Tag Archives: selvindsigt

Manglen på andres selvindsigt

For nylig skrev jeg et indlæg om, hvorvidt man kan straffe manglen på selvindsigt. En af mine venner skrev en kommentar til mit indlæg. Han skrev “Vi tager konsekvensen af hinandens manglende selvindsigt hele tiden – ved at trække os eller konfrontere hinanden med den.”

Da andres manglende selvindsigt kan trække mange ressourcer ud af et parforhold, et samarbejde eller en familierelation, og da kulturen ikke rigtig giver os en ramme eller redskaber til at forstå betydningen af selvindsigt, vil jeg gerne sætte fokus på det.

Jeg har tidligere brugt meget energi på lange samtaler med venner, partnere og familiemedlemmer om bestemte problemer, der blev ved med at komme igen, følelser, der gentog sig, frustrationer, der ikke blev forløst og så videre. Jeg oplevede, at disse mennesker trængte til kærlighed og forståelse, og det bestræbte mig på at give dem. På et tidspunkt gik det op for mig, at det var spildt arbejde. Det, de mest af alt har brug for, er selvindsigt.

Hvorfor er denne selvindsigt så vigtig? For at komme ud af en situation, der gentager sig igen og igen, og som frustrerer en, må personen få øje på sin del af ansvaret for igen og igen at havne netop der. At få øje på sin del af ansvaret forudsætter, at man kan sætte præcise ord på egne motiver og egen adfærd. At man kan være ærlig overfor sig selv. Og at man kan forlige sig med det, man finder ud af.

I dag er der rigtig mange muligheder for at øge sine evner for selvindsigt. Man kan tage kursus i personlig udvikling. Man kan opsøge en psykolog og fortsætte, når psykologen beder en rette blikket indad og få øje på egen frygt og utilstrækkelighed. Man kan tilmelde sig et årskursus i at opdyrke sit indre potentiale. Man kan opsøge spirituelle miljøer, og og og…

Her vil man møde mange variationer af de samme spørgsmål: Hvem har ansvaret for, hvordan du lever dit liv? Er det din partner, og de forventninger han eller hun har? Er det dine forældre, og alt det de gjorde ved dig i barndommen, der styrer dine handlinger i dag? Er det din dominerende chef, som bestemmer? Er det dine børn, der er krævende? Er det din svigermor, der synes hun har krav på mere, end du måske føler, du kan give? Er det dig selv, der har ansvaret for, hvordan du forvalter dit liv?

Man kan også få råd og vejledning i, hvordan man finder modet til at handle på sine indsigter. Ansvaret for det mod ligger altid hos en selv.

Vi viger ofte tilbage for at stille os selv sådanne spørgsmål, for instinktivt ved vi godt, at i det øjeblik, vi hører svaret i vores indre, forpligter indsigten, som en sko, der bliver ved med at klemme. Denne klemmen sætter en proces i gang, hvor man igen og igen får øje på situationer i ens liv, hvor man bebrejder andre det, der sker. Såfremt man finder modet til at erkende det og acceptere at man gør det igen og igen, selvom man godt ved det er dumt, vil mange efter en rum tid føle sig så provokeret over egen adfærd, at man vil ændre de dele af mønstret, man ikke er stolt af.

Men så længe man ikke har stillet sig selv spørgsmålene, behøver man ikke handle. Og man føler sig home free. Men det er man ikke. For de mennesker, der er omkring en handler på ens ikke-handlen, som min ven skriver. Enten konfronteres man af sine nære, eller man oplever, at de trækker sig. Der kan gå en rum tid, før det går op for en, at de har trukket sig.

Dette betyder, at ens valg omkring at opnå selvindsigt eller ej får meget store konsekvenser for ens liv. Vælger man at være ærlig overfor sig selv omkring sig selv, kan det åbne op til en verden af samvær med mennesker, der også er ærlige omkring sig selv, og hvor man kan tale og grine og græde over egen og andres dårskab, forfængelighed, misundelse, storhed, kærlighed, smålighed og så videre, så man føler sig rummet som det komplekse menneske man er og kan rumme andre.

