Tag Archives: mænd

Kom nu videre, Blachman

Den 10.4.2013 skrev jeg denne opsang til Thomas Blachman i anledning af programmet Blachman, hvor han sammen med en ven sad og kiggede på nøgne kvinder og kommenterede dem og deres udseende: http://bit.ly/2nM7cmN 

Efter programrækken var slut blev jeg interviewet på BBC World op i mod programmets redaktør. Hun oplyste at Blachman gerne selv ville have stillet sig nøgen frem i det sidste program overfor to kvinder med tøj på. Rigtig dumt, at hun ikke sagde ja tak til det, eller endnu bedre havde sørget for at det skiftede mellem nøgne mænd og nøgne kvinder.

Hun oplyse, at DR havde fået 1.000 henvendelser fra udenlandske journalister omkring dette program. Det var rekorden, da de aldrig tidligere havde fået så mange henvendelser om en enkelt programrække.

Jeg synes mest af alt, at Blachman trængte til terapi, så det tilbød jeg ham;-) : http://webterapeuten.dk/

Blackman på DR2

”Han vågner med sin pik i hånden og nu vil han ud og erobre verden. Det skal han. Og hun skal hele tiden støtte ham, nusse ham, puste ham op, for ellers falder han sammen”

To gamle mænd, der begræder den magt, de har tabt.

To gamle mænd, hvor den ene udbryder, han ikke aner, hvordan en kusse fungerer. Den anden nikker. De er begge omkring de 50.

To gamle mænd, der har svært ved at italesætte eget og andres køn, ubevidst om deres nedladende blik, optændt af begejstring over at høre egne ord i egen mund. Det mest markante i programmet er en umodenhed, der blokerer for dybere indsigter.

Steno siger, programmet er installationskunst. Ærgerligt, DR2 var nødt til at gå i arkiverne efter et værk fra forrige århundrede i stedet for at skabe et værk, der er forankret i modernitetens mange nuancer og muligheder.

Kærlighed og respekt på Trekroner

Tusind tak til Badeklubben for en helt fantastisk fest! Det var en fornøjelse endnu en gang at opleve så mange dejlige, forskellige, lækre, sjove og specielle mænd holde fest for en, så man føler sig som noget særligt. Der var stil over det lige fra ankomsten til Trekroner, hvor Kari, PM, Gitte, NP, jeg og alle andre blev mødt af Nils og Jacob og endnu flere klubbrødre i kitler, der med et varmt knus overrakte den obligatoriske rose, som jeg straks knak stilken af og satte i knaphullet. Her blev den klemt mod mit bryst først af Mads N, som fik et ekstra klem som tak for så mange dejlige fester gennem årene, der altid er foregået helt specielle steder, glemmer aldrig Bananfortet i Charlottenlund…

Sidste fest stod den på ungdomshuset med levende ild i tønder, grillpølser og fotograf. Denne gang stod den på fotograf, garderobe og serveringspersonale på en ø, helt for os selv. 350 var vi til middag og vi blev bænket i katakomberne ved ét langt bord kun oplyst af femarmede stager med lys, der spejlede sig i det enkle service og den hvide dug, der netop signalerer, at en middag er noget særligt. Og det var jeg glad for, da jeg havde havde inviteret en af mine mænd, NP, der har været i udlandet i mange år, med til festen.

Over buffeten fik rosen og jeg endnu et par klem af Lene og David og Camilla, smil blev udvekslet med en smuk mand, mens NP og jeg satte os til bords med Liselotte og Johan og Stein og kone og Claus og Lisa og gik ombord i de lækreste retter. Rosen og jeg mærkede atter kærligheden, da badeklubbrødre i lind strøm passerede forbi og knuste og komplimenterne føg. Der var Frans og Morten og Henrik og Peter og Michael og Thomas, og, og, og…og så kom Rud med et kram, og en kvinde der engang havde besat Trekroner som en happening, der var del af Dansk Undergravnings konsortium, og vi mindedes tiderne, og blev enige om, at Badeklubben fører netop noget af den energi videre til gavn og glæde for os alle. Taknemmeligheden over disse dejlige mænd og deres overskud bredte sig i mig, smukt akkompagneret af deres korsang, som traditionen foreskriver.

