Tag Archives: værdier

Kan man straffe mangel på selvindsigt?

Den 22.7 skrev den norske forfatter Karl Ove Knausgård en artikel i den svenske avis Dagens Nyheter, om Breivik, hvor han forsøger at se på Breivik og hans gerninger gennem psykoanalytiske briller. Artiklen har fået sindene i kog i Danmark, hvor flere danske kulturpersoner, er rystede over Knausgårds psykoanalytiske tilgang til Breivik.

Jeg synes, Knausgårds analyse er et kvalificeret bud på centrale elementer i dannelsen af personen Breivik, og da den amerikanske sociolog  Nancy Chodorow har udviklet en teori, som på elegant vis understøtter en række af Knausgårds pointer, er det relevant at gøre opmærksom på hende for at nuancere debatten.

Det drejer sig om Ødipuskomplekset. Chodorow har gennemført et stort forskningsarbejde over de sidste 40 år i drenge og pigers frigørelsesproces og hendes forskning viser, at der er markante forskelle på den maskuline og den feminine måde at løse Ødipuskomplekset på.

Freud definerede som bekendt Ødipuskomplekset som den lille drengs ønske om seksuelt at besidde sin mor og dræbe sin far. Hvad angår den lille piges frigørelsesproces var Freud mere famlende og forsøgte sig med penismisundelse som forklaringsmekanisme. Det slog dog ikke rigtigt an. Hvordan  Ødipuskomplekset forløses, har afgørende betydning for dannelsen af selvet, egoet og seksualiteten.

Chodorows forskning viser, at for drenge foregår processen snarere som følger: Det går op for den lille dreng, at han ikke er som sin mor, som han elsker overalt på jorden, og som er omkring ham hele tiden, hvor hun udfører en mængde konkrete omsorgsopgaver. Drengen begynder at se efter faren og identificere sig med ham. Problemet er, at faren ofte er væk, og det er ikke klart for drengen, hvad faren laver. Når faren kommer hjem til drengen, kan han hjælpe drengen til en vellykket forløsning af Ødipuskomplekset ved at være mentalt nærværende og udtrykke varme og kærlighed overfor drengen. Eller han kan gøre det sværere for sin dreng at blive mand ved at være mentalt fraværende og sjældent vise varme kærlige følelser overfor drengen. I det sidste tilfælde fortsætter drengen med at have et uklart billede af hvem faren er, hvad han laver, og hvad han føler for drengen. Det uklare billede betyder, at drengen presses til at definere sin identitet omkring, hvad han ikke er: en kvinde, fremfor hvad han er: en mand.

Når forankringen af selvet er uklar og ukonkret betyder det, at den voksne mand er nødt til at genetablere sin maskulinitet hver dag overfor sig selv og andre. Et centralt redskab i dette er nedladende bemærkninger og holdninger til det, han ikke er, som er det kvindelige og alt hvad det står for af følelser, omsorg, blødhed, underkastelse, osv. For at etablere sig som mand er han hver dag nødt til at ignorere disse sider i sig selv, tage afstand til dem, ja måske endda voldsom afstand. At rumme disse sider af sig selv kan være så angstfremkaldende, at han fuldstændig fortrænger nogle af de handlinger han gør, hvor disse sider kommer frem. Det kan være han er tiltrukket af mænd og sanse- og følelsesmæssigt nyder at underkaste sig en anden mands begær og hengive sig i en mands arme, og at trangen indimellem bliver så stor, at han gør det, uden at handlingen bagefter bliver en aktiv del af hans selvforståelse, ja han kan pure nægte overfor sig selv og andre, at det nogensinde har fundet sted. På samme vis kan en mand med denne form for selvforståelse fornægte for sig selv, at han udøver vold mod kone og børn, krænker børn seksuelt og så videre.

For en sådan mand er individuationsprocessen ikke blevet gennemført. Han er standset foran det, han ikke kan rumme, og der vil han blive, indtil han er motiveret til at få professionel hjælp til at rumme hele sig selv og sin seksualitet.

Denne teori understøtter Knausgårds analyse af Breiviks individuationsproces. Breivik har ifølge personer i hans omgangskreds på et tidspunkt brugt sminke, men nægter det i dag. Breivik har ifølge andre personers udsagn homoseksuelle erfaringer, men nægter det i dag. Breivik har et hadsk forhold til kvinder, og brugte meget energi på hver dag at genetablere sin maskulinitet indenfor en meget stram politisk ideologi, der er domineret af maskuline styrkeudtryk, ikoner og værdier.

Knausgård bidrager også i vanlig stil med egne erfaringer og fortæller, hvordan han i teenageårene var rædselsslagen over at mærke visse kvindelige sider i sig selv, fordi hvis de fik overtaget, ville han bukke under som mand. En meget kraftfuld oplevelse af at kønsidentiteten blev defineret som ”ikke værende en kvinde”. Flere danske kulturpersoner på det litterære site Promenaden forstår slet ikke, hvordan man kan blive overvældet af rædslen for at være kvindelig. Det er især kvinder, der ikke forstår dette og latterliggør Knausgård.

