Tag Archives: kvinderolle

Flere hjerterkonger efterlyses

Jeg synes der er en tendens til at masseunderholdningen viser os rollemodeller for mænd, som på en mærkelig gammeldags måde spejler kærlighed og kønsroller i 1950’erne, og for kvinder, som står midt i et 2012, der bugner af personlig frihed og muligheder for at udleve sine talenter og seksualitet på en omsorgsfuld og ansvarlig måde.

Først manderollen: Klovn er et af de tydelige eksempler på en spejling af 1950’erne, hvor to uansvarlige  drenge, den ene stærk og den anden svag, prøver at få opfyldt deres behov for øl, fisse og hornmusik uden konerne lægger mærke til det. Konerne er den smålige husmor type og den lidt lækrere skolelærerinde med hævet pegefinger. Målet for alle afsnit og filmen er, at følge hvordan drengene på humoristiske måder snor sig for at få opfyldt deres lyster og få deres vilje.

Andre eksempler på denne måde at være mand på er Mads Christensen, der smykker sig med dyrt bling bling og motorcykel, og siger at en rigtig mand er en, der kan sige hold kæft til hende den besværlige derhjemme. Kvinden her er usynlig men dog meget tydelig som en, der kommer på tværs af udleven af hans sande natur: blærerøven der kan lide kubik og ikke er bange for at sige lillemor imod.

Og så er der den bløde mand i filmen Sandheden om mænd, som ikke ved hvad han vil før han har mistet det og hvor kvinderne hver gang sætter ham stolen for døren, som den der ved hvad hun vil.

Ser vi på de kvindelige rollemodeller som de er blevet vist de sidste seks måneder på tv er der statsministeren på Borgen, der kæmper med at få sine personlige værdier og ønsker til at gå i spænd med kravene på jobbet. Hun lykkes med noget og mislykkes med andet. Hendes mål er at få mere end hendes eget personlige liv til at hænge sammen, og manden har så svært ved at tackle hendes selvstændighed, at de bliver skilt.

Der er Lykke som kæmper med at indgå i en tæt relation, og hvor det lykkes for hende til sidst både at blive forfremmet og gift – med en psykolog. På en skæv måde kæmper hun mellem at være selvforsynende og kejtet i sin længsel efter en mand. Manden udfordrer og rummer hende på skift.

Og så er der Rita, som lever især sin seksualitet ud som en mand, og det eneste serien kan belønne hende med er en affære med hendes egen ekskæreste. Ritas børn fremstår som de voksne og ansvarlige, så den rolle bliver åbenbart børnene til del, når mor lever sin seksualitet ud. Mændene omkring hende bruges enten til at opfylde hendes seksuelle ønsker uden hun dog virker forløst, eller til at stille krav om nærhed, som hun ikke evner. Forskellen i forhold til drengerøvene nævnt ovenfor er, at Rita prøver at finde ind til egen vilje uden at have redskaber eller rollemodel. (Interessant nok er Rita skrevet af en ung mand).

Jeg savner, at se film og tv serier med mænd, som har gjort op hvad der er vigtigt for dem i deres liv og som er klar til at tage konsekvenserne. Mænd som gifter sig og lærer at sige til og fra overfor konen, på en ordentlig måde, så hun bevarer respekten for ham. Mænd som står ved at de gerne vil have blid sanselighed fra deres kvinde samtidig med at de kan respektere hende for at have meninger om alt muligt, ligesom de selv har. Mænd, der tager ansvar for de børn de sætter i verden ved at lytte til barnet frem for at strides med konen.

Et eksempel på sådan en mand læste jeg om i et interview med Jesper Binzer fra D.A.D. bandet http://politiken.dk/kultur/musik/ECE1451091/d-a-ds-jesper-binzer-naegter-stadig-at-klippe-sit-haar/. Han sagde, at »Det handler om at blive mere voksenmoden. At blive en mand. En, der kender sig selv og ikke mister kontrollen. En, der kan herske med kærlighed«, siger han med et udtryk, der vist overrasker ham selv mest af alle. »Hjerter konge. Det er ham, man skal være. Mild og streng og mand«. Det synes jeg lyder en del mere interessant end drengerøvene, så fler’ af dem tak både på film og i virkeligheden.