Og så var der dans bagefter. Levende musik i det hvide telt, rolig musik i araberteltet og siden disko i det røde hus – sikke en fest med dans, drinks og snak med Francois, jeg ikke har set siden Jean Nouvel byggede et blåt hus i Ørestaden, og som kendte NP fra da han udstillede på Louisiana, og Ole, jeg aldrig havde mødt, men som NP ønskede jeg skulle møde, og det gjorde jeg, og vi blev enige om, at NP er fuld af talent og ideer, og gennem menneskene, der dansede så jeg Michael og Søren og Arnold og Peter Dam-aged, og varmen bredte sig i takt med knus og dans, og så mødte jeg Grabowskis ekskone og Tijana, der stadig er gudesmuk og Mette og Lene D, den skønne maler. Og Anne kom og advarede mig mod NP, fordi dengang på Dan Turell gjorde han sådan og sådan, og en kvinde kom og knuste mig, og hviskede, at NP er fantastisk, og med en ny Lene talte jeg om NP i tre sætninger, og vi nikkede og smilte og knuste hinanden.

Torsten kom ned ad trappen, og vi krammede og talte om forskellen på at bo i Washington og København, og den er stor. NP greb fat i mig og kyssede mig og takkede for at være med til denne skønne fest, der fik ham til at føle sig så velkommen tilbage. Jeg smilede og gik videre ud til bandet i det hvide telt, og på vejen mødte jeg dejlige Per og vi dansede og lo, og så kom Ulla og sagde, hun beundrer mig og min blog. Glad over uventet ros fra en, jeg respekterer, omfavnede jeg hende og fortsatte op foran scenen til Martins favn. Sidst vi mødtes var i Guf til en pladereception for CV. Nu smøg jeg mig ind til ham med tak på læben for den skønne fest. Skriv om den, sagde han.

På båden hjem med favnen fuld af NP og Francois, og Kari bag mig, der kærligt sov op ad PM, følte jeg med rosen i knaphullet en dyb glæde over livet, som skønne mænd kan skabe det. Tak Martin og brødre, for en fest, hvor jeg følte mig som mit bedste selv og med kærlighed og respekt mødte andre bedste selver, så der fortsat kan være højt til loftet – det er noget helt særligt!

Kan man straffe mangel på selvindsigt?

Den 22.7 skrev den norske forfatter Karl Ove Knausgård en artikel i den svenske avis Dagens Nyheter, om Breivik, hvor han forsøger at se på Breivik og hans gerninger gennem psykoanalytiske briller. Artiklen har fået sindene i kog i Danmark, hvor flere danske kulturpersoner, er rystede over Knausgårds psykoanalytiske tilgang til Breivik.

Jeg synes, Knausgårds analyse er et kvalificeret bud på centrale elementer i dannelsen af personen Breivik, og da den amerikanske sociolog  Nancy Chodorow har udviklet en teori, som på elegant vis understøtter en række af Knausgårds pointer, er det relevant at gøre opmærksom på hende for at nuancere debatten.

Det drejer sig om Ødipuskomplekset. Chodorow har gennemført et stort forskningsarbejde over de sidste 40 år i drenge og pigers frigørelsesproces og hendes forskning viser, at der er markante forskelle på den maskuline og den feminine måde at løse Ødipuskomplekset på.

Freud definerede som bekendt Ødipuskomplekset som den lille drengs ønske om seksuelt at besidde sin mor og dræbe sin far. Hvad angår den lille piges frigørelsesproces var Freud mere famlende og forsøgte sig med penismisundelse som forklaringsmekanisme. Det slog dog ikke rigtigt an. Hvordan  Ødipuskomplekset forløses, har afgørende betydning for dannelsen af selvet, egoet og seksualiteten.

Chodorows forskning viser, at for drenge foregår processen snarere som følger: Det går op for den lille dreng, at han ikke er som sin mor, som han elsker overalt på jorden, og som er omkring ham hele tiden, hvor hun udfører en mængde konkrete omsorgsopgaver. Drengen begynder at se efter faren og identificere sig med ham. Problemet er, at faren ofte er væk, og det er ikke klart for drengen, hvad faren laver. Når faren kommer hjem til drengen, kan han hjælpe drengen til en vellykket forløsning af Ødipuskomplekset ved at være mentalt nærværende og udtrykke varme og kærlighed overfor drengen. Eller han kan gøre det sværere for sin dreng at blive mand ved at være mentalt fraværende og sjældent vise varme kærlige følelser overfor drengen. I det sidste tilfælde fortsætter drengen med at have et uklart billede af hvem faren er, hvad han laver, og hvad han føler for drengen. Det uklare billede betyder, at drengen presses til at definere sin identitet omkring, hvad han ikke er: en kvinde, fremfor hvad han er: en mand.

