigers frigørelsesproces og hendes forskning viser, at der er markante forskelle på den maskuline og den feminine måde at løse Ødipuskomplekset på.

Freud definerede som bekendt Ødipuskomplekset som den lille drengs ønske om seksuelt at besidde sin mor og dræbe sin far. Hvad angår den lille piges frigørelsesproces var Freud mere famlende og forsøgte sig med penismisundelse som forklaringsmekanisme. Det slog dog ikke rigtigt an. Hvordan  Ødipuskomplekset forløses, har afgørende betydning for dannelsen af selvet, egoet og seksualiteten.

Chodorows forskning viser, at for drenge foregår processen snarere som følger: Det går op for den lille dreng, at han ikke er som sin mor, som han elsker overalt på jorden, og som er omkring ham hele tiden, hvor hun udfører en mængde konkrete omsorgsopgaver. Drengen begynder at se efter faren og identificere sig med ham. Problemet er, at faren ofte er væk, og det er ikke klart for drengen, hvad faren laver. Når faren kommer hjem til drengen, kan han hjælpe drengen til en vellykket forløsning af Ødipuskomplekset ved at være mentalt nærværende og udtrykke varme og kærlighed overfor drengen. Eller han kan gøre det sværere for sin dreng at blive mand ved at være mentalt fraværende og sjældent vise varme kærlige følelser overfor drengen. I det sidste tilfælde fortsætter drengen med at have et uklart billede af hvem faren er, hvad han laver, og hvad han føler for drengen. Det uklare billede betyder, at drengen presses til at definere sin identitet omkring, hvad han ikke er: en kvinde, fremfor hvad han er: en mand.

Når forankringen af selvet er uklar og ukonkret betyder det, at den voksne mand er nødt til at genetablere sin maskulinitet hver dag overfor sig selv og andre. Et centralt redskab i dette er nedladende bemærkninger og holdninger til det, han ikke er, som er det kvindelige og alt hvad det står for af følelser, omsorg, blødhed, underkastelse, osv. For at etablere sig som mand er han hver dag nødt til at ignorere disse sider i sig selv, tage afstand til dem, ja måske endda voldsom afstand. At rumme disse sider af sig selv kan være så angstfremkaldende, at han fuldstændig fortrænger nogle af de handlinger han gør, hvor disse sider kommer frem. Det kan være han er tiltrukket af mænd og sanse- og følelsesmæssigt nyder at underkaste sig en anden mands begær og hengive sig i en mands arme, og at trangen indimellem bliver så stor, at han gør det, uden at handlingen bagefter bliver en aktiv del af hans selvforståelse, ja han kan pure nægte overfor sig selv og andre, at det nogensinde har fundet sted. På samme vis kan en mand med denne form for selvforståelse fornægte for sig selv, at han udøver vold mod kone og børn, krænker børn seksuelt og så videre.

For en sådan mand er individuationsprocessen ikke blevet gennemført. Han er standset foran det, han ikke kan rumme, og der vil han blive, indtil han er motiveret til at få professionel hjælp til at rumme hele sig selv og sin seksualitet.

Denne teori understøtter Knausgårds analyse af Breiviks individuationsproces. Breivik har ifølge personer i hans omgangskreds på et tidspunkt brugt sminke, men nægter det i dag. Breivik har ifølge andre personers udsagn homoseksuelle erfaringer, men nægter det i dag. Breivik har et hadsk forhold til kvinder, og brugte meget energi på hver dag at genetablere sin maskulinitet indenfor en meget stram politisk ideologi, der er domineret af maskuline styrkeudtryk, ikoner og værdier.

Knausgård bidrager også i vanlig stil med egne erfaringer og fortæller, hvordan han i teenageårene var rædselsslagen over at mærke visse kvindelige sider i sig selv, fordi hvis de fik overtaget, ville han bukke under som mand. En meget kraftfuld oplevelse af at kønsidentiteten blev defineret som ”ikke værende en kvinde”. Flere danske kulturpersoner på det litterære site Promenaden forstår slet ikke, hvordan man kan blive overvældet af rædslen for at være kvindelig. Det er især kvinder, der ikke forstår dette og latterliggør Knausgård.

Når individuationsprocessen gennemleves til ende og succesfuldt, står der en moden mand, som rummer både de maskuline og feminine sider af sig selv, og som har frigjort sig seksuelt og følelsesmæssigt fra såvel moren som faren og er forankret i sig selv.