Eller man kan vælge at blive ved med at bebrejde andre ens livslod og opleve, at man mister venner og familie, fordi mennesker tæt på en trækker sig. Og man synes måske slet ikke, at der kom nogen advarsel, og de lyttede ikke rigtigt. Men det gjorde de. Og de valgte så at trække sig, da de ikke længere kunne finde energien til at blive ved med at høre personen bebrejde andre sit svigtende mod.

Jo mere man trækker energi og fokus tilbage til det, man kan ændre, forme og tage ansvar for, som er en selv, jo mere styrker og udbygger man den basis for mødet med andre, som man har hele livet. Jo sværere man har ved at rumme sig selv, jo sværere vil andre også have det.

 

 

Kan man straffe mangel på selvindsigt?

Den 22.7 skrev den norske forfatter Karl Ove Knausgård en artikel i den svenske avis Dagens Nyheter, om Breivik, hvor han forsøger at se på Breivik og hans gerninger gennem psykoanalytiske briller. Artiklen har fået sindene i kog i Danmark, hvor flere danske kulturpersoner, er rystede over Knausgårds psykoanalytiske tilgang til Breivik.

Jeg synes, Knausgårds analyse er et kvalificeret bud på centrale elementer i dannelsen af personen Breivik, og da den amerikanske sociolog  Nancy Chodorow har udviklet en teori, som på elegant vis understøtter en række af Knausgårds pointer, er det relevant at gøre opmærksom på hende for at nuancere debatten.

Det drejer sig om Ødipuskomplekset. Chodorow har gennemført et stort forskningsarbejde over de sidste 40 år i drenge og pigers frigørelsesproces og hendes forskning viser, at der er markante forskelle på den maskuline og den feminine måde at løse Ødipuskomplekset på.

Freud definerede som bekendt Ødipuskomplekset som den lille drengs ønske om seksuelt at besidde sin mor og dræbe sin far. Hvad angår den lille piges frigørelsesproces var Freud mere famlende og forsøgte sig med penismisundelse som forklaringsmekanisme. Det slog dog ikke rigtigt an. Hvordan  Ødipuskomplekset forløses, har afgørende betydning for dannelsen af selvet, egoet og seksualiteten.

Chodorows forskning viser, at for drenge foregår processen snarere som følger: Det går op for den lille dreng, at han ikke er som sin mor, som han elsker overalt på jorden, og som er omkring ham hele tiden, hvor hun udfører en mængde konkrete omsorgsopgaver. Drengen begynder at se efter faren og identificere sig med ham. Problemet er, at faren ofte er væk, og det er ikke klart for drengen, hvad faren laver. Når faren kommer hjem til drengen, kan han hjælpe drengen til en vellykket forløsning af Ødipuskomplekset ved at være mentalt nærværende og udtrykke varme og kærlighed overfor drengen. Eller han kan gøre det sværere for sin dreng at blive mand ved at være mentalt fraværende og sjældent vise varme kærlige følelser overfor drengen. I det sidste tilfælde fortsætter drengen med at have et uklart billede af hvem faren er, hvad han laver, og hvad han føler for drengen. Det uklare billede betyder, at drengen presses til at definere sin identitet omkring, hvad han ikke er: en kvinde, fremfor hvad han er: en mand.

Når forankringen af selvet er uklar og ukonkret betyder det, at den voksne mand er nødt til at genetablere sin maskulinitet hver dag overfor sig selv og andre. Et centralt redskab i dette er nedladende bemærkninger og holdninger til det, han ikke er, som er det kvindelige og alt hvad det står for af følelser, omsorg, blødhed, underkastelse, osv. For at etablere sig som mand er han hver dag nødt til at ignorere disse sider i sig selv, tage afstand til dem, ja måske endda voldsom afstand. At rumme disse sider af sig selv kan være så angstfremkaldende, at han fuldstændig fortrænger nogle af de handlinger han gør, hvor disse sider kommer frem. Det kan være han er tiltrukket af mænd og sanse- og følelsesmæssigt nyder at underkaste sig en anden mands begær og hengive sig i en mands arme, og at trangen indimellem bliver så stor, at han gør det, uden at handlingen bagefter bliver en aktiv del af hans selvforståelse, ja han kan pure nægte overfor sig selv og andre, at det nogensinde har fundet sted. På samme vis kan en mand med denne form for selvforståelse fornægte for sig selv, at han udøver vold mod kone og børn, krænker børn seksuelt og så videre.