Når forankringen af selvet er uklar og ukonkret betyder det, at den voksne mand er nødt til at genetablere sin maskulinitet hver dag overfor sig selv og andre. Et centralt redskab i dette er nedladende bemærkninger og holdninger til det, han ikke er, som er det kvindelige og alt hvad det står for af følelser, omsorg, blødhed, underkastelse, osv. For at etablere sig som mand er han hver dag nødt til at ignorere disse sider i sig selv, tage afstand til dem, ja måske endda voldsom afstand. At rumme disse sider af sig selv kan være så angstfremkaldende, at han fuldstændig fortrænger nogle af de handlinger han gør, hvor disse sider kommer frem. Det kan være han er tiltrukket af mænd og sanse- og følelsesmæssigt nyder at underkaste sig en anden mands begær og hengive sig i en mands arme, og at trangen indimellem bliver så stor, at han gør det, uden at handlingen bagefter bliver en aktiv del af hans selvforståelse, ja han kan pure nægte overfor sig selv og andre, at det nogensinde har fundet sted. På samme vis kan en mand med denne form for selvforståelse fornægte for sig selv, at han udøver vold mod kone og børn, krænker børn seksuelt og så videre.

For en sådan mand er individuationsprocessen ikke blevet gennemført. Han er standset foran det, han ikke kan rumme, og der vil han blive, indtil han er motiveret til at få professionel hjælp til at rumme hele sig selv og sin seksualitet.

Denne teori understøtter Knausgårds analyse af Breiviks individuationsproces. Breivik har ifølge personer i hans omgangskreds på et tidspunkt brugt sminke, men nægter det i dag. Breivik har ifølge andre personers udsagn homoseksuelle erfaringer, men nægter det i dag. Breivik har et hadsk forhold til kvinder, og brugte meget energi på hver dag at genetablere sin maskulinitet indenfor en meget stram politisk ideologi, der er domineret af maskuline styrkeudtryk, ikoner og værdier.

Knausgård bidrager også i vanlig stil med egne erfaringer og fortæller, hvordan han i teenageårene var rædselsslagen over at mærke visse kvindelige sider i sig selv, fordi hvis de fik overtaget, ville han bukke under som mand. En meget kraftfuld oplevelse af at kønsidentiteten blev defineret som ”ikke værende en kvinde”. Flere danske kulturpersoner på det litterære site Promenaden forstår slet ikke, hvordan man kan blive overvældet af rædslen for at være kvindelig. Det er især kvinder, der ikke forstår dette og latterliggør Knausgård.

Når individuationsprocessen gennemleves til ende og succesfuldt, står der en moden mand, som rummer både de maskuline og feminine sider af sig selv, og som har frigjort sig seksuelt og følelsesmæssigt fra såvel moren som faren og er forankret i sig selv.

Hvad angår kvinder har Chodorow fundet frem til, at det kvindelige ego dannes på en markant anderledes måde. Det kvindelige ego dannes via en libidobaseret trekantsdynamik, hvor forankringen af følelser og seksualitet foregår i en trekant mellem kærligheden til faren, kærlighed til moren og bekymring og overvejelser omkring forholdet mellem faren og moren. Dette bevirker, at når den kvindelige individuationsproces er gennemført succesfuldt er den modne kvindes ego forankret i en kvinde-i-relationer konstruktion, hvor hun fortsat har en tilknytningsrelation til både far og mor og sin egen partner og børn, og har fundet en balance omkring at forankre hendes selsvstændige skaben i denne følelsesmæssige trekant. Socialt fællesskab og det kollektive er nøgleord.

Når man ser på denne analyse af hvordan maskuliniteten dannes, er der stærke indicier for, at Breiviks individuationsproces er gået i stå på et tidligt tidspunkt. Når man kobler det med den måde, som Breivik ifølge Knausgård har spillet computerspil, der fokuserer på at dræbe, og man hører Breiviks forbavselse over, at de unge på øen, som han skød, ikke prøvede at løbe eller gemme sig, sådan som de gør i computerspillene, ja, så må man sige, at man står med en mand, der skal straffes for at lade sin individuationsproces gå i stå. Kan man straffe en mand for manglende selvindsigt?

Kunne man på et tidspunkt have påbegyndt en proces, der havde hjulpet Breivik til øget selvindsigt og en nuanceret forankring af hans maskulinitet? Og hvad med de spirende Breivik’er, der bevæger sig i ekstreme politiske miljøer, i bander og i dårligt fungerende familier i Vollsmose? Kan vi anvende Chodorows forskning til at øge selvindsigten hos disse mænd?

 

 

Skal jeg efterlyse flere hjerter dronninger?

I min research blev jeg på et tidspunkt kontaktet af en gigolo, og vi talte en del om kvinder og mænds drømme og længsler efter hinanden. Han var ekspert i, hvad kvinder længes efter hos mænd, og den vigtigste værdi her var nærvær og personlig respons. Jeg spurgte ham også, hvad mænd længes mest efter ved kvinder og han sagde: sanselighed og blidhed.