Hvad angår kvinder har Chodorow fundet frem til, at det kvindelige ego dannes på en markant anderledes måde. Det kvindelige ego dannes via en libidobaseret trekantsdynamik, hvor forankringen af følelser og seksualitet foregår i en trekant mellem kærligheden til faren, kærlighed til moren og bekymring og overvejelser omkring forholdet mellem faren og moren. Dette bevirker, at når den kvindelige individuationsproces er gennemført succesfuldt er den modne kvindes ego forankret i en kvinde-i-relationer konstruktion, hvor hun fortsat har en tilknytningsrelation til både far og mor og sin egen partner og børn, og har fundet en balance omkring at forankre hendes selsvstændige skaben i denne følelsesmæssige trekant. Socialt fællesskab og det kollektive er nøgleord.

Når man ser på denne analyse af hvordan maskuliniteten dannes, er der stærke indicier for, at Breiviks individuationsproces er gået i stå på et tidligt tidspunkt. Når man kobler det med den måde, som Breivik ifølge Knausgård har spillet computerspil, der fokuserer på at dræbe, og man hører Breiviks forbavselse over, at de unge på øen, som han skød, ikke prøvede at løbe eller gemme sig, sådan som de gør i computerspillene, ja, så må man sige, at man står med en mand, der skal straffes for at lade sin individuationsproces gå i stå. Kan man straffe en mand for manglende selvindsigt?

Kunne man på et tidspunkt have påbegyndt en proces, der havde hjulpet Breivik til øget selvindsigt og en nuanceret forankring af hans maskulinitet? Og hvad med de spirende Breivik’er, der bevæger sig i ekstreme politiske miljøer, i bander og i dårligt fungerende familier i Vollsmose? Kan vi anvende Chodorows forskning til at øge selvindsigten hos disse mænd?

 

 

Skal jeg efterlyse flere hjerter dronninger?

I min research blev jeg på et tidspunkt kontaktet af en gigolo, og vi talte en del om kvinder og mænds drømme og længsler efter hinanden. Han var ekspert i, hvad kvinder længes efter hos mænd, og den vigtigste værdi her var nærvær og personlig respons. Jeg spurgte ham også, hvad mænd længes mest efter ved kvinder og han sagde: sanselighed og blidhed.

Det overraskede mig, fordi jeg i vanlig fordomsfuldhed troede, mænd længtes efter sex. Da jeg fik tænkt nærmere over det, og fik brugt den brille til at se på nogle af de udtalelser mænd ofte kommer med om kvinder, blev jeg klar over, at gigoloen har fat i noget. Prøv at lægge mærke til når mænd kommenterer en kvinde og hendes væremåde eller udtalelser. Mange gange bliver der udtrykt kritik af at hun mangler blidhed. Komplimenter fra mænd til kvinder er også ofte baseret på sanselighed og blidhed som måleparametre.

I forlængelse af mine skriverier forleden om hjerterkonger som et mandeideal jeg synes vi har brug for mere af, vil jeg gerne hermed komme med en definition på et muligt kvindeideal, set med mandens øjne, nemlig en hjerter dronning: en kvinde, der har hjertet på rette sted, og med sanselig blidhed vil være hans tro følgesvend.

Længes moderne mænd efter sådanne hjerter dronninger?

Sig fra og få mere

Når et firma som Dell overhovedet kan finde på at hyre Mads Christensen, som Christiane Vejlø og Dorte Toft har blogget om, er det jo fordi mange mænd kæmper med at få plads til deres maskulinitet på egne vilkår. Mads C giver dem indtryk af, at hvis bare de kan sige hold kæft til lillemor, så er de en fandens karl. Hans foredrag burde kommemed en advarsel: såfremt du følger denne mands råd, vil du blive skilt inden for 12 måneder.

Jeg synes, at man skal bruge hans relative popularitet til at fokusere på hvad nogle mænd har brug for: at komme på kursus i assertionstræning. Kvinder gjorde det i 80’erne for at lære at sige fra over for mand, far og chef. Nu skal mænd lære at sige fra overfor kone, mor og chef.

Fordelene ved assertionstræning er, at den gør en bevidst om egne værdier og man lærer redskaber til at sige til og fra med respekt for den anden. Mit indlæg i går, hvor jeg efterlyste flere synlige hjerterkonge mænd handler også om dette.

Måske man skulle arrangere et hjerterkonge kursus for mænd med undervisning af B S Christiansen, Uhmaro Cadogan, Og et par andre mænd der evner dette, og et par kvinder for at teste om mændene på kurset kan anvende redskaberne. Overskriften på kurset kunne være Sig fra og få mere.