Når individuationsprocessen gennemleves til ende og succesfuldt, står der en moden mand, som rummer både de maskuline og feminine sider af sig selv, og som har frigjort sig seksuelt og følelsesmæssigt fra såvel moren som faren og er forankret i sig selv.

Hvad angår kvinder har Chodorow fundet frem til, at det kvindelige ego dannes på en markant anderledes måde. Det kvindelige ego dannes via en libidobaseret trekantsdynamik, hvor forankringen af følelser og seksualitet foregår i en trekant mellem kærligheden til faren, kærlighed til moren og bekymring og overvejelser omkring forholdet mellem faren og moren. Dette bevirker, at når den kvindelige individuationsproces er gennemført succesfuldt er den modne kvindes ego forankret i en kvinde-i-relationer konstruktion, hvor hun fortsat har en tilknytningsrelation til både far og mor og sin egen partner og børn, og har fundet en balance omkring at forankre hendes selsvstændige skaben i denne følelsesmæssige trekant. Socialt fællesskab og det kollektive er nøgleord.

Når man ser på denne analyse af hvordan maskuliniteten dannes, er der stærke indicier for, at Breiviks individuationsproces er gået i stå på et tidligt tidspunkt. Når man kobler det med den måde, som Breivik ifølge Knausgård har spillet computerspil, der fokuserer på at dræbe, og man hører Breiviks forbavselse over, at de unge på øen, som han skød, ikke prøvede at løbe eller gemme sig, sådan som de gør i computerspillene, ja, så må man sige, at man står med en mand, der skal straffes for at lade sin individuationsproces gå i stå. Kan man straffe en mand for manglende selvindsigt?

Kunne man på et tidspunkt have påbegyndt en proces, der havde hjulpet Breivik til øget selvindsigt og en nuanceret forankring af hans maskulinitet? Og hvad med de spirende Breivik’er, der bevæger sig i ekstreme politiske miljøer, i bander og i dårligt fungerende familier i Vollsmose? Kan vi anvende Chodorows forskning til at øge selvindsigten hos disse mænd?

 

 

Sender Mad Men et signal om tryghed?

De bevidste eller ubevidste værdier vi lever vores liv efter, interesserer mig. Hvordan værdierne ændres i løbet af livet og i møder med andre. Og hvordan vi på baggrund af vores værdier dømmer andre og os selv. Og indimellem må leve med, at vi måske ikke helt lever op til vores egne værdier. Med mulighed for at overveje om værdien skal ændres og om det er muligt.

Et af de steder hvor dette spejles er i tv-serier. Der ser vi med mange nuancer og i komplekse situation en række forskellige personer og hvordan de udlever deres værdier, hvordan deres værdier kolliderer og hvordan den enkelte forliger sig med sine værdier eller bryder ud og ændrer sit liv.  Jeg bidrog forleden til radioprogrammet ”Iben og mødregruppen” på Radio 24/7, der netop handlede om tv-serier, og hvorfor man kan blive så grebet af nogle serier. Du kan høre mit bidrag til debatten i begyndelsen af linket.

Danmark gør det godt indenfor tv-serier. Borgen og Forbrydelsen vises fx i England, hvor de begge kører med engelske undertekster på en national tv kanal, hvilket er helt unikt. Borgen kender de også i Frankrig, hvor den forleden blev nævnt i et program på France Inter (franceinter.fr, programmet 3D, le journal om yoga og tv-serier som nye fag på universitetet). I det program blev Borgen rost til skyerne som en serie, der foregår lige midt i virkeligheden og viser de dilemmaer, vi står overfor både i det store og det lille liv.

Når jeg ser en serie som Downton Abbey eller Matador ser jeg den på flere planer. Dels følger jeg historien. Dels indentificerer jeg på skift med flere af personerne og dels bidrager min viden om den historiske udvikling, der er sket efter serien forgik, til at berige berige min oplevelse af serien. Det gør det trygt for mig at se sådanne serien, for jeg ved, at lige meget hvad der sker blev arbejdernes vilkår forbedret, middelklassen voksede og samfundet blev mere frit på mange områder.

Jeg ser også Mad Men med en vis tryghed, fordi jeg ved at de urimelige forskellige i arbejdsvilkår for mænd og kvinder er blevet ændret, det store indtag af alkohol er faldet, og muligheden for at være mænd på mange måder, frem for kun den man ser i serien, er vokset markant siden. Men det er ikke alle, der ser Mad Men på denne måde. En af mine veninders mand bliver deprimeret af at se Mad Men. Er det fordi han er trist over, at den fortrinsposition mænd havde dengang er forsvundet? Eller fordi han savner fyldige kvinder i gadebilledet? Eller savner han sin barndom, der foregik den gang?