Det overraskede mig, fordi jeg i vanlig fordomsfuldhed troede, mænd længtes efter sex. Da jeg fik tænkt nærmere over det, og fik brugt den brille til at se på nogle af de udtalelser mænd ofte kommer med om kvinder, blev jeg klar over, at gigoloen har fat i noget. Prøv at lægge mærke til når mænd kommenterer en kvinde og hendes væremåde eller udtalelser. Mange gange bliver der udtrykt kritik af at hun mangler blidhed. Komplimenter fra mænd til kvinder er også ofte baseret på sanselighed og blidhed som måleparametre.

I forlængelse af mine skriverier forleden om hjerterkonger som et mandeideal jeg synes vi har brug for mere af, vil jeg gerne hermed komme med en definition på et muligt kvindeideal, set med mandens øjne, nemlig en hjerter dronning: en kvinde, der har hjertet på rette sted, og med sanselig blidhed vil være hans tro følgesvend.

Længes moderne mænd efter sådanne hjerter dronninger?

Sig fra og få mere

Når et firma som Dell overhovedet kan finde på at hyre Mads Christensen, som Christiane Vejlø og Dorte Toft har blogget om, er det jo fordi mange mænd kæmper med at få plads til deres maskulinitet på egne vilkår. Mads C giver dem indtryk af, at hvis bare de kan sige hold kæft til lillemor, så er de en fandens karl. Hans foredrag burde kommemed en advarsel: såfremt du følger denne mands råd, vil du blive skilt inden for 12 måneder.

Jeg synes, at man skal bruge hans relative popularitet til at fokusere på hvad nogle mænd har brug for: at komme på kursus i assertionstræning. Kvinder gjorde det i 80’erne for at lære at sige fra over for mand, far og chef. Nu skal mænd lære at sige fra overfor kone, mor og chef.

Fordelene ved assertionstræning er, at den gør en bevidst om egne værdier og man lærer redskaber til at sige til og fra med respekt for den anden. Mit indlæg i går, hvor jeg efterlyste flere synlige hjerterkonge mænd handler også om dette.

Måske man skulle arrangere et hjerterkonge kursus for mænd med undervisning af B S Christiansen, Uhmaro Cadogan, Og et par andre mænd der evner dette, og et par kvinder for at teste om mændene på kurset kan anvende redskaberne. Overskriften på kurset kunne være Sig fra og få mere.

Flere hjerterkonger efterlyses

Jeg synes der er en tendens til at masseunderholdningen viser os rollemodeller for mænd, som på en mærkelig gammeldags måde spejler kærlighed og kønsroller i 1950’erne, og for kvinder, som står midt i et 2012, der bugner af personlig frihed og muligheder for at udleve sine talenter og seksualitet på en omsorgsfuld og ansvarlig måde.

Først manderollen: Klovn er et af de tydelige eksempler på en spejling af 1950’erne, hvor to uansvarlige  drenge, den ene stærk og den anden svag, prøver at få opfyldt deres behov for øl, fisse og hornmusik uden konerne lægger mærke til det. Konerne er den smålige husmor type og den lidt lækrere skolelærerinde med hævet pegefinger. Målet for alle afsnit og filmen er, at følge hvordan drengene på humoristiske måder snor sig for at få opfyldt deres lyster og få deres vilje.

Andre eksempler på denne måde at være mand på er Mads Christensen, der smykker sig med dyrt bling bling og motorcykel, og siger at en rigtig mand er en, der kan sige hold kæft til hende den besværlige derhjemme. Kvinden her er usynlig men dog meget tydelig som en, der kommer på tværs af udleven af hans sande natur: blærerøven der kan lide kubik og ikke er bange for at sige lillemor imod.

Og så er der den bløde mand i filmen Sandheden om mænd, som ikke ved hvad han vil før han har mistet det og hvor kvinderne hver gang sætter ham stolen for døren, som den der ved hvad hun vil.

Ser vi på de kvindelige rollemodeller som de er blevet vist de sidste seks måneder på tv er der statsministeren på Borgen, der kæmper med at få sine personlige værdier og ønsker til at gå i spænd med kravene på jobbet. Hun lykkes med noget og mislykkes med andet. Hendes mål er at få mere end hendes eget personlige liv til at hænge sammen, og manden har så svært ved at tackle hendes selvstændighed, at de bliver skilt.

