Tag Archives: sex

Der er noget I skal vide om sex…

….dette er mest henvendt til unge og deres forældre – men du må gerne læse med;-)

Det handler om sex. At tale om sex. For jeres børn vil gerne.

Læs dette debatindlæg fra Politiken den 3.12.2016 og tal så mere unge mennesker I kender om sex. Der er sikkert en anledning i medierne til at bringe emnet op. Eller noget der er sket i dit eller deres liv, som kan føre jer ind på samtalen.

En del både ældre og yngre mennesker har efter debatindlægget kontaktet mig og sagt, at de er begyndt at tale sammen om de mere intime dele af livet, og det virker.

Tre mænd og mig

Romanen "En kvinde tre mænd", som er inspireret af mine erfaringer
Romanen “En kvinde tre mænd”, som er inspireret af mine erfaringer

Flere læsere af denne blog har spurgt mig, hvad der har fået mig til at skifte fra tre mænd til én mand. Så det vil jeg gerne fortælle lidt mere om. I dag handler det om, hvordan jeg fandt på  modellen med de tre mænd. I løbet af de næste dage vil jeg skrive mere om skiftet fra tre til én.

Da jeg blev skilt for en del år siden, oplevede jeg, at der var ret mange udfordringer omkring kærligheden, som jeg ikke bare kunne løse ved at finde en ny mand. Det var nogle  udfordringer, som havde med mig at gøre og andre udfordringer, der havde med mænd at gøre. Det havde også med omverdens forventninger til kærlighedslivet at gøre.

Jeg var ked af, at mit ægteskab var gået i stykker, og jeg bebrejdede både mig selv og min eksmand for det. Jeg forstod ikke helt, hvad der var gået galt, men ved at bearbejde erfaringerne, fandt jeg ud af nogle af grundene til det. Jeg fandt fx ud af, at jeg havde svært ved at skelne mellem mine og min partners behov og handlinger og følelser. Jeg blandede det hele sammen og drog ikke ham til ansvar for hans handlinger. Jeg stod så til gengæld på mål for både mine og hans handlinger, følelser og behov. Det var meget anstrengende i længden.

Jeg syntes, at der var og er mange dejlige mænd ude i verden, men jeg synes ikke jeg var så god til at få min vilje med en mand og bevare respekten for både ham og mig.

Jeg synes også, at der var en forventning fra veninder, familie og kollegaer om, at man skal have en kæreste for at være en der er lykkedes med livet. De to ting gjorde at jeg holdt mig tilbage fra at begynde at date igen.

Et andet punkt, der frustrerede mig, var, at der var forskellige forventninger i samfundet til mænd og kvinder. Det synes jeg stadig, der er. Fx dominerer mænd ofte sociale situationer med at tale om det, som interesserer dem. Og jeg faldt meget nemt ind i rollen som den lyttende søde kvinde, der nikkede og gav ham nye stikord, så han kunne fortsætte.

Jeg lagde også mærke til, at jeg var meget mere handlekraftig og havde fokus på at nå et resultat, når jeg var sammen med kvinder end med mænd. Og jeg gjorde for ikke at provokere mænd.

Disse forhold og flere til ville jeg gerne gøre op med, men jeg vidste ikke rigtigt hvordan.

Da jeg så begyndte at se mig omkring på datingmarkedet, blev jeg også irriteret over den måde, det fungerede på: som kvinde kan man få masser af mænd, hvis man bare vil have sex, og lader som om man ikke får det, mens udvalget er betydeligt mindre, hvis man vil have en ansvarlig mand, som er interessant at tale med, og som kan få fingrene ud og bidrage til at skabe en fælles base uden at brokke sig over tranlampen, der bestemmer det hele derhjemme.

Da jeg havde gået og spekuleret over flere af disse forhold, besluttede jeg mig for at gøre som mændene gør: at sætte mig selv i førersædet og lede efter det, jeg havde brug for til at opfylde mine behov. Jeg definerede, at mit behov for en mand, især handlede om tre områder: snak, sex og praktisk arbejde.

Jeg fik så ideen at udskifte modellen med den eneste ene ud og i stedet lede efter tre mænd: en til snak, en til sex og en til praktisk arbejde.