For en sådan mand er individuationsprocessen ikke blevet gennemført. Han er standset foran det, han ikke kan rumme, og der vil han blive, indtil han er motiveret til at få professionel hjælp til at rumme hele sig selv og sin seksualitet.

Denne teori understøtter Knausgårds analyse af Breiviks individuationsproces. Breivik har ifølge personer i hans omgangskreds på et tidspunkt brugt sminke, men nægter det i dag. Breivik har ifølge andre personers udsagn homoseksuelle erfaringer, men nægter det i dag. Breivik har et hadsk forhold til kvinder, og brugte meget energi på hver dag at genetablere sin maskulinitet indenfor en meget stram politisk ideologi, der er domineret af maskuline styrkeudtryk, ikoner og værdier.

Knausgård bidrager også i vanlig stil med egne erfaringer og fortæller, hvordan han i teenageårene var rædselsslagen over at mærke visse kvindelige sider i sig selv, fordi hvis de fik overtaget, ville han bukke under som mand. En meget kraftfuld oplevelse af at kønsidentiteten blev defineret som ”ikke værende en kvinde”. Flere danske kulturpersoner på det litterære site Promenaden forstår slet ikke, hvordan man kan blive overvældet af rædslen for at være kvindelig. Det er især kvinder, der ikke forstår dette og latterliggør Knausgård.

Når individuationsprocessen gennemleves til ende og succesfuldt, står der en moden mand, som rummer både de maskuline og feminine sider af sig selv, og som har frigjort sig seksuelt og følelsesmæssigt fra såvel moren som faren og er forankret i sig selv.

Hvad angår kvinder har Chodorow fundet frem til, at det kvindelige ego dannes på en markant anderledes måde. Det kvindelige ego dannes via en libidobaseret trekantsdynamik, hvor forankringen af følelser og seksualitet foregår i en trekant mellem kærligheden til faren, kærlighed til moren og bekymring og overvejelser omkring forholdet mellem faren og moren. Dette bevirker, at når den kvindelige individuationsproces er gennemført succesfuldt er den modne kvindes ego forankret i en kvinde-i-relationer konstruktion, hvor hun fortsat har en tilknytningsrelation til både far og mor og sin egen partner og børn, og har fundet en balance omkring at forankre hendes selsvstændige skaben i denne følelsesmæssige trekant. Socialt fællesskab og det kollektive er nøgleord.

Når man ser på denne analyse af hvordan maskuliniteten dannes, er der stærke indicier for, at Breiviks individuationsproces er gået i stå på et tidligt tidspunkt. Når man kobler det med den måde, som Breivik ifølge Knausgård har spillet computerspil, der fokuserer på at dræbe, og man hører Breiviks forbavselse over, at de unge på øen, som han skød, ikke prøvede at løbe eller gemme sig, sådan som de gør i computerspillene, ja, så må man sige, at man står med en mand, der skal straffes for at lade sin individuationsproces gå i stå. Kan man straffe en mand for manglende selvindsigt?

Kunne man på et tidspunkt have påbegyndt en proces, der havde hjulpet Breivik til øget selvindsigt og en nuanceret forankring af hans maskulinitet? Og hvad med de spirende Breivik’er, der bevæger sig i ekstreme politiske miljøer, i bander og i dårligt fungerende familier i Vollsmose? Kan vi anvende Chodorows forskning til at øge selvindsigten hos disse mænd?