Der er Lykke som kæmper med at indgå i en tæt relation, og hvor det lykkes for hende til sidst både at blive forfremmet og gift – med en psykolog. På en skæv måde kæmper hun mellem at være selvforsynende og kejtet i sin længsel efter en mand. Manden udfordrer og rummer hende på skift.

Og så er der Rita, som lever især sin seksualitet ud som en mand, og det eneste serien kan belønne hende med er en affære med hendes egen ekskæreste. Ritas børn fremstår som de voksne og ansvarlige, så den rolle bliver åbenbart børnene til del, når mor lever sin seksualitet ud. Mændene omkring hende bruges enten til at opfylde hendes seksuelle ønsker uden hun dog virker forløst, eller til at stille krav om nærhed, som hun ikke evner. Forskellen i forhold til drengerøvene nævnt ovenfor er, at Rita prøver at finde ind til egen vilje uden at have redskaber eller rollemodel. (Interessant nok er Rita skrevet af en ung mand).

Jeg savner, at se film og tv serier med mænd, som har gjort op hvad der er vigtigt for dem i deres liv og som er klar til at tage konsekvenserne. Mænd som gifter sig og lærer at sige til og fra overfor konen, på en ordentlig måde, så hun bevarer respekten for ham. Mænd som står ved at de gerne vil have blid sanselighed fra deres kvinde samtidig med at de kan respektere hende for at have meninger om alt muligt, ligesom de selv har. Mænd, der tager ansvar for de børn de sætter i verden ved at lytte til barnet frem for at strides med konen.

Et eksempel på sådan en mand læste jeg om i et interview med Jesper Binzer fra D.A.D. bandet http://politiken.dk/kultur/musik/ECE1451091/d-a-ds-jesper-binzer-naegter-stadig-at-klippe-sit-haar/. Han sagde, at »Det handler om at blive mere voksenmoden. At blive en mand. En, der kender sig selv og ikke mister kontrollen. En, der kan herske med kærlighed«, siger han med et udtryk, der vist overrasker ham selv mest af alle. »Hjerter konge. Det er ham, man skal være. Mild og streng og mand«. Det synes jeg lyder en del mere interessant end drengerøvene, så fler’ af dem tak både på film og i virkeligheden.

Hvad er vigtigt?

I går var jeg til netværksmøde, og vi berørte  kort dette emne, som et centralt redskab til at undgå stress og få et liv med overskud. Vi nikkede enige om, at det er vigtigt at vide, hvad der er vigtigt. Men hvordan skal man finde ud af det? Der er ligesom aldrig rigtig plads i kalenderen til netop de overvejelser. Og hvor begynder man? Det hele er jo vigtigt, både arbejdsliv, og privatliv og personlige ambitioner og ….. sådan breder  fokusforvirringen sig og man fortsætter med at stræbe efter opfyldelse af de kortsigtede behov, for dem ved man da, hvad er.

Da jeg kom hjem fra arrangementet, tænkte jeg videre. Resultatet af denne korte ønske og handle horisont betyder, at vi bevæger os på det lille plan det meste af tiden, uden at se på den større ramme og selve systemet, og stort set ude af stand til at overveje alternativer. Vi stæser rundt som forvirrede fluer i en flaske optaget af at få hinandens anerkendelse eller endnu bedre misundelse. I sådan en verden har det materielle stor attraktionsværdi, fordi det tilfredsstiller vores troløse selvværd. Det selvværd som er så flygtigt at et andet menneskes overskud får det til at blegne. Hvorfor skal sådan et selvværd overhovedet spille nogen rolle? Det får os til at halse efter ting og ejerskab af noget som kun giver en kort tilfredsstillelse. Og som så snart det er ejet mister sin værdi og skal overstråles af en endnu større ting. Hvornår får det ende? Når jeg siger stop. Når jeg lærer at tæmme mit selvværd. At oplyse det om at jeg er her og elsker det, ligegyldigt hvor fint udstyret det er. Jeg elsker det præcis som det er, og jeg vil elske det når det bliver gammelt og tager på og mister håret og bliver krumrygget. Jeg vil elske det og forventer at blive elsket tilbage. Selvværdet ved at det måske ikke evner at leve op til disse store forventninger og derfor higer det tilbage til det materielles trygge verden, der hvor man ved at det, der er størst også er bedst. Og ve den der taler om kejserens nye klæder!