Der kom en masse svar og jeg gik på dates, der var gode og sjove for min model førte til, at vi havde interessante samtaler allerede på første date. Jeg følte også en stor frihed, fordi jeg ikke var forpligtet til at gå længere med hver mand, end den rolle, han havde sagt ja til, berettigede til. Det betød, at jeg fik plads til at mærke mine egne behov. Det at have en mand, som kom og var praktisk betød også at jeg skulle være ret klar på, hvad jeg gerne ville have, vi skulle lave sammen, eller som han skulle lave for mig. Han fik varm aftensmad og øl for det.

En anden interessant oplevelse var, at de fleste mænd gerne ville i kassen med mig – surprise, Watson! Og nej, det var jo ikke den store overraskelse, men da jeg ikke havde lovet andet end sexpartneren en tur i høet, følte jeg mig i min gode ret til at sige nej. Interessant nok førte det til, at jeg blev meget bedre til at mærke, hvornår jeg havde lyst til at sige ja og til hvad.

Det var også en god oplevelse at dyrke sex med en, jeg ikke var forelsket i. Det havde jeg prøvet før, men så var det ofte blot en engangsoplevelse. Her kunne vi gøre det flere gange, og lære hinandens kroppe og behov at kende ,og jeg kunne mere frit udforske grænserne i mit eget begær, fordi jeg ikke var så sårbar for, om han blev sur og slog op.

Tre mænd modellen hjalp mig til at holde fast i det, som er vigtigt for mig, også selvom andre synes, jeg hellere skal bøje mig. Jeg er blevet meget bedre til at adskille mine og andres handlinger, behov og følelser og til ikke at føle mig ansvarlig for andet end mit eget. Jeg har også fået trænet mine evner til at få min vilje og bøje af. Det gør jeg ved at holde fast på de punkter, som jeg kalder kærlighedens kompromisfrie zoner, og se stort på resten. Ved at have tre mænd har jeg fået en meget anderledes tilgang til kærligheden, og min livstilfredshed er steget markant.

 

Om kærlighed

Der var forleden et interessant interview i Information med den franske filosof Alain Badiou om kærlighedens væsen. Han insisterer på, at vi har brug for nye redskaber og forståelse af kærligheden for at styre den grasserende hedonisme, som fulgte i kølvandet på 1968. Han skriver ”Mens begæret fokuserer på den anden, og altid på en fetichistisk måde og på bestemte objekter som bryster, balder og pik, fokuserer kærligheden på den andens væsen, på den anden, som bevæbnet med sit væsen er brudt ind i min tilværelse, der derfor bliver forstyrret og omarrangeret…”

Som jeg forstår Badiou, taler han for at hilse problemer velkomne og at mødes i arbejdet med at løse dem, fordi de er en central del af kærligheden. For nylig havde jeg en forfatter til bords til en rund fødselsdag. Han sagde netop, at han elsker sin kone for de problemer, hun bringer ham. Jeg forstår først nu, hvad han mener.

Det giver også mening, når jeg tænker på de parforhold, jeg har været vidne til over pinsen. Flere af dem virker skuffede over hinanden og mangler overskud til de udfordringer, den anden står overfor. En følelse man også kan opleve i familier, hvor børnene er skuffede over forældrene, som er skuffede over børnene. Ingen af dem har fået øje på den kærlighedslim, som problemer kan være. Tværtimod er det som om de bebrejder hinanden de problemer, de står med hver især.

Jeg har en gang læst en, der sagde, at venner har problemer til fælles, og så længe problemerne er fælles består venskabet. Jeg synes ikke det gælder for alle venskaber, men for mange gør det. I denne sammenhæng kan man se det som et tegn på, at kærlighedslimen fungerer i et venskab, og måske fungerer bedre der, fordi man gerne hjælper en ven i nød. Måske gernere end man hjælper en partner?

Og hvorfor får jeg øje på dette nu? fordi jeg netop har mødt en mand, som har problemer, som jeg kendte til, før vi begyndte at kysse. Han har været igennem en svær depression og er nu på vej ud på den anden side. Da jeg mødte ham for nogle måneder siden, rørte han mig med sin sårbarhed. Så mødte jeg ham igen, og jeg kan mærke, at han har gjort en indsats for at komme ud af sin depression, og at han er på vej ud. Det rører mig mere, end jeg er blevet rørt længe. Indleder vi en relation ved jeg, at depressionen vil være en del af vores liv, fordi han for altid vil være mærket af det. Jeg troede, at jeg længtes efter et andet liv, men mærker overrasket, at jeg har lyst til, at mit liv bliver forstyrret og omarrangeret af netop ham, hans problemer og hans væsen. Spørgsmålet er så, om han også har lyst til at få omarrangeret sit liv med mine problemer og mit væsen.