Det troløse selvværd har bredt sig i takt med friheden og de mange valg. Mange kæmper individuelt med at få styr på selvværdet, men hvis vi ser på de sidste 25 år kultur- og samfundsudvikling, synes jeg den mest dækkende overskrift er selvværdets teenageperiode. I teenageårene er man meget afhængig af andres billigelse, samtidig med at man gør alt, hvad man kan, for at udfordre den og sprænge rammerne. Man er verdensmester, går i totalt checket tøj, ser sig hele tiden i spejlet, kører lækre biler for hurtigt og bruger mere end man har. Selvværdet bokser med at finde sit leje, og lytter til enhver, der forsikrer det om, at det er på rette spor, også selvom tvivlen gnaver og det selv føler sig som  Kejsernes nye klæder.

Den økonomiske krise markerer overgangen til en ny fase for selvværdet. Der er sket en modning, og nu står det som en skabning, der er først i 20’erne og skal orientere sig i en verden, der ikke er den samme længere. Det ved, at der forude ligger nye og ukendte krav, som det skal leve op til. Det er klar over, at det skal træde i karakter, og det glæder sig, måske med et anstrøg af nervøsitet for om det nu også kan stå denne nye distance.

 

Her er det at selvværdet skal vende tilbage til rødderne for at finde styrke. Hvad var det, det drømte om, før teenageårenes tumult? En verden i harmoni? En verden med plads til at leve i sit eget tempo? En verden, hvor der er plads til selvværdet som det er? En retfærdig verden hvor nye produkter og mad produceres med respekt for vilkår og konsekvenser? En verden båret af grøn energi? En verden hvor nysgerrighed i et parforhold opleves som en styrke frem for en trussel? Indsæt de ord, der er relevante for dig her…

Disse drømme kan selvværdet nu vælge at fokusere på at gøre til virkelighed. Det kan finde andre selvværd, der har de samme drømme, det kan øve sig, det kan insistere på at en anden virkelighed end teenageårenes tumult er mulig. Selvværdet vil opleve modstand fra især to områder: fra egne rækker, og fra dem der nu må vige pladsen. Fra egne rækker fordi det vil opleve, at teenageårenes fart og tempo stadig har en vis attraktion ikke mindst, fordi det er velkendt. Det betyder, at når noget glimter og lover guld og grønne skove vil det fare efter det og forvente sin velkendte korte belønning i form af styrkelse af selvværdet. Det er ok, og skal ikke give anledning til skældud, blot en snarlig forladen af dette gamle vandhul, som er tørret ud.

Den anden modstand er betydelig større. Ingen giver frivilligt magten fra sig. Først når man mærker ryggen presset mod muren, og der simpelthen ikke er andre udveje, går man modstræbende med til at forhandle om at afgive lidt af magten. Dette betyder, at selvværdet skal fokusere en stor del af sin energi på at finde andre selvværd, der insisterer på, at en alternativ virkelighed er mulig. Det vil tage tid, men jo flere der insisterer på dette, jo hurtigere kan forandringerne ske. Som Marshall Macluhan sagde, når mennesker standser i takt, begynder fremtiden.

Shame – en film

Jeg så filmen Shame i går og synes den er interessant på to planer, men ikke på det følelsesmæssige plan. Hovedpersonen, der spilles af Michael Fassbender, er en sexafhængig mand, hvis sexrutiner med og uden partnere bliver brudt, da hans kriseramte søster en dag står på dørtærsklen til hans liv og beder om hjælp.

Hovedpersonen rørte mig ikke, selvom han spillede godt. Han var så lukket omkring sig selv og sine egne behov, at jeg i perioder kedede mig. Da jeg var i 20’erne oplevede jeg selv nogle af disse følelser og misbrugte sex;) Men jeg kom videre, da jeg blev træt af den sovsen rundt i i min egen selvmedlidenhed, som jeg synes, han sidder fast i.

Og det er det ene plan, hvor filmen er interessant. Den viser nemlig en grandvoksen umoden mand, som ikke kan finde modet til nærhed med sig selv og andre. Det er interessant, fordi det er en rimelig præcis spejling af en del af den måde feminin og maskulin energi udleves på i dag, hvor vi står midt i frihedens mange overvældende valg uden en autoritet til at fortælle os, at nu er det tid at slippe pikken og finde modet til at stå ved, hvem man er og rette sin energi udad mod andre på en hensynsfuld måde.

Det andet plan, hvor filmen er interessant, er den berøringsangst, som den udviser overfor det seksuelle. Hver gang er sex et redskab han anvender til at være i kontrol, hvor det fungerer, når han bestemmer og betaler, mens han i den ligeværdige dobbeltseng ikke kan få den op at stå. Dette bliver ikke for alvor problematiseret i filmen. Vi får kun nogle tidsmæssigt meget lange skud af hans ansigt, hvor man så kan tænke, at han nok tænker et eller andet. Hvorfor møder han ikke en kvinde der voldtager ham, og en anden kvinde der er så sød ved ham at han græder i sin orgasme, eller hvad med rollespil, hvor han udfordrer sit eget behov for kontrol? Det kunne have fået mig til at forstå, hvorfor han gør, som han gør til sidst. Det eneste man ser, er ludersex i forskellige varianter, så man tror man er tilbage i 1970’erne.

Alt i alt virkede filmen gammeldags på mig, fordi hans seksualitet var så machokedelig og fordi han gentog den samme historie vi nu har hørt og set på film i mange år, hvor man gerne må behandle sig selv og andre dårligt, hvis man har haft en hård barndom. Giv mennesker med en hård barndom professionel hjælp til at tage ansvar for det liv, de vil leve med sig selv og andre. En psykolog og en sexolog kunne have udrettet mirakler med den mand, og det at han ikke for alvor søger hjælp, indsigt og kontakt gør ham mest stakkels i mine øjne. Shame får kun 1 hjerte fra mig, og det får den for at vise både mænd og kvinder nøgne i fuld figur. Det er sjældent man ser det i en spillefilm.

Jeg længes efter film, hvor mennesker udnytter friheden og den manglende autoritet til at udfordre sig selv og andre, så de kan tage sig selv alvorligt og opfylde deres drømme og længsler i respekt med andre på stadigt nye måder, fordi vi gennem livet udvikler os – glæder mig til at komme videre med at lave netop det;)

Det romantiske fængsel II

Programmet ”Chick Flicks”, som løst oversat betyder film til kvinder, er lavet af Clara og Julia Kuperberg i Frankrig i 2009.

I programmet identificerer de nogle træk og tendenser i kvinderoller på film og i tv-serier siden 2. verdenskrig, som på mange måder spejler kvindelivet også uden for biografen både dengang og i dag. Jeg vil efter bedste evne referere nogle af de centrale pointer, som programmet indeholder og kommentere på det:

1950’erne

1950’erne var en begrænsende tid for kvinder med mange regler for kvindeadfærd og tabuer i kulturen. Kærligheden blev anset for at være en kvindes karriere, og ægteskabet var kvindens kald. Samtidig blev ægteskabet i 1950’ernes film fremstillet som en skræmmende ting, man indgik i, og så sad man fast forever.

Kvinder, som var moralsk tvetydige, omgav man med personer, der elskede dem, så man så flere sider af hende. Men i filmene fik sådan en kvinde ikke sin mand, hun skulle nemlig straffes, og det var den højeste straf ikke at få en mand.

Bette Davies spillede helst dobbelte roller, fx i Dark Victory, hvor hun satte sig ud over reglerne og normerne. Hver gang blev hun så også straffet, for at opretholde idealet om den ideelle kvinde, som en der ikke satte sig op mod den herskende orden.

Scarlett O’Hara i Borte med blæsten er den første moderne kvindelige helt. Men også her ser man, at hun må betale for sin handlekraft og selvstændighed – hun mister mand og barn.

Doris Day og Rock Hudson filmene handler om sex, men de taler ikke om det direkte, og de dyrker det ikke. I filmene leger de med kønsidentiteten, idet hun også viser sine butchsider, og han viser sine feminine sider. Men på en kysk måde med antydningens kunst i højsædet.

Hitchcock arbejdede i sine film indenfor den samme norm, hvor den aristokratiske Grace Kelly i flere tilfælde blev skændet. (Jeg kan ikke huske om de i programmet nævnte eksempler på dette, og har ikke tid til at gennemse hans film igen lige nu for at finde eksempler, men jeg synes, det er en interessant påstand.)

Yderligere eksempler fra perioden er Gentlemen Prefer Blondes, Seven Brothers Seven Wives

1960-70’erne

1960’erne bragte en ny mandetype med James Dean og Al Pacino og en ny kvinderolle med Barbara Streisand. Hun var smart og viste det, så hun kunne spille overfor Paul Newman i Vore bedste år. Hun var jøde, selvstændig, beholdt sin egen lange næse i stedet for at rette den, som man straks ville have gjort 10 år senere. Igen betalte hun med kærligheden, så kulturens straf af det selvstændige og handlekraftige fortsatte. Dog i mildere form, da hun ikke fik Robert Redford, men en anden mand.

1968 gav kvinderne friheder, som efterhånden satte sig igennem på en lang række områder i samfundet, men på film blev kvinders handlekraft og selvstændighed stadig  gjort til et problem frem for en styrke.

Og det kunne man, for selvom 1968 havde en stor betydning, og samlivet i 1970’erne blev udfordret på mange måder, blev der ikke rykket ved idealerne for kærligheden. De var stadig forankret i idealet fra 1950’erne.