På jagt efter en model, der passer til virkeligheden…

….er dagens tema. I Information fokuserer de på at finde frem til teorier på det økonomiske område, der rent faktisk kan anvendes til at forstå hvad der foregår, og give os bedre mulighed for at gribe ind, når tingene går i den forkerte retning.

Jeg synes vi på samme måde har brug for nye modeller for kærlighed, sex og samliv, så modellerne i højre grad afspejler den mangfoldighed af måder mennesker lever sammen på fremfor den idealtilstand fra 1950’erne, som vi baserer det på i dag. Både Alt for damerne og bladet Liv fokuserer i denne uge på andre måder at leve kærligheden på – læs det og døm selv.

Danmarks statistik opererer med 37 forskellige forældre/børn sammenstillinger.

Det bliver spændende, når Danmarks Statistik skal til at rubricere hvordan mennesker dyrker sex:
1) heteroseksuelt monogamt
2) heteroseksuelt åbent
3) biseksuelt
4) homoseksuelt monogamt
5) homoseksuelt åbent
6) utro i det skjulte
7) med vekslende partnere
8) …fyld selv på her
9) all of the above igennem livets forskellige faser

Eller hvad med at rubricere mennesker som
A) seksuelt bundet til den samme person
B) seksuelt bundet til den samme person med hemmelige seksuelle relationer til andre
C) seksuelt frit stillet
D) seksuelt frit stillet med fast primær partner og åbne relationer for mig
E) seksuelt frit stillet med fast primær partner og åbne relationer for min partner
F) seksuelt frit stillet med fast primær partner og åbne relationer for os begge
G) …fyld selv på her
H) All of the above igennem livets forskellige faser

Hvis vi havde disse oplysninger om befolkningen, kunne vi begynde at lave økonomiske modeller, realkreditlån og studielån, der passer til folks reelle måde at leve på fremfor den måde man engang levede på, som binder folk til 30 årige annuitetslån, 10 årige afdrag på studiegæld og uden råd til at blive skilt, fordi man er blevet fanget af et finansmarked, der fungerer som en kasino økonomi uden forbindelse til reelle værdier.

Det dynamiske parforhold

I går var jeg til et foredrag om dynamiske parforhold, som er parforhold, hvor man er til stede som den, man er og står ved sine behov og skyggesider såvel som sine positive sider og bliver elsket for hele pakken. Det er ikke nødvendigvis en monogam relation hele tiden, men relationen er heller ikke automatisk åben for andre hele tiden.

Det dynamiske parforhold ligger netop det sted mellem de to yderpunkter, som dem, der indgår i relationen, kan blive enige om.
En af terapeuterne sagde blandt andet, at man selv er ansvarlig for 90% af sin livslykke. Partneren kan bidrage til de sidste 10;)

En deltager kom med en god uddybning. Han sagde, at vi ofte indleder en ny relation med en illusion om den anden, og en illusion om en selv, og sammen skaber man så en fælles illusion. I det dynamiske parforhold ønsker man at bryde med disse illusioner, også selvom det gør ondt, for at leve et liv, hvor man kan stå ved sig selv i sin kompleksitet og elske den anden i hans eller hendes kompleksitet.

En anden bidrog med overvejelser omkring utroskab, hvor løgnen, bedraget og svigtet ofte sårer mere end selve den seksuelle akt.
I et dynamisk parforhold lover man hinanden mentalt troskab, og flytter derved fokus over på det, der gør en dyb relation mulig: at man kan stå ved sig selv som man er og møde den anden som den han eller hun er.

Flere af de ting, der blev fremført, virkede indlysende på mig, for hvad enten vi anerkender det eller ej er alle parforhold dynamiske: Relationen består af mennesker, der gennem livet udvikler sig asynkront og asymmetrisk.

De etablerede modeller med skyld, skam og andres forventninger giver os få redskaber til at forvalte den asynkrone asymetri. Et internet, der synliggør andre måder at leve på øger den asynkrone asymmetri.

Jeg synes det er fint, at der nu er skabt et forum for at udveksle erfaringer, og skabe sprog og redskaber til at reagere på den asynkrone asymetri, så den enkelte bedre kan beslutte, hvad man vil gøre, når man møder et attraktivt menneske, så kan leve med sig selv og dem man elsker, efter mødet.

Et sprog: Forleden var jeg til Clauss M. J. Gylluns fødselsdag. Han sagde i sin tale til gæsterne, at når man taler til hjertet, behøver man kun at hviske. Mennesker der råber af hinanden har mistet kontakten med hjertets sprog.
Det synes jeg var flot sagt, så jeg giver hermed det sprog videre.

Skal jeg efterlyse flere hjerter dronninger?

I min research blev jeg på et tidspunkt kontaktet af en gigolo, og vi talte en del om kvinder og mænds drømme og længsler efter hinanden. Han var ekspert i, hvad kvinder længes efter hos mænd, og den vigtigste værdi her var nærvær og personlig respons. Jeg spurgte ham også, hvad mænd længes mest efter ved kvinder og han sagde: sanselighed og blidhed.

Det overraskede mig, fordi jeg i vanlig fordomsfuldhed troede, mænd længtes efter sex. Da jeg fik tænkt nærmere over det, og fik brugt den brille til at se på nogle af de udtalelser mænd ofte kommer med om kvinder, blev jeg klar over, at gigoloen har fat i noget. Prøv at lægge mærke til når mænd kommenterer en kvinde og hendes væremåde eller udtalelser. Mange gange bliver der udtrykt kritik af at hun mangler blidhed. Komplimenter fra mænd til kvinder er også ofte baseret på sanselighed og blidhed som måleparametre.

I forlængelse af mine skriverier forleden om hjerterkonger som et mandeideal jeg synes vi har brug for mere af, vil jeg gerne hermed komme med en definition på et muligt kvindeideal, set med mandens øjne, nemlig en hjerter dronning: en kvinde, der har hjertet på rette sted, og med sanselig blidhed vil være hans tro følgesvend.

Længes moderne mænd efter sådanne hjerter dronninger?

Flere hjerterkonger efterlyses

Jeg synes der er en tendens til at masseunderholdningen viser os rollemodeller for mænd, som på en mærkelig gammeldags måde spejler kærlighed og kønsroller i 1950’erne, og for kvinder, som står midt i et 2012, der bugner af personlig frihed og muligheder for at udleve sine talenter og seksualitet på en omsorgsfuld og ansvarlig måde.

Først manderollen: Klovn er et af de tydelige eksempler på en spejling af 1950’erne, hvor to uansvarlige  drenge, den ene stærk og den anden svag, prøver at få opfyldt deres behov for øl, fisse og hornmusik uden konerne lægger mærke til det. Konerne er den smålige husmor type og den lidt lækrere skolelærerinde med hævet pegefinger. Målet for alle afsnit og filmen er, at følge hvordan drengene på humoristiske måder snor sig for at få opfyldt deres lyster og få deres vilje.

Andre eksempler på denne måde at være mand på er Mads Christensen, der smykker sig med dyrt bling bling og motorcykel, og siger at en rigtig mand er en, der kan sige hold kæft til hende den besværlige derhjemme. Kvinden her er usynlig men dog meget tydelig som en, der kommer på tværs af udleven af hans sande natur: blærerøven der kan lide kubik og ikke er bange for at sige lillemor imod.

Og så er der den bløde mand i filmen Sandheden om mænd, som ikke ved hvad han vil før han har mistet det og hvor kvinderne hver gang sætter ham stolen for døren, som den der ved hvad hun vil.

Ser vi på de kvindelige rollemodeller som de er blevet vist de sidste seks måneder på tv er der statsministeren på Borgen, der kæmper med at få sine personlige værdier og ønsker til at gå i spænd med kravene på jobbet. Hun lykkes med noget og mislykkes med andet. Hendes mål er at få mere end hendes eget personlige liv til at hænge sammen, og manden har så svært ved at tackle hendes selvstændighed, at de bliver skilt.