Da Harry mødte Sally, som for en stor del foregår i denne periode handler ikke om kærlighed, men om forskellen på mænd og kvinder. Den selvstændige kvinde vises som en der har svært ved at få øje på kærligheden selvom den går lige rundt om hende = Harry. Det får hun så til sidst. På den måde synes jeg mest, at filmen er en hyldest til de kompromisser man må indgå, hvis man vil leve i monogam tosomhed.

1980-90’erne

Den selvstændige kvinde vandt frem i flere film. I Thelma og Louise begyndte hovedpersonerne som en kliche, så lærte Thelma og Louise noget om sig selv som de aldrig havde drømt om de indeholdt.

Working Girl viser sekretæren, der tager skæbnen i egen hånd og vinder både manden og forfremmelsen. Jeg mener, den er et af de første eksempler på at en kvinde får belønning for sin handlekraft og selvstændighed.

Nora Ephron har lavet en række film rettet til kvinder, som fx Sleepless in Seattle. Den falder i kategorien romantiske komedier, hvor den kvindelige hovedperson hver gang får drømmemanden til sidst og de rider sammen mod solnedgangen. Andre eksempler er Lunefulde Måne, Pretty Woman og Notting Hill.

Fire bryllupper og en begravelse er en engelsk film og udmærker sig ved at se det fra en mands synspunkt, og hvor nogle kvinders drøm om det romantiske fængsel latterliggøres, mens hovedpersonernes drøm om det hyldes. Det gøres med humor og engelsk charme, men er dog stadig det samme fængsel.

2000’erne

I løbet af denne tidsperiode skete der en markant ændring af de økonomiske vilkår for at producere film, hvor global distribution og markedsføring kostede så meget, at det mere og blev de brede historier, der kan appellere til det store publikum, der blev lavet. Historierne skulle kunne rates PG 13, så alle over 13 fik lov at se dem.

Det gav mere uskyldige film med mere ligegyldige kvinderoller, og mere umodne historier, fordi indholdet skal kunne accepteres af så mange som muligt. Det bliver film skabt til piger og ikke til kvinder

Bridget Jones dagbog er et eksempel på dette. Og det er 27 Dresses også.

Det bliver også vigtigere at lave film, hvor mænd kan lide at se sig selv i filmen. How to loose a Guy in 10 days er et eksempel, hvor manuskriptforfatteren sin søn til at hjælpe sig med at skrive manuskriptet. Det betyder, at de mandlige roller fylder mere igen på bekostning af interessante dybe kvindeportrætter.

I løbet af årtiet og frem til i dag er Tv stedet for de stærke kvinder, hvor Sex and the City var en af de første. Interessant nok er det først i tredje sæson, at hovedpersonen Carrie Bradshaw dyrker uforpligtende sex og står ved sine lyster, indtil da er det veninderne, der lever seksualiteten ud med overvejelser, fortrydelser, drømmesituationer, og tilsat løbende evalueringer. Hovedpersonen bliver ved med at drømme om den eneste ene og kærlighed er hendes karriere i og med hun lever af at skrive om det og hele tiden taler med veninder om det.

På den måde kan man sige, at netop denne serie ikke bryder med 1950’ernes kvinderolle, hvor kærligheden var kvindens karriere og ægteskabet kvindes kald.

Mine kommentarer:

Jeg synes denne flyvetur gennem bare et par af kvinderollerne på film siden 2. verdenskrig viser, at den historie, der stadig dominerer, er historien om den uselvstændige kvinde, der ser ægteskabet som den ultimative præmie og igen og igen lærer, at hvis hun er for selvstændig og handlekraftig bliver hun straffet af både mand, børn og kulturen. I programmet kalder de dette for Det romantiske fængsel.

Et interessant input i denne sammenhæng er Bechdel testen. Det er en test udviklet i USA, hvor man tester en film på tre ting: Er der to kvinder med, som har navne og som taler med hinanden om andet end mænd? Ved sidste Oscaruddeling i 2012 var det kun 2 ud af de i alt 9 nominerede film, der bestod testen. Se hvilke i denne video: http://www.youtube.com/watch?v=PH8JuizIXw8

Jeg vil de næste dage undersøge dette nærmere og relatere det til min film. Selvom mange både mænd og kvinder rynker på næsen af disse film, mener jeg, de spiller en stor rolle for nogle af de valg, vi træffer omkring kærligheden. Dette skyldes dels, at det er mainstream film, der kommer ud i stort antal verden over, og det skyldes mangel på film i stort antal verden over, som viser alternative måder for kvinder og mænd at leve kærligheden på. Mere om det i morgen…