Der er Lykke som kæmper med at indgå i en tæt relation, og hvor det lykkes for hende til sidst både at blive forfremmet og gift – med en psykolog. På en skæv måde kæmper hun mellem at være selvforsynende og kejtet i sin længsel efter en mand. Manden udfordrer og rummer hende på skift.

Og så er der Rita, som lever især sin seksualitet ud som en mand, og det eneste serien kan belønne hende med er en affære med hendes egen ekskæreste. Ritas børn fremstår som de voksne og ansvarlige, så den rolle bliver åbenbart børnene til del, når mor lever sin seksualitet ud. Mændene omkring hende bruges enten til at opfylde hendes seksuelle ønsker uden hun dog virker forløst, eller til at stille krav om nærhed, som hun ikke evner. Forskellen i forhold til drengerøvene nævnt ovenfor er, at Rita prøver at finde ind til egen vilje uden at have redskaber eller rollemodel. (Interessant nok er Rita skrevet af en ung mand).

Jeg savner, at se film og tv serier med mænd, som har gjort op hvad der er vigtigt for dem i deres liv og som er klar til at tage konsekvenserne. Mænd som gifter sig og lærer at sige til og fra overfor konen, på en ordentlig måde, så hun bevarer respekten for ham. Mænd som står ved at de gerne vil have blid sanselighed fra deres kvinde samtidig med at de kan respektere hende for at have meninger om alt muligt, ligesom de selv har. Mænd, der tager ansvar for de børn de sætter i verden ved at lytte til barnet frem for at strides med konen.

Et eksempel på sådan en mand læste jeg om i et interview med Jesper Binzer fra D.A.D. bandet http://politiken.dk/kultur/musik/ECE1451091/d-a-ds-jesper-binzer-naegter-stadig-at-klippe-sit-haar/. Han sagde, at »Det handler om at blive mere voksenmoden. At blive en mand. En, der kender sig selv og ikke mister kontrollen. En, der kan herske med kærlighed«, siger han med et udtryk, der vist overrasker ham selv mest af alle. »Hjerter konge. Det er ham, man skal være. Mild og streng og mand«. Det synes jeg lyder en del mere interessant end drengerøvene, så fler’ af dem tak både på film og i virkeligheden.

Shame – en film

Jeg så filmen Shame i går og synes den er interessant på to planer, men ikke på det følelsesmæssige plan. Hovedpersonen, der spilles af Michael Fassbender, er en sexafhængig mand, hvis sexrutiner med og uden partnere bliver brudt, da hans kriseramte søster en dag står på dørtærsklen til hans liv og beder om hjælp.

Hovedpersonen rørte mig ikke, selvom han spillede godt. Han var så lukket omkring sig selv og sine egne behov, at jeg i perioder kedede mig. Da jeg var i 20’erne oplevede jeg selv nogle af disse følelser og misbrugte sex;) Men jeg kom videre, da jeg blev træt af den sovsen rundt i i min egen selvmedlidenhed, som jeg synes, han sidder fast i.

Og det er det ene plan, hvor filmen er interessant. Den viser nemlig en grandvoksen umoden mand, som ikke kan finde modet til nærhed med sig selv og andre. Det er interessant, fordi det er en rimelig præcis spejling af en del af den måde feminin og maskulin energi udleves på i dag, hvor vi står midt i frihedens mange overvældende valg uden en autoritet til at fortælle os, at nu er det tid at slippe pikken og finde modet til at stå ved, hvem man er og rette sin energi udad mod andre på en hensynsfuld måde.

Det andet plan, hvor filmen er interessant, er den berøringsangst, som den udviser overfor det seksuelle. Hver gang er sex et redskab han anvender til at være i kontrol, hvor det fungerer, når han bestemmer og betaler, mens han i den ligeværdige dobbeltseng ikke kan få den op at stå. Dette bliver ikke for alvor problematiseret i filmen. Vi får kun nogle tidsmæssigt meget lange skud af hans ansigt, hvor man så kan tænke, at han nok tænker et eller andet. Hvorfor møder han ikke en kvinde der voldtager ham, og en anden kvinde der er så sød ved ham at han græder i sin orgasme, eller hvad med rollespil, hvor han udfordrer sit eget behov for kontrol? Det kunne have fået mig til at forstå, hvorfor han gør, som han gør til sidst. Det eneste man ser, er ludersex i forskellige varianter, så man tror man er tilbage i 1970’erne.

Alt i alt virkede filmen gammeldags på mig, fordi hans seksualitet var så machokedelig og fordi han gentog den samme historie vi nu har hørt og set på film i mange år, hvor man gerne må behandle sig selv og andre dårligt, hvis man har haft en hård barndom. Giv mennesker med en hård barndom professionel hjælp til at tage ansvar for det liv, de vil leve med sig selv og andre. En psykolog og en sexolog kunne have udrettet mirakler med den mand, og det at han ikke for alvor søger hjælp, indsigt og kontakt gør ham mest stakkels i mine øjne. Shame får kun 1 hjerte fra mig, og det får den for at vise både mænd og kvinder nøgne i fuld figur. Det er sjældent man ser det i en spillefilm.

Jeg længes efter film, hvor mennesker udnytter friheden og den manglende autoritet til at udfordre sig selv og andre, så de kan tage sig selv alvorligt og opfylde deres drømme og længsler i respekt med andre på stadigt nye måder, fordi vi gennem livet udvikler os – glæder mig til at komme videre med at lave netop det;)

Det romantiske fængsel I

Jeg er ved at lave research til spillefilmen over min roman ”En kvinde tre mænd” og det vil jeg fremover blogge om. Det vil handle om sex, samliv og kærlighed på både det private og det samfundsmæssige plan. I min research taler jeg med rigtig mange mennesker om deres sex-, sam- og kærlighedsliv, fordi jeg gerne vil forankre filmen midt i kærligheden som den leves lige nu. Tilmeld dig, hvis du vil følge med.

Først lidt om mig og mit udgangspunkt for at arbejde med dette område: Jeg skrev min roman ”En kvinde tre mænd”, fordi jeg følte mine (kvindelige) bidrag til samfundet og privatlivet blev udnyttet. Samfundet har brug for at jeg arbejder gratis som samlende serviceorgan for familien, for så trives manden og kan arbejde og øge landets BNP. Min mand og barn havde brug for at jeg altid var der med støtte, opbakning og kærlighed. Sex blev det også forventet, at jeg lagde krop til, og det var det nemmeste at gøre, for så var min mand glad. Jeg havde en fornemmelse af, at hvis bare jeg gjorde som der blev forventet af mig, ville samfundet, min mand og mit barn en dag vende sig om og spørge, hvad jeg havde brug for. Det skete ikke.

Mine behov og jeg var fraværende bortset fra moderrollen med alle de dertil knyttede følelser. Den var der plads til.  Mine behov for øjeblikke af omsorgsfrihed, for karriereudvikling, for økonomisk rådgivning, for sex også på mine måder kom altid sidst. Jeg så mig omkring og iagttog alle de andre kvinder, som lever på samme måde og tænkte, at en velmenende kronik i Politiken ikke ville være nok til at få ændret på det.

Jeg besluttede at prøve at leve på en anden måde, hvor jeg satte mig i førersædet. Jeg begyndte med at definere, hvad jeg egentlig kunne bruge mænd til. Jeg lavede en liste og tænkte, at der nok ville komme 3-5 punkter på den, og så måtte jeg gøre op, om jeg kunne leve uden det. Nogle bliver provokeret af at jeg taler om mænd, som noget man kan bruge til noget. Jeg tingsliggør dem. Og ja, det er helt rigtigt. Med den analyse jeg havde lavet af mit liv jf. ovenfor, følte jeg, at der kun var plads til nogle sider af mig, og dermed følte jeg mig tingsliggjort. Så jeg vendte bøtten og gjorde manden til tingen. Som et forsøg for at se, om det kunne ændre på noget af det, jeg var stærkt utilfreds med.

Det interessante var, at der kom 26 punkter på min liste over hvad man kan bruge en mand til! Se her. Det overraskede mig. Og overbeviste mig om, at jeg ikke kan leve uden mænd. Behovet for nye måder at leve sammen på steg derefter, for jeg kunne heller ikke holde til at blive ved med at føle mig udnyttet, samtidig med at kulturen og mænd og kvinder omkring mig kaldte det kærlighed. Det romantiske fængsel er mere dækkende. Det udtryk har jeg fra programmet ”Chick Flicks” om kvinderoller på film siden 2. verdenskrig. Mere om det i morgen…